Det er Ugens Kurt-tid. En person, som vi har ønsket os i længere tid, ankommer på kaffebaren inden længe. Han er en travl mand, men altid meget imødekommende. Han skal ikke gå langt fra sit kontor på Fredericia Teater, Ugens Kurt er Søren Møller.
Søren Møller ankommer nærmest på klokkeslættet, som vi har aftalt. Med en let manøvre afslutter han sine mailkorrespondancer og går på flymode, så han kan være nærværende.
Søren blev født i Varde, men havde ingen tilknytning til byen. Hans mor læste til sygeplejerske, så man kan næsten sige, at han blev født på sin moders arbejdsplads,, Varde Sygehus. Søren boede mange steder i sine første leveår, men han oplevede det aldrig som en usikker barndom.
“Jeg oplevede det som at have fast grund under fødderne. Børn er meget mere omstillingsparate, end man regner med”, siger Søren om opvæksten.
Viborg
For Søren blev Viborg det første faste holdepunkt, her boede han fra han var otte til 16 år. I den periode kom musikken, computeren og elektronikken ind i hans liv. Søren fik sin første guitar, da han var 7 år, men det var da han blev ti år, og fik et keyboard, at en ny verden åbnede sig for ham.
“Jeg lærte selv at spille keyboard, fordi jeg var meget stædig, det var spændende, fordi man selv kunne forme musikken. Senere begyndte jeg at læse noder, og kunne bruge mange timer på at at spille musik”, siger Søren.
De første computere kom i de danske hjem i startfirserne, og der hoppede Søren med på bølgen.
“De første computere, der kom, havde ingen muligheder for at gemme. Man skrev en kode ind og eksekverede den. Jeg reparerede også radioer, jeg skilte nærmest alt elektronik ad, som jeg kom i nærheden af”, siger Søren.
Sørens møde med den alsidige musik var, da han fik en brugt samling lp’er, der var Beatles, Elvis Presley og forskellig Rock and Roll-pladder.
“Jeg havde også en spolebåndoptager med tilfældige spolebånd, som jeg lyttede meget til, der var både dansktop, James Last og disco fra halvfjerdserne. Det gav lidt uden, at jeg vidste det, et bredt musikalsk fundament”, fortæller Søren.
Da Søren var 14 år, begyndte han at synge mere seriøst. Han havde dog altid sunget, og kom senere ind på Musikskolernes Overbygningsuddannelse som var forløber for den uddannelse, som vi kender som MGK.
På uddannelsen blev Søren ikke længe, det var ikke det, som han havde regnet med. Det var meget baseret på den klassiske sangtræning og nodelære.
“Jeg skiftede til en masse hård rock, det viste sig at være en fantastisk vokaltræning, fordi man skulle synge højt. Jeg fik et veltrænet instrument, og var ikke i tvivl om, at jeg skulle bruge det til noget”, fortæller Søren.
Søren flyttede allerede hjemmefra, da han var 16 år. Han klarede sig selv, og arbejdede på en fabrik, indtil han kunne flytte til Aarhus.
Aarhus
I perioden mellem 1989 – 1990 flyttede Søren til Aarhus, han kendte ikke rigtigt nogen i byen og startede på Langkær Gymnasium.
I gymnasiet bliver Søren hurtigt en del af et musikermiljø, han kommer med i skolens big band. Han kommer også med i et soulorkester, der hed Soul Only, som iøvrigt turnerede med store navne som Ivan Petersen, Mek Pek og Nicolai Steen.
“Bandmæssigt var vi sådan en “Commitments størrelse før filmen”, vi åbnede Midtfyns Festival i 1993 – det tog hurtigt fart. Fra 1990 til 1994 spillede vi sådan set, hver weekend. Jeg levede som udøvende musiker, det var det jeg drømte om foran spejlet, vi spillede for alt fra 15 til mange tusinde mennesker, så jeg fik fint afløb for det”, siger Søren.
Mødet med Langkær Gymnasium bød også på vigtigere ting end musik, det er her at Søren møder sin store kærlighed, Louise, som han stadig er gift med. Hun var kun 17 år og Søren et år ældre, da de på en tur til Norge med et musicalprojekt, hvor Louise er i dramagruppen og Søren i bandet.
Musicals
Louise ser, at der søges skuespillere til opsætningen, “Maya i Ridehuset”, den opsætning søger Søren og og får en understudy (standin) for de to mandlige hovedroller og kommer med i ensemblet.
Hvordan var det at være understudy, vil man ikke gerne på scenen?
