Thomas Renneberg-Larsen, indehaver af Momenti.. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Thomas Renneberg-Larsen er en travl mand, rigtig travl. Den 46-årig fredericianer er indehaver af Momenti A/S, mens han også besidder en rigtig travl bestyrelsespost i Fredericia Håndboldklub. Som Thomas selv udtrykker det, når den ikke står på Momenti-arbejde eller sit virke i FHK: ”Så er der ikke flere timer tilbage i døgnet”. Læs her historien om den travle erhvervs- og håndboldmand i Ugens Kurt.

Solen skinner, og sveden løber ned af panden. Det er fredag, og solen står lige på. Den sorte kaffe er pakket væk for mit eget vedkommende, og erstattet af en iskaffe denne sommerdag. Thomas kører selv den varme stil, og bestiller en americano.

Vi starter med at spole tiden tilbage til Thomas Renneberg-Larsens unge dage, og hører historien om hans skolemæssige opvækst.

”Jeg gik på Fredericia Realskole. Nogle af lærerne jeg har haft, har ungerne også haft, så det er lidt sjovt. Det var en god skolegang, og jeg fik lært en masse. Det var en meget boglig skole med orden i sagerne,” husker Thomas og kommer ind på, hvad den stod på efter tiden på Realskolen:

”Jeg gik på handelsskolen i tre år, og kom efterfølgende i lære i Intersport i Fredericia i to år, hvor jeg fortsatte et år efter jeg var udlært. Efter det skulle jeg prøve noget andet, og fik en uddannelse ved Fredericia Kommune på skattekontoret.”

Blev medejer i HC Sport og startede sidenhen eget firma

Men fra at tage en uddannelse på skattekontoret til at havne i den branche, som er blevet Thomas’ beskæftigeles er noget af et spring. Hvordan det kan lade sig gøre svarer Thomas Renneberg-Larsen her på.

”Nogle gange kan det ændre sig. Da jeg var i lære arbejdede jeg fredag og lørdag eftermiddag i Intersport i Vejle, så nogen kunne holde fri. Da jeg var udlært i Fredericia, fik jeg tilbud om at være med i erhvervsafdelingen og om det ikke var noget jeg skulle prøve af. Det var et spændende tilbud, som jeg ikke kunne sige nej til. Der var jeg fra 1997, og året efter blev jeg tilbudt at være medejer i HC Sport og kom med i ejerkredsen,” forklarer han og fortsætter:

”Jeg var ung. Jeg ville lære om ledelse og indkøb, og så drømte jeg om at eje min egen sportsbutik, lære en masse ledelsesmæssigt og indkøb osv. Det var jeg glad for. Nogle år efter skulle en ejer købes ud, så var vi tre tilbage og så fik jeg større ansvar, og det endte med vi købte flere butikker i Kolding og Haderslev. Til sidst havde vi seks detailbutikker og erhvervsafdelinger. Vi havde butikker i Fredericia, Haderslev og Vejle, hvor jeg havde ansvar. Der var vi 20 ansatte i koncernen i HC Sport. Vi var 120 i alt i hele kæden.”

I 2010 skete næste skridt i Thomas Renneberg-Larsens erhvervskarriere. Han startede eget firma op med kompagnonen Ulrich Nicolajsen.

”I 2010 snakkede vi generationsskifte i sportsbutikken, og der blev vi enige om, hvornår det skulle ske. Vi var tre, der ville prøve noget andet. Ulrich og jeg startede så Momenti i 2010,” siger Thomas, der dog ikke var helt på udebane med Momenti, da det er meget samme koncept som i HC Sport:

”Det var mindre format med udelukkende salg til klubber, efterskoler, erhverv og des lige. Lige i starten skulle man vænne sig til det, og være en del af noget større. Vi fandt vores niche og hvad vi er gode til,” udtaler Thomas.

Håndboldmanden Thomas Renneberg-Larsen

Uanset gesjæften har der altid stået håndbold på den for Thomas, og derfor falder det naturligt ind, at han har noget med Fredericia Håndboldklub at gøre, hvor han i dag sidder i bestyrelsen.

