Michael Højgaard, Ugens Kurt
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

56-årig Michael Højgaard blev sidste år ansat som adm. direktør i Caverion Danmark, og har sit kontor på Vejlevej i Fredericia. Michael fortæller i Ugens Kurt om, hvordan han vil udvikle Caverion, hans arbejdsmæssige baggrund i blandt andet Grønland og livet i Fredericia, som han flyttede til i november sidste år.

Klokken er 09:58 og jeg ankommer til Kurt’s Kaffebar. Tæt på døren står en herre i jakkesæt, som jeg tænker er Michael, og ganske rigtigt. Det er den adm. direktør for Caverion. Vi finder et ledigt bord indenfor, hvor der er fyldt til randen – både af kaffe og gæster. Michael spørger om det altid er sådan, og vi snakker lidt om løst og fast, inden vi tager hul på den seriøse snak.

Med omkring 1.000 ansatte er Caverion en virksomhed af en vis størrelse. Det lyder umiddelbart som en stor mundfuld at holde styr på, men Michael har ballasten i orden på det punkt.

”Jeg har været direktør før i en stor konkurrence virksomhed, men det har været rigtig fint. Jeg kommer til en virksomhed, som i Fredericia er rigtig stor. Vi er 1000 ansatte, så det er ok stort. I fortiden var den endnu større. Virksomheden har haft det svært i en årrække, og min opgave er derfor at få styr på virksomheden. Vi skal som alle andre blive mere strømlinet, mere kundeorienterede, men det kan man kun gøre med effektiv forretning og processer. Vi har levet en omtumlet tilværelse med dårlige resultater,” siger Michael Højgaard.

Hvordan skal den omtumlede tilstedeværelse rettes op?

”Det handler om at ansætte en ordentlig ledelse, have et godt ledelsesteam og dedikerede teamledere til det enkelte område. Der har været adskillige af de der chefer, der var holdt op da jeg kom. Min første opgave var at bygge en ny ledelse. Mange af dem sidder på vores hovedkontor i Fredericia i dag, hvor man tidligere sad i København. Jeg samler dem primært her, men i de sidste 4-5 år, har man ikke haft en der sad her. Alene det, at jeg er her, og har Fredericia som hovedkontor gør, at vi bygger en ny ledelse op omkring hovedkontoret og byen.”

Som forholdsvis ny adm. direktør i Caverion har Michael Højgaard også sat sig nogle mål for virksomheden. Direkte adspurgt om, hvor Caverion er om tre år svarer Højgaard:

”Så skulle vi gerne være i den her branche, som vi er her, hvor vi er blandt de største. Vi skal være der, hvor Caverion kommer ind i kampen og har den retmæssige størrelse. Fordi vi har haft økonomisk dårlige resultater, så bliver en virksomheden indadskruet. Vi skal ud at fylde i branchen og have vækst, tjene penge. Vi har vækst, vi er blevet en spændende arbejdsplads, der rekrutterer medarbejdere og vi skal fylde i de store danske byer og i vores gamle hjemområde, som Fredericia er. Om tre år giver vi overskud, har flere medarbejdere og bliver opfattet som en moderne og fremgangsrig virksomhed,” forklarer Michael.

Michael Højgaards fortid i Grønland

Michael Højgaard har ad to omgange været ansat i en grønlandsk virksomhed, nemlig hos Air Greenland. Om tiden på Grønland fortæller Michael følgende.

”Det var superspændende. Det var noget helt andet. Der er paralleller i at drive virksomhed udover et stort område. Air Greenland beskæftiger mange over hele landet der, så på den måde er ledelsesopgaven den sammen, selvom man laver noget helt andet. Det var fire gode år deroppe, hvor jeg arbejdede i en anderledes kultur end den danske,” fortæller han.

Kan du beskrive den kulturforskel arbejdsmæssigt?

”Når man arbejder for Air Greenland er kulturforskellen stor, fordi de er store med velkvalificerede faggrupper. Jeg har kun arbejdet for Air Greenland og ved derfor ikke helt forskellen på mindre virksomheder deroppe,” udtaler Michael Højgaard, der fik oplevet lidt af hvert i det grønlandske:

”Jeg har været meget rundt. Det er på mange måder et helt andet samfund. Det er et udviklingssamfund, hvor rigtig mange ting i samfundet kører efter andre principper og normer. Det gennemsnitlige uddannelsesniveau er meget lavt. Familiekulturen fylder meget, hvor relationerne til at hjælpe hinanden, og naturen fylder mere. Så er der rundt omkring mange sociale problemer, hvorfor medarbejdere er svære at rekruttere. ” siger Michael og fortsætter:

“Jeg har lært at arbejde med respekt for at folk er meget forskellige, selvom man har forskelligt sprog og baggrunde, så handler det om, at alle mennesker kan noget. Bare fordi de ikke taler dansk eller ikke er lyshårede, så skal man indrette sin virksomhed, så der er plads til alle mennesker. Specielt den første gang jeg var i Grønland, fik jeg et rummeligt syn på, at der er mange forskellige sandheder og mange måder at gøre tingene på.”

Michael flyttede til Fredericia og blev overrasket

Da Michael blev ansat i Caverion kiggede han straks på et sted at bo i og omkring Fredericia. Umiddelbart var planen dog at bosætte sig på fynssiden af Lillebælt, men planerne ændrede sig – og det fortryder Michael ikke.

”Vi havde egentlig kigget i Middelfart og Strib, hvor jeg har en søster. Det område kendte vi lidt i forvejen, men Fredericia-siden er fantastisk. Det overraskede os, og mange andre i vores netværk i det hele taget, at Fredericia er en flot og spændende by,” siger han og kommer ind på, hvad han synes om Fredericia:

”Jeg er overrasket over naturen og strandområdet og det faktum, at der samtidig er meget by. Jeg har været her arbejdsmæssigt adskillige gange, men jeg har ikke rigtig været i byen, hvor man opfatter, by, skov og strand. Den opfattelse havde jeg ikke. Der er også teateret, som er imponerende. Det har overrasket mig, der er så mange ting og tilbud fra øverste skuffe.”

Hvad bruger du fritiden på?

”Jeg er naturglad. Jeg bader hver morgen i Lillebælt på Østerstrand. Jeg bader, jeg cykler, løber og vandrer meget. Vi har vandet og skoven tæt på. Jeg kan også cykle på arbejde – jeg har fem kilometer til arbejde. Det er første gang i mit liv, at det er en mulighed. Hvis jeg ikke skal til møde eller andet, så cykler jeg. Jeg har også prøvet, at min hustru kører mig om morgenen, og så løber jeg hjem til fyraften. Det er fantastisk med den nærhed her i byen. Familie og venner fylder også meget, jeg kendte allerede folk her. Jeg kender folk fra Middelfart og Strib, så allerede inden vi kom, havde vi bekendte. Vores naboer har været gode til at tage imod os også, så det er rigtig fint,” udtaler Michael, som også nævner kulturelle tilbud på Fredericia Teater og i Tøjhuset, som noget han benytter sig af.

Fakta Michael Højgaard
Alder: 56 år
Gift med Helle
Startede som Adm. Direktør i Caverion Danmark 1. september 2017
Har boet i Fredericia siden november 2017
Uddannet ingeniør og civiløkonomi fra Copenhagen Business
School og DTU Lyngby
Fem børn i alderen 20 – 33 år

https://www.gfforsikring.dk/kontakt-gftrekantomr%C3%A5det