Fredericia AVISEN møder Mads Täkker på Kurts Kaffebar, frosten er atter blevet en følgesvend i fæstningsbyen. Klokken er et par minutter over aftalt, men Mads sidder allerede klar med sort kaffe i koppen.
Mads Täkker er en erfaren herre, trods sine 29 år, som han rundende i fredags. Han sidder overfor mig, nydelig i en polo, håret sidder blæst bagover og trods hans tatoverede arme, har han en mild fremtoning.
Mads er født i Fredericia, han har altid boet i Fredericia og kan ikke tænke sig at bo andre steder. “Jeg tvivler på, om jeg nogensinde forlader Fredericia, jeg er så glad for at bo her”, siger Mads.
Skjoldborgvejens Skole var stedet, hvor Mads startede tilbage i 0. Klasse med skolemælk i rygsækken og forlod skolen igen i niende klasse. Mads startede på fælles tiende i Erritsø, fordi han var i tvivl; skulle han på Handelsskolen eller på Teknisk Skole, ville han gå sælgervejen eller skulle han vælge kokkevejen?
Men Mads faldt allerede i gryden som ganske lille
“Min onkel havde Kjærs Hotel i Nr. Nebel, der fik jeg nok interessen for kokkefaget. Mine forældre havde sommerhus der, så jeg brugte mange sommerferier på at skrælle kartofler og vaske op. Det føltes ikke som et fritidsjob, men mere noget jeg godt kunne lide”, siger Mads.
Fik du ros af onkel dengang?
“Min onkel var kok, så der var nok mere skældud”, griner Mads.
Mads blev opvasker på Hannerup Skov i en alder af fjorten år, han kunne mærke, at kokkefaget voksede i ham, derfor droppede han ud af fælles tiende og startede på Teknisk Skole på Hansenberg i Kolding. Efter et 20 ugers grundforløb kom han i kokkelære 1. november 2006 på Hannerup Skov, så det betalte sig af vaske tallerknerne grundigt.
“Da jeg var 16 var jeg nok en lidt vildere dreng end gennemsnittet”, smiler Mads og fortsætter, “det var sundt for mig med faste rammer og disciplin”.
“Ja tak, Nej tak og ikke forstået”, er ting som ligger helt dybt i Mads og en øvelse, der gjorde, at han ikke behøvede at udtjene en militærværnepligt, da han fik disciplinen ind via uddannelsen.
Efter halvandet år gik Hannerup Skov desværre konkurs og uddannelsen skulle afsluttes andetsteds. De to læremestre er i dag begge forpagtere: Jesper Hedegård er forpagter af Skyttehuset i Vejle og John Amstrup er forpagter af Dyvig Badehotel.
Mads afsluttede sin læretid og kunne kalde sig kok efter et kort besøg på Kryb I Ly og den sidste tid på Restaurant Carlslund i Odense. “Jeg fik på den måde en alsidig uddannelse med lærdom alle tre steder”, siger Mads.
Som 20 årig var Mads udlært og klar til at svinge kniven, han tog ned til sin tidligere læremester John Amstrup, som var ved at åbne Dyvig Badehotel.
“Jeg skulle bare hjælpe ham i gang tre måneder, det blev så til tre år. Der var to forskellige restauranter i en, brasserie som er det klassiske franske køkken og gourmet som den fine afdeling. I den fine afdeling kørte vi ofte hele menuer på Flora Danica tallerkener”, siger Mads om tiden på Dyvig Badehotel.
Mads havde ambitioner og benene sad ikke kun i kødet, han serverede, men også i hans egen næse og han sprang derefter ud som souschef i Faaborg på Hvedholm Slotshotel. Mads fortsatte den kulinariske rejse og blev tilbudt en køkkenchefstilling på Gram Slot, selv om han fik det samme tilbud i Faaborg.
“Hvedholm Slotshotel, der var alt etableret og det var hurtigt blevet et almindeligt job. I Gram var der flere ting, der skulle løftes, laves om og tilpasses, det tiltalte mere mig”, siger Mads.
I halvandet år arbejdede Mads på højttryk med kun få timers søvn – han var ung og havde selvfølgelig optjent en portion erfaring, men ikke ikke erfaring i at skulle lede fra øverste hylde af den gastronomiske branche.
“Jeg husker direktøren sagde, at jeg var en nyudklækket kylling og nu ville han give mig chancen for at blive en hane. Det gjorde, at jeg arbejdede endnu mere for at få tingende til at fungere”, siger Mads.
Mads var 23 år gammel, da han startede på Gram Slot og undervejs voksede de til, at der var fire udlærte kokke og en kokkeelev.
Masterchef
Mads fik også en noget anderledes oplevelse, der gjorde farmand stolt og forundret. Sønnike tonede lige pludselig frem på Tv3-reklamerne uden familien var briefet.
