Ole Nikolajsen er et rigtig kendt ansigt i Fredericia. Han er blandt andet manden bag mange triathlonstævner i byen, manden der i en overgang stod i spidsen for Fredericia Håndboldklub, men nu driver han firmaet ProPrint. Ole er kommet i den varme stol på Kurt’s Kaffebar, hvor han tager os med på sin rejse.
Ole og jeg har aftalt at mødes klokken 11:00. Jeg er i god tid, og sætter mig ved et ledigt bord klokken 10:45 og forbereder mig lidt på snakken med Ole, der ankommer 10:58 og lige hilser på lidt folk udenfor, inden tur går ind i varmen.
Til at starte med siger Ole med et smil: ”Patrick, du kender jo det meste af min historie.” Jeg griner lidt og nikker, og beder Ole starte med fortællingen helt fra sin barndom. Ole fortæller, at han er født og opvokset i det gamle Snoghøj.
”Jeg husker det som en ekstrem tryg og god barndom. Jeg er så privilegeret, at mine forældre ikke er skilt, så jeg har kun oplevet trygge rammer,” siger Ole, der startede på Erritsø Centralskole, men flyttede til Samsø fra 3. klasse og frem til 8., da hans far fik job på øen:
”Jeg skulle rykke teltpælene op, og jeg husker, at jeg synes, at det var spændende. På det tidspunkt var jeg udadvendt, og fik derfor hurtigt nye venner særligt gennem sporten. Allerede efter en uge var jeg meldt ind i både fodbold- og håndboldklubben. De seks år på Samsø er vel seks af de bedste år i mit liv. Vi har siden haft sommerhus derovre, og jeg kommer der stadig, og jeg arrangerer også et marthonløb derovre.”
Hvad skete der efter skoletiden?
”Det var meningen, at jeg skulle i lære som smed, men de havde ikke noget at lave, så jeg skulle i 10. klasse. Jeg havde en kæreste, hvis far var chef i Føtex, hvor der var en ledig læreplads, som jeg søgte, men godt nok ikke fik, Jeg fik dog mod på det og blev uddannet butiksslagter i Brugsen på Nymarksvej. Jeg var glad for faget, og fik 56 ud af 60 mulige point til eksamen, hvilket betød, at jeg fik mange jobtilbud,” forklarer Ole og fortsætter:
“Jeg skulle i militæret og aftjene min værnepligt, og jeg fik muligheden for at blive frømand, da de manglede dykkere. Problemet var, at man skulle tegne en kontrakt på fem år, men det ville jeg ikke. I stedet blev jeg slagtermester i Brugsen i Nr. Aaby som meget ung, og der var jeg i et halvt år.”
Efterfølgende tog Ole Nikolajsens erhvervskarriere en drejning. En bytur medførte, at han ville være Falck-vagt.
“Jeg mødte op 20 år gammel og ville søge stillingen som Falck-vagt, men man skulle være 21 år og have stort kørekort. Den 31. oktober på min fødselsdag afleverede jeg ansøgningen, og jeg fik jobbet d. 1. december, og var der i fire år, inden jeg blev fyret pga. nedskæringer. Jeg startede på Shell, efter min tid hos Falck, og der var jeg i otte år. Jeg var chauffør hos dem et par år, men det var ikke mig og så blev jeg kørselsleder i stedet,” siger Ole.
Sportseventyret
Ole Nikolajsen har altid været bidt af sport, og i en årrække levede han også af det.
