Der er et vældigt opbrud i gang i USA omkring vacciner, startet af sundhedsministeren, Robert F. Kennedy Jr. Desværre kan medierne og de videnskabelige tidsskrifter kun få øje på Kennedy’s mangeårige kongstanke om, at vacciner forårsager autisme.
Jeg analyserede for nylig 33 artikler i BMJ om Kennedy og hans reformforslag om vacciner, hvilket jeg kaldte et karaktermord, fordi BMJs journalister ikke havde overvejet, om hans forslag og initiativer var berettigede (faktisk blev de altid nedgjort), og de citerede konsekvent hans kritikere, der havde deres egne agendaer og fordømte ham uden at dokumentere, at det var dem, der havde ret.
Jeg har kendt Kennedy i seks år og har forsøgt at overbevise ham om, at forskningen har tilbagevist hans ide om, at vacciner forårsager autisme, i det mindste når det drejer sig om mæslingevaccinen, hvilket jeg har forklaret i min vaccinebog. Men jeg har desværre ikke kunnet rokke ham i hans overbevisning.
Jyllands-Posten skrev den 30. november, at et dansk studie med 1.2 millioner børn fra Seruminstituttet ikke fandt øget forekomst af autisme. Forskerne undersøgte, om der var sammenhæng mellem dosis af aluminium i vaccinerne og autisme, og det var der ikke.
Studiet har imidlertid store svagheder, hvilket jeg og andre påpegede, og jeg har påvist, med henvisning til en influenza-vaccine og HPV-vaccinerne, at aluminium-adjuvanser øger risikoen for alvorlige skader, herunder neurologiske skader for sidstnævnte.
FDA har lige meldt ud, at man ikke længere vil give vacciner en særstilling, men vil forlange, at de bliver ordentligt undersøgt, inden de kommer på markedet. Ingen af de vacciner, der bruges i det amerikanske børnevaccinationsprogram, blev sammenlignet med placebo, før de blev godkendt, og vi ved derfor ikke, hvad skadevirkningerne er. Men vi ved, at raske børn er døde af Covid-vaccinerne, der som bekendt kan forårsage betændelse i hjertet. Det tog FDA fem år at indrømme det, efter at vaccinerne kom på markedet i december 2020!
En stor, velgennemført undersøgelse, der sammenlignede vaccinerede med uvaccinerede børn i USA, blev aldrig publiceret, fordi forskerne blev truet med, at det kunne koste dem deres stilling. Den blev først kendt fem år senere, i september i år, pga. en senatshøring om korruption i videnskaben. Den viste øget forekomst at netop sådanne kroniske sygdomme, som man ville forvente, vaccination kunne forårsage, fx astma og andre atopiske sygdomme, hvilket naturlig infektion beskytter imod.
En anden undersøgelse, der sammenligner forskellige lande, har vist, at jo flere vacciner, der er i børnevaccinationsprogrammet, jo højere er dødeligheden. Der er naturligvis store usikkerheder i sådanne transnationale sammenligninger, men det er dog alligevel foruroligende, ikke mindst fordi Peter Aaby og Christine Stabell Benn har vist i utallige studier, at ikke-levende vacciner ser ud til at øge den totale dødelighed, hvorimod levende, afsvækkede vacciner sænker dødeligheden.
Kennedy har mange skøre ideer, man han har ret i, at vi er nødt til at undersøge vores vacciner meget bedre, end vi har gjort. Og det er noget vrøvl, når medierne, støttet af vaccineforskere, hævder, at Centers for Disease Control and Prevention (CDC) i USA var højt respekteret, inden Kennedy udskiftede deres rådgivningskomité om vacciner og indsatte folk, som medierne kaldte inkompetente og vaccinemodstandere.
Det er ingenlunde tilfældet. De er særdeles kompetente og vil bare gerne have så meget information frem som muligt om vacciner, til alles bedste. Det gamle CDC udgav uhyrligt fejlagtige og vildledende information om vacciner, fx om influenza, som var meget værre end et medicinalfirma nogensinde ville turde gøre, hvilket jeg forklarer i min bog.
Færre end 10% af sundhedspersonalet i USA fik forrige sæsons Covid-19 booster. Det er jo ikke fordi, de er dumme og uoplyste. Selv den europæiske lægemiddelstyrelse har advaret imod at få for mange boosters, fordi det kan svække immunforsvaret.
USA, og alle vi andre, har en enestående chance for at få noget at vide om vacciner, vi ikke vidste, og som kan bevirke, at vi kommer til at bruge dem meget mere fornuftigt i fremtiden. Der er forskningsprojekter på vej, der vil udgøre gennembrud på vaccineområdet, hvis de bliver gennemført.
De er foreslået af Martin Kulldorff, chef for CDC’s rådgivende vaccinekomité, og Christine Stabell Benn. Et af projekterne er et dobbeltblindt randomiseret forsøg, der sammenligner børnevaccineprogrammet i USA med det danske, med disse effektmål:
Hospitalsindlæggelser, indlæggelser på grund af infektioner, vaccinerne ikke er rettet imod, autisme, astma, allergi, autoimmune sygdomme, neurologiske udviklingsforstyrrelser og fedme.
Jeg støtter naturligvis Kennedy så godt, jeg kan, også med forslag til vaccineprojekter. Han har rigtig gode rådgivere omkring sig, fx er han i daglig kontakt med direktøren for National Institutes of Health, Jay Bhattacharya, som jeg interviewede i juni, hvilket vil kunne ses snart på vores gratis film- og interview-kanal, Broken Medical Science, hvor der også er interviews med Kulldorff og Benn.







