FORBRUGER. Madleveringsplatformen Wolt Danmark ApS er blevet politianmeldt af Forbrugerombudsmanden for vildledende markedsføring efter en kampagne med rabatter, som forbrugerne reelt ikke kunne opnå.
Sagen handler om en kampagne i Wolts app, hvor omkring 45.000 brugere i perioden fra 20. august til 24. oktober 2025 modtog push-beskeder med et tilbud om 25 procents rabat på deres næste bestilling. For at få rabatten skulle der bestilles for mindst 189 kroner.
Men rabatten var samtidig begrænset til 30 kroner, hvilket betød, at den maksimale besparelse i praksis lå på knap 16 procent.
Ifølge Forbrugerombudsmanden er der tale om vildledende markedsføring, fordi det annoncerede tilbud ikke kunne opnås på de angivne vilkår. Myndigheden vurderer samtidig, at markedsføringen var egnet til at påvirke forbrugernes beslutning om at handle.
Sagen blev indledt på baggrund af en klage fra en forbruger, der modtog følgende besked i appen
»Hej Nicolai! Spar penge på din næste dagligvarebestilling! Snacksulten? Vi har din ryg! Få 25 % på din næste bestilling! Tilbuddet gælder kun hos udvalgte butikker. Du skal bestille for minimum 189 kr. Rabatten er begrænset til 30 kr. Gyldig indtil 12/09/2025.«
Forbrugerombudsmand Torben Jensen siger
»Når Wolt markedsfører en rabat på 25 procent, skal forbrugerne naturligvis også have mulighed for at opnå denne rabat. Wolt har vildledt forbrugerne med den hensigt at få brugerne af sin app til at bestille dagligvarer, hvor de ikke opnåede den lovede rabat. Derfor er Wolt nu blevet anmeldt til politiet for overtrædelse af markedsføringsloven.«
Ifølge markedsføringsloven må virksomheder ikke give urigtige eller vildledende oplysninger eller undlade væsentlige informationer, hvis det kan påvirke forbrugernes adfærd. Overtrædelser kan straffes med bøde.