Chefen sendte en sms klokken fire om natten, at han skulle huske skjorte og blazer jakke. Gram Slot skulle være lokation til en semifinale.
“Jeg mødte op til et stort tv-hold, uvidende om, hvad der foregik, indtil værten Thomas Castberg kom og gav mig hånden og sagde, at jeg skulle sidde ved dommerbordet i semifinalen i Masterchef. Jeg husker, at min far ringede og sagde, “hvad fanden – har jeg set min søn i en reklame for Masterchef”? Han var stolt”, siger Mads.
Programmet blevet filmet i en stille periode på slottet og vist i en meget travl periode. De havde ikke fået en mail om, hvornår det blev sendt ud til millioner af seere, så de så det efterfølgende. Da Mads så det, tænkte han, “det er jo bare Mads på 24 år, der godt kan lide at lave mad, som sidder der ved dommerbordet”.
At skulle være far
Mads var glad på slottet i Gram, men hans kæreste kom med en nyhed, der gjorde, at han reviderede livet og ville hjem til Fredericia og arbejde. Han skulle være far, mere far end kok, så han blev køkkenchef på Cozy i Fredericia.
Han var 26 år og ville prøve at få et lidt mere stille liv. Hans nuværende kompagnon Thomas Schmidt Jensen var souschef og de skabte noget godt sammen.
“Det eskalerede vi gjorde noget rigtigt, det væltede ind med mennesker. Det var fantastisk og en dag blev jeg hvisket ind i øret, at Bent Jensen ville sælge Perhaps”.
Skyerne over hovedet på Mads var i dilemma; at blive selvstændig var måske ikke vejen til et roligere liv. Men tankerne om muligheden forfulgte Mads natten over og en snak med Thomas gjorde, at de allerede ringede til Bent Jensen dagen efter. Cirka 20 dage efter, den 1. juni dannede han et partnerskab med Thomas om Perhaps.
Perhaps
“Da vi overtager Perhaps, er vi ikke helt klar over, hvilken retning vi skulle i, det var som om, at vi regnede at skulle køre lige over i en rundkørsel, men tog en anden vej. Vi navigerede derfra og der er sket en del, vi gik fra de klassiske spanske tapas til mere nordisk inspirerede tapas,” siger Mads og fortsætter:
“I dag laver vid nogle retter, som vi synes er fantastiske bare i tapasform.”
Mads og Thomas har haft Perhaps i to og et halvt år, men cv’et og samtalen gør nok også, at intet er udelukket omkring fremtiden.
Børn og fritid
Mads og kæresten Anja Langemose fik deres søn Joshua den 22. September 2016.
“Selvfølgelig arbejder vi meget, men vi kan selv bestemme tiden og i kraft af, at vi åbner klokken 11, har jeg min søn hver morgen. Vi har vores rutiner med bad og morgenmad, det er ren far og søn hygge. Jeg giver selvfølgelig afkald på noget eftermiddagstid, men sidder ikke med tankerne om, at jeg er fraværende”, siger Mads.
Judo var en stor del af teenageårene, hvor Mads´ far var formand for Fredericia Judo og Ju-jutsu Klub i 20 år. Mads trænede judo i cirka fire år.
Mads ser sig selv for egoistisk til holdsport, “Hvis man taber, så er det ens egen skyld” siger Mads. Det er derfor, han blandt andet har et hvidt løvehjerte, der banker for FCK. Han har taget mange ture over bæltet til Parken sammen med sin ven Nicklas Hoffmann, ligesom de har været på diverse udebaner for at følge byens hold fra København. Det er den holdsport, det bliver til som fan.
“Nu er det mere Joshua og far, der ser kampene foran tv fremfor at tage turen til København, sønnike er blevet indoktrineret og jubler med, når de scorer”, siger Mads.
Mads og Anja skal giftes 13. april 2019, for 5,5 år siden blev de kærester og den 13. april 2018 – en fredag, friede Mads, så passer det med bryllup på en lørdag. Planlægningen er i orden, den første december i år, overtages et nyt hus, og Mads håber på flere børn.
Tatoveringer
Tatoveringer betyder meget for Mads, hele hans ryg er tatoveret og det begynder også at brede sig ned af begge arme. Han fik den første på sin 18 års fødselsdag og et projekt, han havde tiltænkt til armen, synes tatovøren var for stort til armen, så over to og et halvt år er ryggen blevet dekoreret. Selvfølgelig har han sin søns navn på armen og en anden tatovering erklærer troskab til FCK.
Interviewet er slut, men vi nåede af fylde kopperne flere gange undervejs. Det var hyggeligt og den lune samtale, gør det svært at forlade sofaen og varmen på kaffebaren.