“I 1999 blev jeg købt fri til at arrangere triathlonstævnerne. Jeg levede af sporten, kombineret med, at jeg dyrkede min egen karriere. Jeg havde tre år, hvor jeg slet ikke lavede ande end triathlon og det var virkelig fantastisk. Jeg blev så arrangementchef i byen, og mens jeg var det, så skulle triathlonforbundet have ansat en sportschef på fuldtid, og den stilling blev jeg opfordret til at søge. I min tid som sportschef fik jeg oplevet to olympiader helt inde fra, som det vi kalder coach,” siger Ole, der efterfølgende fortsatte i sportsbranchen:
“Jeg blev kontaktet af den daværende forretningsfører i FHK , Klaus Bernhardt, der ville have mig som ny leder af håndboldklubben. Det tog Klaus et halvt år om at overbevise mig, da jeg ikke var helt hook på ideen til at starte med. Jeg kunne godt mærke på familien, at det var hårdt for dem, når jeg tit var væk. Jeg tænkte derfor, at det kunne være interessant, da jeg selv har set håndbold siden de glade 70’er dage med Europa Cup-kampe, og FHK er mit hold. Mik Hagenbo var træner på det tidspunkt, og jeg kunne godt lide hans stil med det offensive forsvar, som er jugoslavisk inspireret. Jeg tænkte, at jeg som jyde kunne samarbejde med københavnseren Hagenbo,” forklarer Ole og fortsætter:
“Hele historien om håndboldklubben og mig er jo næsten et kapitel for sig selv. Jeg fik at vide, inden jeg startede, at der manglede 200.000 kroner i kassen, og de skulle findes, men inden revisoreren og jeg var færdige med at åbne skuffen, manglede der to millioner kroner. Jeg fik heldigvis lavet en aftale med Compass, og vi fik hurtigt etableret et aktieselskab til at drive klubben. For at overleve skulle vi rejse 2,5 millioner kroner, ellers lukkede klubben. Det lykkes lige før deadline at finde pengene, da værftet kom til. Det betød, at jeg blev ansat i FHK, men jeg fandt hurtigt ud af, at direktørstillingen ikke var noget for mig. Jeg var fejlplaceret, og kom væk fra det, som jeg synes var sjovt. Jeg ville være omkring spillerne, ligesom jeg var omkring triathlerne. Efter et halvt år som direktør blev min stilling lavet om til at være teamchef og sælger. Stillingen var kun deltid, og det gjorde, at jeg samtidig startede ProPrint,” siger Ole og fortsætter:
“Vi fik på et tidspunkt René Hamann-Boeriths som træner, og ham havde jeg det virkelig godt med. Sammen tog vi ud og scoutede spillere, og jeg begyndte på håndboldagentuddannelsen, men jeg fandt ud af, at jeg det ikke var mig at se U16 og U18 hver weekend. Assistenttræner Bo Roy, René og jeg havde et godt samarbejde, og var klar til en ny sæson. Det var det år, hvor vi hentede Kasper Larsen, Jakob Thoustrup, Jesper Ahle og Henrik Sloth. Alt var for engangs skyld klar før sæsonen startede. Vi havde ansat Tine Hvalkof som direktør, og min kontrakt udløb d. 1. juni. Jeg ville gerne fortsætte, og fik et møde med Tina, som hun kom 23 minutter for sent til. Hun kom ind og sagde, vi havde syv minutter, men at der ikke var særlig meget at snak om, da jeg ikke ville blive forlænget. Jeg havde det sådan, at så ville jeg ikke være her mere, og klokken 16:00 lagde jeg nøglen og meddelte spillerne og René, at jeg stopper. Et par dage efter ringede en journalist, om jeg ikke havde glemt at fortælle noget. Han ville have mig til at sige, at jeg var skuffet og bitter, men jeg sagde, at det var jeg ikke. Jeg sagde, at jeg kendte til vilkårerne med en kontrakt, og hvis man ikke kan tåle det, skal man ikke arbejde i en elitesportsbranche.”
Selvom Ole Nikolajsens stop i FHK gjorde ondt, kommer han dog stadig i klubben den dag i dag.
“Jeg ser en del af FHKs kampe på hjemmebane, og jeg bærer ikke nag over noget, der er sket dengang. Klubben og jeg har haft hinanden lidt på afstand, og det har været sundt, men vi har snakket tingene godt igennem, og jeg har en god dialog med klubben,” siger Ole Nikolajsen, der generelt stadig involverer sig i lokalsporten:
“Jeg hjælper gerne til i triathlonklubben, hvor jeg er med i sponsorudvalget og hjælper lidt med nogle stævner. Jeg engagerer mig også i FC Fredericia, hvor jeg er på Monjasa Park og se dem spille en god omgang fodbold,” fortæller han.
ProPrint-eventyret
Det, at Ole Nikolajsen ikke fortsatte i FHK var samtidig startskuddet til, at ProPrint fik 100 % fokus.
“Jeg startede fuldtid med ProPrint, hvor jeg har været lige siden. Det var en kæmpe omvæltning at stå på egne ben, og det gjorde også, at jeg skulle være seriøs og stramme mig an. Med to børn, en kone osv. skulle der kæmpes for pengene. Det var sundt for forretningen at være tvunget til at få penge i kassen,” siger Ole og fortsætter:
“Jeg bankede ProPrint op til, at vi blev seks ansatte. Det gik godt, men inden for et år mistede vi to store kunder af forskellige årsager. Det var ikke fordi, at de var utilfredse, men fordi, at den ene ansatte en internt inden for tryk og den anden ansatte en grafiker i stedet for at hyre os. Det betød, at vi mistede næsten to millioner kroner i omsætning. Jeg kune samtidig mærke, at det ikke var fedt at være alt for administrativ, og tog beslutningen om, at vi ikke skulle være mere end 3-4 ansatte. Vi har nu en god nicheforretning, hvor vi rammer et segment, der har brug for hurtig levering i små oplag,” siger Ole, der i november sidste år påbegyndte et nyt projekt:
“Jeg følte så stort overskud, at jeg købte en pølsevogn I 20 år har jeg med jævne mellemrum tænkt på det, blandt andet har jeg været tæt på at købe den på Treldevej. Jeg endte med at købe en pølsevogn med hjul på, som skal bruges til events, fester og alt sådan noget, vi kalder den for pølsekutteren. Det er et far og søn-projekt, som jeg har sammen med Magnus,” forklarer Ole, der også har andre fritidsinteresser end pølsevognen – han er også glødende Liverpool-fan og tager gerne turen derover en gang om året.
