Når Christiane Pape stiller op til byrådet for Socialdemokratiet i Middelfart, er det med et tydeligt menneskeligt fokus. Hun vil styrke mødet mellem kommunen og de borgere, der har allermest brug for hjælp – og samtidig forbedre arbejdsforholdene for de ansatte, der skal løfte opgaven.
»Jeg går til valg på, at vi i Middelfart skal blive bedre til at møde mennesker i udsathed – både borgere og pårørende – på en værdig måde. Der har været for mange sager og for meget kritik af, hvordan vi møder folk, der har brug for vores hjælp. Det skal vi gøre bedre,« siger Christiane Pape.
Hun peger på, at rekrutteringsmanglen i ældre- og socialsektoren er en af de største udfordringer, kommunen står overfor. For at løse den, skal der skabes arbejdsglæde og mening i jobbet.
»Vi skal have gode arbejdsforhold for medarbejderne, men det er ikke nok – der skal også være mening i arbejdet. Lige nu ser vi frisættelse på mange områder, som med de selvstyrende teams i ældreplejen, og det er en god vej at gå. Når medarbejderne oplever tillid og får ansvar, smitter det af på borgerne,« siger hun.
For Christiane Pape hænger god velfærd og gode arbejdspladser tæt sammen:
»Når medarbejderne har det godt, får borgerne det også godt. Det er det, der skaber resultater,« siger hun.
Christiane Pape vil have flere ressourcer til børnehandicapområdet og til støtte for pårørende, som ofte står alene med et stort ansvar.
»Vi skal investere i børnehandicapområdet og sikre, at mødet med børn og familier, der har brug for hjælp, bliver bedre. Det gælder også for de pårørende – de skal opleve støtte og forståelse, ikke kamp mod systemet,« siger hun.
»Vi skal investere i den grønne omstilling og i beskyttelsen af vores drikkevand. Mange tager det som en selvfølge, at der kommer rent vand ud af hanen, men det gør der ikke, hvis vi bliver ved med at bruge pesticider og forurene. Vi skal passe på vores natur og vores grundvand,« siger hun.
Effektiv administration og prioriteret velfærd
Når det gælder økonomien, peger Christiane Pape på, at der kan frigøres midler gennem effektivisering i administrationen, men hun understreger, at det ikke må gå ud over medarbejdernes indsats.
»Man bør altid se på, om vi organiserer os på den rigtige måde. For eksempel har man samlet pedellerne på skolerne – det er en god lejlighed til at vurdere, om det faktisk fungerer. Vi skal hele tiden sikre, at vores organisering giver mening. Men velfærden må komme først. Vi kan ikke blive ved med at spare dér, hvor mennesker har brug for os,« siger hun.
På spørgsmålet om, hvordan hun vil bidrage til en god politisk kultur, peger hun på samarbejde og fælles visioner frem for personlige konflikter.
»Jeg tror, vi får et byråd med mange kvinder denne gang, og det er positivt. Det handler om at have gode relationer og finde noget at være fælles om – noget politisk at arbejde for. Vi skal ikke bruge energien på at finde fejl hos hinanden, men på at udvikle Middelfart sammen,« siger hun.
Christiane Pape vil fortsætte de gode takter med frisættelse på ældre- og socialområdet, hvor medarbejdere får større frihed, og borgerne mødes med tillid og respekt.
»Min vision er, at vi bliver bedre til at hjælpe dem, der har allermest brug for hjælp – og at de oplever en værdig behandling. Der er ikke mange udsatte i Middelfart sammenlignet med andre kommuner, men dem, der er her, skal kunne mærke, at vi står bag dem,« siger Christiane Pape.
Hun opsummerer sin vision med ét ord: værdighed.
»Middelfart skal være en kommune, hvor vi møder mennesker med nærvær, respekt og forståelse – ikke system.«







