Venstre i Fredericia har fremsat et forslag om, at kommunen skal sælge det kommunalejede kontorhotel, Videnparken. Forslaget har skabt bekymring blandt lejerne, der består af iværksættere og mindre virksomheder, der nyder godt af det kollegiale miljø, der er blevet skabt på stedet.
Allan Pertti Frandsen, Philatelic Manager i firmaet Tusass, har været lejer i Videnparken siden 2016. Han har hidtil fra sidelinjen kunnet følge med i debatten om Videnparkens fremtid, men nu tager han bladet fra munden over en kop kaffe ved bordet ved siden af receptionen i kontorhotellet.
– Vi er bekymrede blandt lejerne, da bygningen kan blive solgt. Det er et fantastisk kreativt miljø, der har været her i mange år. Alt er næsten altid lejet ud. Jeg har været her i 6,5 år og er tilfreds med ‘kollegaskabet’. Men med salget risikerer vi, at miljøet bliver ødelagt, og private ejere får det på andre parametre, siger Frandsen.
Han frygter, at salget af Videnparken vil medføre en hjerneflugt fra Fredericia og omegn.
– Der bliver pendlet her til fra Aarhus, Middelfart og andre byer. De skaber vækst her. Hvis dette bliver solgt, så kan jeg nævne flere virksomheder, der formentlig vil flytte herfra, siger Allan Pertti Frandsen.
Frandsen understreger, at lejerne i Videnparken udgør et tæt fællesskab.
– Vi bruger hinanden meget. Der er fællesmøder om gode ideer, fælles hjælp, en julefrokost eller grillpølser på terrassen. Det vil gå tabt, forklarer han.
Frandsen og de andre lejere har overvejet, om de kunne købe Videnparken selv, men han erkender, at det kan blive svært. Han håber, at kommunen vil overveje konsekvenserne af et salg nøje.
– Man skal afveje, om man har råd til det. Det er i hvert fald klart, at folk med erhvervsejendomme kigger på det. Det er endda i gang med at blive renoveret, så det er en gunstig situation, siger han.
Morten Munch, fra Center for Vitaliserende Samtaler, en anden lejer i Videnparken, deler Frandsens bekymring.
– Hvis det kommer på private hænder, vil vi nok flytte. Den måde vi gør tingene på hos os, vil nok ikke passe ind hos en privat lejer. Som det er nu, er der rigtig god service og gode forhold. En privat ejer vil formentlig også betyde, at huslejen vil stige, og der vil blive andre vilkår end nu, siger Munch.
De bekymrede lejere understreger, at en privatisering af Videnparken ikke kun vil påvirke deres virksomheder, men også Fredericia som helhed.
– Folk vil rykke hjem, nogen vil købe deres eget, og andre vil leje deres eget. Kommunen vil miste viden og kompetencer, advarer Pertti.
Han tilføjer, at usikkerheden om Videnparkens fremtid allerede påvirker stemningen blandt lejerne.
– Mit indtryk er, at der er bekymringer, som det kom frem på det seneste møde vi holdt herude, siger Pertti.
Lejerne i Videnparken anerkender, at kommunen måske ser salget af ejendommen som en måde at generere indtægter på. Men de håber, at byrådet vil tage hensyn til de langsigtede konsekvenser for byens erhvervsliv og det fællesskab, der er blevet skabt i Videnparken.