Vejle Boldklub holdt føringen i en time på JYSK Park, men måtte se sig udlignet ti minutter før tid. Nu venter OB på fredag.
Vejle Boldklub stemplede ind i kvalifikationsspillet med et 1-1-resultat på JYSK Park i Silkeborg – et point, ingen af de to nedrykningstruede hold for alvor kan bruge til det helt store i kampen for overlevelse i Superligaen.
VB kom ellers til sin ret tidligt. Efter syv minutter snød Lasse Flø to silkeborgensiske forsvarere og trængte ind i feltet, hvor han med en flad pasning fandt fremstormende Tobias Bach i det lille felt. Pludselig stod det 0-1 til de grønhvide gæster, og de tilrejsende Schlachtenbummler fra fjordbyen kunne glæde sig over en fortjent VB-føring ved pausen.
Men Silkeborg dominerede kampen. Efter pausen var de rødblusede silkeborgensere massivt på bolden, og Igor Vekić i VB-målet blev testet adskillige gange – af Gammelby, Kirk og McCowatt – uden at kapitulere. VB havde for få sekvenser på bolden og for få aflastningsangreb, men holdet kæmpede og forsvarede føringen med liv og sjæl.
Med en halv snes minutter tilbage kom det, publikum på JYSK Park havde ventet på. Målræven Tonni Adamsen scorede fra en spids vinkel til 1-1, og dermed var udligningen en realitet. Silkeborg pressede på for sejren i slutminutterne, og Adamsen var tæt på et føringsmål fra tæt afstand – men bolden gik over. Ved 1-1 blev det.





