Byrådet i Vejle Kommune har netop indgået budgetforlig for 2025-2028. Bag forliget står Venstre, Socialdemokratiet, Konservative, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Nye Borgerlige.

Med forliget lægger byrådets partier i Vejle Kommune rammerne for en fortsat balanceret økonomi på velfærdsområderne. Forliget lægger sig i forlængelse af de seneste års prioriteringer, hvor økonomisk kontinuitet på velfærdsområderne har været i centrum. Væksten og den stærke styring giver kommunen et økonomisk råderum til at tildele yderligere midler til velfærd og nye løsninger til gavn for den fremtidige udvikling af kommunen.

Med forliget investerer forligspartierne samlet 232 mio. kr. i 2025. Derudover investeres der 126,6 mio. kr. i 2026, 109,8 mio. kr. i 2027 og 110 mio. kr. i 2028.  De 87,8 mio. kr. heraf er varige driftsmidler. Forliget skal desuden ses i lyset af de 260 mio. kr. som Byrådet tildelte i foråret til investeringer og nytænkning af kommunen.

Børn og Unge

På Børn- og ungeområdet tildeler forligspartierne 39,4.mio. kr. årligt til Børne- og Familieudvalget.

Til at sætte retning og inspirere til nye løsninger, så færre børn segregeres, nedsættes et såkaldt §17, stk. 4 udvalg, som skal rådgive Byrådet om nye, mulige veje til at styrke den lokale skole og skabe en bedre skole for alle børn og unge. 

På anlægssiden afsættes 17,8 mio. kr. i 2025 til at sikre bedre faglokaler, hvilket skal styrke en varieret undervisning for eleverne.

Seniorområdet

Seniorområdet tilgodeses med nye 19,2 mio. kroner, som skal sikre, at ældreplejen kan følge med det stigende antal plejekrævende ældre. I foråret blev der investeret 50 mio. kr. til at udvikle og nytænke ældreplejen i Vejle Kommune. Til at supplere disse midler oprettes en pulje på 5 mio. kr. i 2025 til velfærdsteknologi, som skal hjælpe med at styrke plejeindsatsen, så ressourcerne bliver brugt på de områder, hvor menneskelig kontakt er vigtigt.

Der etableres tillige en pulje på 2,5 mio. kr. for 2025-2028 til indvendigt vedligehold på plejecentrene.

Sårbare voksne

Særlig støtte til sårbare voksne bliver prioriteret med 20,2 mio. kr. i varige midler for at sikre, at kommunes mest sårbare borgere også i fremtiden kan få den nødvendige hjælp. Der er fokus på helhedsorienterede indsatser, der med afsæt i borgerens samlede livssituation løses på tværs af fagområder.

Derudover afsættes midler til, at børn der vokser op i familier med alkoholmisbrug, kan blive tilbudt støtte og terapi, der øger deres muligheder for et godt voksenliv. Konkret afsættes 1 mio. kroner årligt til Barnets Blå Hus og TUBA.

Vejle som attraktiv studieby

Partierne bag aftalen ønsker et SDU IT-universitetscampus i Vejle som skal sikre virksomhederne i Trekantområdet den højt specialiserede arbejdskraft, der er nødvendig for at skabe vækst og fart på den grønne omstilling. Derfor genbekræfter forligspartierne i aftalen, at reservationen i kommunens kasse på 100 mio. kr. fra budgetforlig 2024 er øremærket et IT-universitetscampus i Vejle i samarbejde med SDU.

Forliget giver desuden 10 mio. kr. til grundkapitalindskud i 2025, som skal give mulighed for at etablere flere attraktive studieboliger i Vejle Kommune.


En attraktiv kommune for borgere og erhvervsliv

Under Teknisk Udvalg afsættes 4 mio. kr. til bl.a. forbedret sagsbehandling af sager omhandlende vedvarende energi, en akutpulje til mindre vedligeholdelsesudgifter etc.

Under Klima, Natur og Miljø-udvalget afsættes 1 mio. kr. årligt til bl.a. styrket sagsbehandling.

For at styrke samarbejdet mellem Vejles virksomheder og kommunen prioriteres fra 2025 1 mio. kr. årligt fra 2025 bl.a. at oprette en erhvervsplaymaker-funktion i Business Vejle. Samarbejdet om erhvervsplaymakeren har fokus på at udvikle kontakten mellem erhvervslivet og uddannelsesinstitutionerne.