“Jo man håber selvfølgelig altid at komme på scenen, men det var bare fedt og jeg var opslugt af det. Jeg kæmpede for at kunne lære at danse uden at falde i gennem, der var mange kompetencer, der skulle bringes op på niveau. Det var en fantastisk tid med et flot cast, vi var alle små unge Aarhusskuespillere som alle blev til noget”, siger Søren
I 1994 får Søren sin første hovedrolle som Danny Suko i Grease, da den spiller i Musikhuset i Aarhus. Søren læser dramaturgi i et år og skifter til musikkonservatoriet med den rytmiske sang i fokus.
“Jeg husker det som en fed tid, på det tidspunkt havde jeg to originale bands, i det ene band skrev jeg hovedsageligt det hele. Det ene, Audia, var sådan et rockorkester med to trommeslagere, tre guitarister og en bassist. Vi var en blanding af amerikansk traditionrock, der møder Queen. Det andet, Days At The Lighthouse, var et poprockorkester, hvor der mere var fokus på det gode hit”, siger Søren
Tekstuniverset i Audia er, søgen efter svar på de store spørgsmål. Søren er optaget af verden i både micro og makro. Fra debutalbummet i 2004 Great Dividing Strange synger en yngre Søren Møller på sangen Mother Nature om at det er gået galt og at vi ikke fandt ud af, at vi gjorde det på vejen.
Samtalen flyder og vi når næsten ikke at drikke af vores kopper, Søren bliver en smule filosofisk så jeg fortsætter bare med at notere.
“Samfundet er blevet mindre rummelig eller tolerant end det var i 70erne og 80erne. Vi kan mere og mere og vi bliver dygtigere, men vi bliver ikke nødvendigvis klogere og bruger vores viden hensigtsmæssigt. Jeg har haft flere muligheder end mine forældre og mine børn får endnu flere, men vi er nogle fjolser til at forvalte det”, siger Søren.
Fredericia, men stadig Aarhus
Søren bliver ansat på Det Danske Musicalakademi som timelærer ved opstarten i 2000, men der går ikke lang tid før hans opgave eller mission kræver noget andet. Han havde sammen med en kollega på Musikkonservatoriet lavet en gennemgribende revidering af studie ordningen.
“Det gjorde at jeg havde en frisk erindring men også flair for hvordan en uddannelse skulle struktureres, det gjorde at jeg gik allin på at sætte en uddannelse i system, gøre den tidssvarede og skabe en professionel elite uddannelse” siger Søren.
Søren bliver studieleder allerede året efter i 2001, han nævner Uffe Steiner, Inger Davidsen og Helge Reinhardt som dem der lagde grundstenene for Det Danske Musicalakademi.
“Helge Reinhardt var ham, der der fik det til at ske med bygningen og med funding. Man kan sige, at han var iværksætteren og jeg var arkitekten på uddannelsen”, siger Søren.
I 2005 bliver Søren så Rektor, han turnerede stadig, mens han var studieleder, men nu blev det fulde fokus sat i fæstningsbyen. Søren mener, at det handler om at gøre en forskel og den gjorde han bedre bag skrivebordet end på scenen.
Fredericia Teater
Inden Søren bliver den anerkendte leder af Fredericia Teater, som han er i dag, når han selv at stå på den store scene i Prinsessegade. Det bliver til flere roller frem til 2005, men den han husker bedst, er drømmerollen som Jesus i Jesus Christ Superstar.
“Jeg troede ikke, at jeg fik rollen, jeg var for det første mørkhåret, Jesus har langt lys hår og skæg. Jeg fik rollen, det var fantastisk, når det gik godt dengang så solgte man 7 – 8000 biletter”, siger Søren.
Søren var blevet spurgt et par gange om at blive leder af Fredericia Teater, men havde sagt nej. Akademiet var ikke afsluttet, det var en ambition, at det skulle statsliggøres, det skete fra 2012.
Da Søren så sagde ja i 2010, havde han halvandet, år hvor han både var Rektor og Teaterdirektør, men det var nødvendigt.
“Efter et halvt år meldte jeg ud, at det gik ikke, det går jo, men det udvikler vi os ikke på. Jeg satte nogle krav for hvordan vi skulle udvikle os, vi skulle spille nye ting, ting, der ikke var spillet eller ting, vi selv udviklede. Vi skulle have biografen med, så vi også kunne spille små ting. Jeg sagde også, at det kommer til at give underskud. Man kunne se det som en investering eller man kunne lade være, begge dele var fine med mig”, fortæller Søren om kravene.
Det var sådan Søren præsenterede den nye profil, som vi kender i dag, det tog tid at opbygge et publikum.
“Det var det, der manglede”, siger Søren uden tøven og fortsætter, “Det kom også til at give underskud, det bølgede frem og tilbage, mere end nogen kunne forestille sig”.