Livet som aktiv
I rigtig mange år har Ole Nikolajsen dyrket sport. Han har gået til fodbold og håndbold, men det var inden for triathlon, at han for alvor fandt noget, som han er god til.
“Det var Hans Jørgen Hansen og Visti Pedersen fik trukket mig ind i det. Jeg kan tydeligt huske, da vi var noget til noget i Rødekro i 1989, og så på vej hjem spurgte de, om jeg kunne finde på at tage en Ironman. Jeg sagde, at det var for vanvittigt og jeg aldrig kunne finde på det. I 1991 var jeg begyndt at træne lidt med Hans Jørgen og Visti, og jeg kunne se, at jeg havde et talent inden for cykling. En hverdagsaften spurgte Visti, om jeg ville med til Aarhus for at se et kvindeløb, og vi skulle cykle derop. Jeg tænkte, at det var sindssygt, men Visti sagde, at det var god træning. Jeg endte med at tage med fordi, når sådan en som Visti mente, at jeg kunne, var der noget om det,” siger Ole Nikolajsen og fortsætter:
“Jeg kom igennem de 210 km, og der tænkte jeg efterfølgende, at jeg også kunne tage en Ironman. Holdningen var, at det var en once in a lifetime-oplevelse, men henover vinteren fik jeg en ambition om at komme til Hawaii og at komme på landsholdet. Begge ting lykkedes. Jeg kom til Hawaii i 2001, og i 1999 kom jeg med til EM for landsholdet, godt nok efter sindssygt mange afbud og nok fordi, at jeg var eliteansvarlig i forbundet. Derfor mente landstræneren, at jeg var den næste i rækken, efter mange afbud. Jeg endte med at lave personlig rekord til EM, og jeg har stadig landsholdsdragten derhjemme, men jeg ved godt, at hvis man skærer ind til benet, at jeg ikke var god nok. Omstændighederne gav mig dog chancen.”
Ole Nikolajsen og Team Rynkeby
Ole Nikolajsen har igennem seks år været engageret i Team Rynkeby, der støtter børnecancerfonden og børnelungefonden, og det er der en særlig grund til. Ole og hans kone, Susanne, mistede deres datter Laura til kræften, da hun var tre år.
“Jeg endte med at køre for Team Rynkeby i seks år, og de fem af årerne var som kaptajn for trekantsområdet. Det gav rigtig god mening for mig at være med, særligt, da det var det, der kostede Laura livet. Jeg kom fra en verden, hvor det var “mig, mig, mig” til at være en del af Rynkeby-projektet, hvor det var “os”, og at der ikke er nogen stærkere end det svageste led i kæden. Min opgave var, at at alle skulle cykle til Paris og komme igennem. For mig var det ikke et problem at cykle til Paris, da jeg var vant til at cykle. Men det at se de andre, træne dem, vejlede og alt det der, og så at de gennemførte. Det var en rejse, der var rigtig stor at være en del af. Igennem projektet har jeg fået venner for livet, som jeg aldrig kommer til at miste, fordi vi har haft så stærke oplevelser sammen,” siger Ole og fortsætter:
“Jeg stoppede med at være en del af Team Rynkeby efter seks år, da det tog meget af min tid, og jeg skyldte min familie at bruge tid med dem, og mere tid på min virksomhed. Jeg udelukker ikke at vende tilbage som almindelig rytter og nyde turen,” forklarer Ole, der på sin foreløbig sidste tur havde sønnen Magnus med:
“Magnus var med på cyklen i 2017, hvor min datter Line var med i servicebilen. Magnus er den yngste rytter nogensinde, da han fik dispensation, da han var 17 år og man skulle være 18 år. Han fik dispensationen, da jeg var med på turen som hans far, og derfor endte han med at få lov, og det var rigtig fedt at få den oplevelse sammen med ham,” udtaler Ole Nikolajsen.
Ole og jeg skal begge videre i programmet, og kaffen er også drukket færdig, og vi går derfor hver til sit igen.
Fakta Ole Nikolajsen:
Er 53 år
Født på Sct. Joseph
Gift med Susanne på 28. år
Har børnene Line på 27 år og Magnus på 19 år
