Ugens Kurt: Kristian Lykkebo. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Kristian Lykkebo er kulturkonsulent i Fredericia Kommune, og spillede en hovedrolle i Trekantens Festuge. Lykkebo har nu været en tur i den varme stol på Kurt’s Kaffebar, hvor han fortæller om blandt andet festugen, men også sin baggrund som gymnasielærer.

Lykkebo er opvokset og født i Vestjylland, men har siden boet i Aarhus og Kolding, hvor han har boet i en del år.

Vi starter med at spole tiden tilbage til Lykkebos ungdomstid, og spørger ind til, hvad han har lavet.

“Jeg har siksakket og kom sent i gang med at læse. Jeg droppede ud af gymnasiet og arbejdede på børneteater, folkemusik og spillede klassisk guitar. Jeg lavede alle mulige ting indenfor kunst,” indleder Kristian Lykkebo, der efter tiden i forskellige vestjyske byer drog til Aarhus:

“Jeg flyttede til Aarhus, hvor alle mine venner flyttede op, så kom jeg ind på et lager og da jeg så mennesker på lageret, der havde  altid har været der, så skulle jeg i gang med at læse, da jeg ikke ville ende som dem. Jeg tog en HF og kom så på universitet, hvor jeg tog en kandidat i musik og engelsk,” fortæller Lykkebo, som både blev gift og fik sit første barn, da han gik på universitet.

“Min kone læste samtidig medicin på Aarhus Universitet. Det er tit man ser par, hvor man laver det samme, men sådan er vi ikke. Efter vi blev færdige med at læse, flyttede vi til Kolding. Vi så Kolding som en god base for os jobmæssigt. Vi vidste, at vi ville komme til at skifte job de første par år, og vi ville ikke flytte rundt efter jobbet, og derfor var Kolding smart. Inden for en overskuelig afstand er der 30 gymnasier, og også mange sygehuse. Vi har boet i det samme hus siden 1997, og bor her stadig,” forklarer Kristian Lykkebo.

Hvad begyndte du at lave, da I flyttede til Kolding?

“Først blev jeg lærer på Tørring Gymnasium og siden to år på Rosberg Gymnasium. I 2001 blev jeg fastansat på Fredericia Gymnasium, hvor jeg var med til at sætte flere musicals op,” siger Lykkebo og kommer ind på, hvad han tænkte om Fredericia, da han blev ansat på gymnasiet:

“Jeg tænkte ikke ret meget om Fredericia. Jeg tænkte ikke meget om byen. Jeg var optaget af arbejdet og så at komme hjem til familien. Jeg vidste godt, der var noget med 6. juli og alt det der. Jeg oplevede mange elever på gymnasiet, der havde en tilknytning til religøse samfund. Det hæftede jeg mig ved. Ellers havde jeg ikke noget indtryk af byen,” fortæller Kristian Lykkebo.

Hvad skete der efter tiden på Fredericia Gymnasium?

“Jeg havde været der i nogle år – jeg havde været gymnasielærer i 10 år, så ville jeg prøve noget nyt. Der åbnede et kulturcenter i Kolding, der hedder Nicolai. Jeg blev leder der. Jeg sprang væk fra at være gymnasielærer og kom ud i kulturen. De fleste bliver i den branche, men jeg ville noget nyt. Så kom jeg i kulturbranchen og arrangerede klassiske koncerter, designaktivteter, kunstudstilinger og lignende,” fortæller kulturkonsulenten, som efter tiden på Nicolai kom til Fredericia i den stilling, som han har den dag i dag:

“Jeg skulle lære byen at kende og komme ind under huden på byen. Nogen gange forestiller man sig, at provinsbyer er de samme, bare med andre navne, men man finder ud af hver by har så meget kultur. D. 1. marts 2016 startede jeg her. Det har været sundt at finde ud af, at man gør tingene anerledes og man taler anerledes. Det er andre ting, der virker, og andre ting som skal til,” forklarer Kristian Lykkebo.

Netop det leder os hen på det aktuelle emne, Trekantens Festuge. Det er en stor del af Lykkebos jobbeskrivelse.

“Det der fylder mest er trekantsområdets festuge og kulturnatten. Jeg er også i koordinationsgruppen med de andre byer i kommunen. Jeg er enormt optaget af samarbejdet mellem kommunerne,” fortæller Kristian Lykkebo og kommer ind på arbejdsbyrden i forbindelse med festugen:

“Det er hårdt, fordi der er mange bolde i luften og hvem der er hvor og hvornår. Det er sjovt, fordi man kommer i kontakt med mange mennesker, som er begejstret for hvad vi de laver. Lige fra foreninger til kunstnere. Hr. Skæg havde jeg ikke dialog med, men der er andre, hvor vi udvikler tingene sammen som Iris Bakker med hendes tegninger.”

Hvordan synes du festugen gik?

“Jeg synes, at det gik fantastisk, vi har haft en fed festuge. Den her gang har vi virkelig fået hele ugen til at være en kulturuge. Der var koncerter hele tiden og lignende. Det var ikke bare lige på kulturnatten, at den fik et ordentligt skrald. Jeg var også glad for kulturnatten, fordi vi fandt et fint leje, hvor kulturen var i fokus. Andre steder var der mange DJ’s og scener. Lidt som Sommerrock. Det er mere byfest. Det er svært at få øje på det kulturelle på der. Her lykkedes vi med at få kulturen i fokus i mere afdæmpede rammer, synes jeg. Det er jeg glad for. I år lykkedes vi med at have noget for alle. Der var noget fra børn, til de unge, ja alle. Det håber vi at gentage til næste år,” siger Lykkebo og slutter af med, hvad der kan forbedres på kulturelle plan i Fredericia:

“Der er meget at gøre i Fredericia endnu, synes jeg. Der er ting, hvor jeg tænker, at vi har brug for at tage næste skridt. Det har jeg det fint med at være en del af. Der er flere kulturelle punkter, hvor man kan hæve ambitionerne og niveauet. Der er områder, som man kan udforske. Blandt andet kunstområdet, det er spændende om man kan gøre en indsats der,” lyder det fra Kristian Lykkebo.

Fakta Kristian Lykkebo

51 år
Havde Sølvbryllup sidste år
Har to børn på 20 og 24 år
Født i Vestjylland, nord for Varde
Kulturkonsulent i Fredericia Kommune