Da Søren satte sig i direktørstolen stod publikumsrekorden tilbage fra 2000 på 18.000 solgte biletter til opsætningen af Chess. Første store milepæl kommer i 2011, da Søren melder ud at han regner med at sælge 30.000 billetter til Europa premiere på Aladdin.
“Folk troede, at jeg var åndssvag, men vi endte med at sælge 106.000 biletter, som organisation var vi ni mennesker, nu er vi cirka 50 medarbejdere”, siger Søren om første gang, de slog rekorden.
Siden Søren holdt sin receptionstale, da han tiltrådte, er der sket det, som han sagde, der ville ske. Alle fredericianere ved efterhånden, når der er noget nyt teater i byen, så vi dvæler bare ved et par få af de tal, Søren nævner.
Biletter på landsplan, Shubidua 180.000, Seebach 207.000, og målet om at sælge en kvart million på en sæson er også nået.
Efterhånden som samtalen skrider frem, tegner der sig et billede af en mand, der ved han vil, der ikke er bange for at melde sine mål ud og så også nå dem. Søren var kompromisløs, da han stak retningslinjerne ud for ledelsen af Fredericia Teater. Ligeså kompromisløs og fremsynet er han også omkring et nyt Fredericia Teater
Nyt Fredericia Teater
“Jeg er sikker på, at vi skal udvikle os videre og hvis jeg skal være chef så, skal vi have en ny ramme. Vi har nået max i Prinsessegade, det er både på og omkring scenen. Fredericia Teater er ikke bygget til 100.000 teatergæster om året. Det det er en gammel vidunderlig bygning, men den arbejder i mod os og hvad vi kan”, siger Søren om et nyt teater i Kanalbyen.
Søren mener, at Fredericia Teater er et så anerkendt brand i sig selv at biletterne ikke bliver solgt på rammerne, men det indhold og den høje kvalitet som produktionerne leverer.
“Jeg plejer at sige, at folk kommer ikke på grund af bygningen, stole eller klimaanlæg, men fordi forestillingerne er i særklasse. Det gør, at folk har stor tillid til brandet, Fredericia Teater, tænk hvis bygningen også var en attraktion i sig selv, og tænk hivs vi kunne ramme en kvart million om året her i Fredericia alene”, siger Søren
Det ville i følge Søren være både godt for erhvervslivet og byens videreudvikling. Vi har allerede fået status som national musicalteater, så med et nyt teater ville vi kunne komme op og måske også få udenlandske turister.
“Det er ligesom, når turister besøger Billund for at tage i Legoland, det handler ikke om, hvor man er, men kvaliteten af det, man laver. Omkring udviklingen af Kanalbyen er jeg ikke bange for det går ud over den eksisterende bydel. Jeg har fulgt det fra, der lå fabrikker selvom området næsten er ligeså stort som byen, selvom vi om nogle år bliver flere, har vi altid voldene til at omslutte os. Jeg tror samlet, at det kan blive verdens største landsby, fordi vi med voldene har en tryg ramme, der er hyggelig. Det får ikke en storby fornemmelse, uden det ikke også kan være urbant, det kan jeg kende fra Aarhus, siger Søren om byudviklingen.
Hvordan er det at være med til at give byen liv, når der kommer mange musicalgæster til?
“Det er fantastisk at lede en kulturorganisation, der gør en forskel. I en storby er det ikke sikkert, at det bliver værdsat, som det gør her i Fredericia. Jeg oplever byen som medspiller og jeg ser også, at vi har et ansvar over for byen, jeg skal til en hver tid forsøge at tiltrækkes så mange mennesker til Fredericia ved, at det vi laver, har et appeal til mange mennesker. Det vil jeg gerne gøre uden at gå på kompromis, selvom vi har et kommercielt brand, som vi alle kender og kan forholde os til, så skal der være kalorie i det. Man skal gå ud rigere, end man går ind”, siger Søren.
Endelig Fredericia
Selvom Søren har haft nok og se til i Fredericia, så er det faktisk først i 2008 at familien rykker til fæstningsbyen. Der er blevet pendlet heftig fra smilets by og da han lander med sin kone Louise er der kommet to børn med i bagagen, Sofia som blev født i 2002 og Selma fra 2007.
Familien bor ved Østerstrand, som også er Sørens yndlingssted i Fredericia. “Østerstrand er en perle, der er smukkere end ved stranden i Aarhus. Der er kommet liv ved Østerstrand, hvilket er endnu en driver for byens udvikling, det er et naturmekka med liv”, afslutter Søren.
Kaffen er ikke bare blevet kold, koppen er tom. Jeg har fået et billede af en hårdtarbejdende mand. Søren ved, hvad han vil have; et nyt teater i verdensklasse. Han er også en mand, der har haft mange kasketter, derfor er jeg stolt over at overrække ham titlen, han ikke har haft før: Søren Møller, Ugens Kurt.