Venstre: Vi er positive over for støtte – men vi skal vide, hvad pengene går til

0
Venstre: Vi er positive over for støtte – men vi skal vide, hvad pengene går til

Efter Økonomi- og Erhvervsudvalgets beslutning om at udsætte Fredericia Shoppings ansøgning om ekstra støtte, understreger Pernelle Jensen (V), at udskydelsen først og fremmest skal give plads til en nærmere dialog om, hvad midlerne konkret skal bruges til.

»Det er egentlig ret enkelt. Udvalget vil gerne have en dialog med Shopping om deres ansøgning – hvad er det for nogle aktiviteter, de ønsker at bruge penge på?« siger hun.

Venstre er positivt indstillet over for ansøgningen, men ønsker en tydeligere beskrivelse af de konkrete tiltag, før partiet kan stemme endeligt.

»På Venstres side er vi positive. Vi vil gerne finde en løsning. Men vi har brug for at vide lidt mere om, hvilke ting de forestiller sig at bruge pengene på. Derfor tager vi en runde mere,« siger Pernelle Jensen.

Ønske om klarhed før bevillingen

Hun peger på, at hensigten ikke er at trække processen i langdrag, men at sikre, at beslutningen hviler på et solidt grundlag.

»Når vi har haft en dialog med dem, så ved vi mere om, hvad det er, de søger penge til. Så det handler om klarhed – ikke om modstand.«

Midtbyen er en fælles politisk prioritet

For Venstre er en levende, aktiv midtby en central politisk målsætning. Derfor er partiet grundlæggende positivt over for Fredericia Shoppings ansøgning.

»Vi vil selvfølgelig gerne holde liv i midtbyen og sikre aktiviteter, der gør, at folk kommer ind i byen. Det er noget, vi har talt meget om i valgkampen – hvordan vi sikrer, at vi har butikker og et aktivt handelsmiljø. Her spiller Shopping en stor rolle,« siger Pernelle Jensen.

Samtidig anerkender hun de udfordringer, som detailhandlen står i.

»Vi kan godt se formålet. Der har været faldende omsætning i nogle butikker, og der har været meget debat om midtbyens udvikling. Vi vil gerne hjælpe, men vi er nødt til at vide lidt mere om, hvad der ligger i ansøgningen.«

Sagen skal behandles igen i det nye år

Økonomi- og Erhvervsudvalget forventes at tage sagen op igen på årets første møde i 2026, når dialogen med Fredericia Shopping er gennemført.

»Vi ser frem til at få mere viden og få en afklaring. Vi er helt åbne for at understøtte aktiviteter, der kan løfte midtbyen,« siger Pernelle Jensen.

Læs også