Dertil kommer en fastholdelse af kommunes borgerrådgiver-funktion, hvilket der er afsat 800.000 kr. årligt under økonomiudvalget til at videreføre.

Klimatilpasning og fremtidssikring af Vejle Kommune

Vejle Kommune ligger smukt, men voldsommere og hyppigere vejrforhold skaber et øget pres på kommunens infrastruktur, særligt håndteringen af spildevand og oversvømmelser.

Derfor reserverer forligspartierne 4 mio. kr. i 2025 til at øge kapaciteten i omløbsåen for at håndtere fremtidige vandmængder. Derudover afsættes 5 mio. kr. i 2025 til stormflodssikring. Investeringen er en del af et større projekt, betinget af medfinansiering fra Kystdirektoratet.

Forligspartierne er enige om at afsætte 5 mio. kr. i 2025 vedr. Klimapuljen v/Klima-, Natur- og Miljøudvalget.

At Vejle Fjord spiller en vigtig rolle for byens natur, kultur og historie, men at fjordens økosystem er presset.  Derfor investeres 2 mio. kr. årligt, i hvert af årene 2025 til 2028 til projektet ”Sund Vejle Fjord”. Fokus for det forsatte arbejde er et bredt samarbejde om forsknings-, restaurerings- og formidlingsindsatser i fjorden, der kan bidrage til genopretningen af fjordens økosystem.

For at fremme den grønne omstilling investeres 15 mio. kr. i 2025 og 8 mio. kr. i 2026 i nye cykelstier og sikre skoleveje. Cykelstier er væsentligt både for trafiksikkerheden, folkesundheden og mobiliteten, og de nye midler sikrer en videreførelse af kommunens indsats for at skabe en mere sammenhængende, sikker og grøn infrastruktur i kommunen.

Til et naturforbedrende projekt ved Mølholmdammen afsættes 0,75 mio. kr. i 2025. 10 mio. kr. i 2027 afsættes til genopretning af klimabelastede vejstrækninger.

Styrkelse af kulturliv og byliv, herunder ny festivalplads i Jelling samt etablering af bypuljer og styrket turismesamarbejde

Vejle Kommune skal fortsat være en attraktiv kommune for turister, nuværende og kommende borgere. Derfor afsætter forligspartier 5 mio. kr. i 2025 til at styrke rekreative værdier omkring Vejle Fjord.

I Vinding investeres 15 mio. kr. i 2025 og 15 mio.kr. i 2026 til en ny multihal.  I 2025 investeres også 3 mio. kr. til forbedring af Smidstruphallen.

Der afsættes en anlægspulje under Sundheds- og Forebyggelsesudvalget på 0,5 mio. kr. i 2025 til sundhedsfremmende tiltag.

Forligspartierne er enige om at etablere en ny event- og festivalplads i Jelling, som vil forbedre rammerne for Jelling Festival og andre friluftsaktiviteter. Til det formål gives 40 mio. kr. til etableringen af den nye event- og festivalplads. Anlægsinvesteringen fordeles over flere år med 8 mio. kr. i 2025, 12 mio. kr. i 2026, 10 mio. kr. i 2027 og 10 mio. kr. i 2028. Med investeringen forventes den fremtidige lejeindtægt fra pladsen at kunne sikre drift og vedligehold af både festivalplads og bygninger og områder ved Anesminde.

Derudover afsættes 1,4 mio. kr. årligt fra 2025 til Destination Trekantområdet, som spiller en central rolle i at tiltrække internationale besøgende og markedsføre regionen.

For at understøtte at det nye bibliotek og kulturhus opnår den kvalitet og karakter, som man kan forvente af et bibliotek og kulturhus i Danmarks 5. største kommune, er forligspartierne enige om at tilføre 10 mio. kr. til projektet i 2025 til udvidelse af salen.

Forligspartierne ønsker desuden at styrke udviklingen af kommunens byrum. Derfor afsættes 1 mio. kr. i 2025 til udmøntning af byvisionerne i Egtved og Jelling.

Forligspartierne medfinansierer samtidig 1,3 mio. kr. i 2025 til styrketræningsmaskiner for Idræt i dagtimerne.


Styrket beredskab

I 2025 afsættes 1,5 mio. kr. til indkøb af nye indsatsdragter, mens der i 2028 investeres 10,2 mio. kr. i nye køretøjer. Med disse investeringer sikres det, at beredskabet er godt rustet til at håndtere fremtidige nødsituationer.