Om hele tiden med håndbold fortæller Thomas følgende:

”Jeg har spillet håndbold siden jeg var 6-7 år, og altid været i hallen med min mor og far. Jeg er nærmest vokset op der. Jeg spillede med på førsteholdet i et par sæsoner 1997 og 1998 og hvor jeg blev medejer af H.C Sport og skulle vælge, hvad jeg ville. Fremtiden var at være selvstændig fremfor håndbold, så det prioriterede jeg. Jeg spillede lidt på andetholdet og trænede lidt hold. Lige pludselig endte jeg med at være med i det sportslige med Mogens Jeppesen, Per Hunniche og Klaus Andersen dengang. Det var spændende. Vi var med indtil det blev professionelt og holdt så pause. Vi var bare glade amatører, men så kom der professionelle folk til og vi tog en pause. I 2010 trænede Bent Jensen og jeg vores børn i U10 og U12. I 2012, hvor vi gik konkurs, var det Per Hunniche, Karsten Bording, Per Holm og en helt masse gamle spillere, der ville rette op på håndboldklubben. Mine børn spillede der også. Vi skulle være med til at redde klubben, og sådan kom vi ind i det igen. Nu er vi i 2018.”

Hvordan har rejsen været fra at være en klub i ruiner til nu at være en bestanddel af toppen i 1. division på herresiden?

”Det har været en god rejse. Da det så sortest og vi ikke kunne betale regningerne, det har været helt vildt. Man kan se hvordan klubben blomstrer og alle de frivillige og dem der er med omkring, det er som om folk gerne vil FHK og det betyder meget for dem. Det har været dejligt, at mange har bidraget til at genrejse FHK,” udtaler Larsen, som han kaldes i daglig tale, og kommer ind på et særligt øjeblik i den ”nye” tid med FHK:

”Det år, hvor vi blev årets håndboldforening i 2014, det var et skulderklap med, at vi var på rette vej. Man bliver glad, når man kommer i hallen om fredagen med over 100 børn, der træner. Det gør en glad, men det gør også en glad, når U18-pigerne kommer i ligaen, selvom de har skader og alligevel kæmper sig til det. Den dag, hvor herrerne rykkede op mod Børkop og damerne scorede i sidste sæson og rykkede op. Det var en sjov dag, hvor det afgørende mål også kom på TV 2. I løbet af damekampen gik vi frem og tilbage med champagnen, fordi det bølgede frem og tilbage. Efterfølgende skulle vi også holde stor fest, så det var rigtig godt, at vi endte med at vinde kampen.”

I FHK er der en klar vision om at være i ligaen i 2020. Udover at komme i ligaen sætter Thomas her ord på, hvad han håber på sker i FHK inden for en årrække.

“Udover liga håber jeg på, at vi har en 2025-plan på det tidspunkt med, at vi er etaleret i håndboldligaen og sætter os nye mål i forhold til den del. På den del håber jeg, at vi har fået styrket vores talentarbejder med konsulenter på både drenge og pigesiden. Vi håber at kunne lave noget a la GOG. Vi tilbyder rigtig meget af det de andre kan og så håber vi, at vi har en stor fanklub på 200 medlemmer, og har et snit på omkring de 2.000 tilskuere. Organisatorisk skal vi have en daglig leder og sådan nogen ting,” fortæller Thomas, der som den travle mand han er nærmest ikke har tid til andet end Momenti og FHK:

”Så er der ikke flere timer i døgnet,” konstaterer han med et grin og kommer ind på, hvad han bruger sin fritid på:

“Jeg kan godt lide at cykle, men jeg må indrømme, at jeg cykler for lidt. Vi holder gode ferier i familien. Jeg holder af Formel1 og har lige været i Baku, det var en god oplevelse. Vi vil gerne på sådan en drengetur en gang om året. Kevin Magnussen og Ferrari er vores favoritter. Kevin er jo dansker og så er han også en af dem, der kæmper, det kan vi godt lide,” lyder ordene fra den travle erhvervs- og håndboldmand, Thomas Renneberg-Larsen.

Fakta Thomas Renneberg-Larsen:

Bor i Fredericia
Alder: 46
Gift med Gitte
Børn: Frederik 19 år, Simon 16 år og Kristine 10 år
Gik på Realskolen
Uddannet på handelsskolen
Indehaver af Momenti A/S
Bestyrelsesmedlem i Fredericia Håndboldklub