Denne Ugens Kurt er 29 år gammel, født i København, opvokset i Svendborg – og selvom hun forsøgte at undgå det, ja så endte hun i Fredericia, en by hun siden er blevet helt forelsket i.
Vi havde aftalt at mødes klokken ni, men Therese kom i god tid. Der var ikke mange på kaffebaren her fra morgenstunden, så der var frit valg. Noget atypisk tog vi plads ved gyngestolene i hjørnet, et sted jeg ikke har lavet Ugens Kurt før – men der skal jo være en første gang for alting. Inden vi satte os fik Therese bestilt en Café Latte, meget klassisk valg til en Ugens Kurt, til gengæld.
Vi starter med at tage 29 år tilbage, til København hvor livet startede for den selvstændige guldsmed.
“Jeg er født i København, og opvokset i Svendborg. Vi flyttede da jeg skulle starte i børnehave. Vi blev sendt på privatskole min lillebror og jeg, fordi mine forældre ikke vidste hvordan deres liv blev, så vi skulle bare have skolen som fast base”, fortæller Therese og fortsætter:
“Der var en tryg fast base der på skolen. Min far skiftede meget job, så skolen blev det faste holdepunkt for mig. Min mor var advokatsekretær, og det har hun været hele min barndom. Min far er kok, forsøgte at starte sit eget, og det gik ikke. Han skiftede job hvert andet år, så der var mange skift der”.
“Mine forældre blev skilt i 98’, tror jeg det var. Der flyttede min far først til Island og så til Grønland, hvor han var i fem år, for at komme hjem og flytte til København”, siger hun.
“Det var en hverdag med en enlig mor, der arbejder meget for at have penge for at holde sammen på det hele. Så vi passede på hinanden”, fortsætter hun.
Kreativiteten vandt
“Jeg tog på gymnasiet, fordi jeg ikke vidste hvad jeg skulle. Da det var slut sad jeg igen, og vidste ikke hvad jeg skulle. Så det blev uger med ransagelse af sindet, hvad skal jeg lave resten af livet. Der kom jeg frem til, at jeg skulle have noget kreativt”, forklarer Therese.
“Jeg har altid tegnet, viklet og klippe-klistret. Så sad jeg og pillede ved smykker og tænkte, hvordan laver man det? Og findes det? Kan man blive det? Det kunne man, og man kunne i Fredericia og København – og hvad skulle man i Fredericia? Så det blev København”, fortsætter hun.
“Jeg havde læst mig til, at man skulle have en læreplads for at komme ind på skolen, så jeg udskrev ansøgninger og tog med rundt i København, de grinte alle sammen af mig, for man skulle have erfaring. Jeg fik lidt små kurser og hjælp, indtil en sagde jeg skulle tage ud på skolen og snakke med dem”, siger Therese.
“Der begyndte jeg så som metalsmed i marts 2010. Der var jeg i tyve uger som metalsmed, inden jeg kom ind på guldsmedeuddannelsen på en kvoteplads, stadig uden læreplads, men inde på uddannelsen”, fortæller hun og fortsætter:
“Så jeg kunne ikke fortsætte efter grundforløbet uden læreplads, så jeg søgte flere om ugen i hele landet og Sverige og Tyskland. Da de 60 uger var gået havde jeg stadig ikke en læreplads, så der tog jeg hjem til mor for at finde ud af hvad jeg skulle”.
“Jeg lånte en bil, og kørte til Langeland – og der var en der gerne ville have mig. Så flyttede jeg til Langeland, men vi måtte opgive, da virksomheden ikke kunne køre. Så stod jeg der igen, og skulle forfra. Så var jeg så heldig, at finde en læreplads inde i Svendborg, det var tredje eller fjerde gang jeg kom forbi, og der måtte jeg starte mandag. Så jeg fik min læreplads og min uddannelse”, lyder det fra Therese.
Netdating endte i Fredericia
“Undervejs begyndte jeg at netdate, og der var en sød fyr der boede i Fredericia, og han var ikke til at flytte på – og jeg måtte heller ikke flytte. Så vi havde langdistanceforhold i tre år, og da jeg var udlært flyttede jeg til Fredericia”, fortæller Therese og fortsætter:
“Efter et år med pendling ville jeg ikke mere, og jeg har altid haft en drøm om at være selv, at kunne bygge mit eget. Jeg oprettede et CVR-nummer da jeg blev udlært, og begyndte at pusle med det. Virksomhedsopbygning, hvordan skal det være? Så prøvede jeg hjemmefra da jeg sagde op, men det gik ikke. Man kan ikke bare invitere folk hjem i soveværelset for at se ens kreationer”.
“Men så var jeg så heldig at finde lokalerne her, hvor jeg åbnede Me Mori i februar 2018”, supplerer Therese.
Ældgammel tradition – der ikke er udbredt i Jylland
“Det er måske noget man ikke er vant til i Jylland, at man kan. I Københavns er det på hvert et gadehjørne. Så sidder man mutters alene her, men jeg tror at der nok skal komme nogen en dag. Jeg har haft et par stykker forbi, der gerne vil lære”, forklarer hun.
Hvad er det der gør, at din forretning er gået så godt her det første års tid?
“Jeg tror det er min ærlighed og åbenhed, autenciteten, det er bare mig der sidder der, og folk kan se jeg sidder og arbejder. Det er nok det at de ved, at når de går ind ad døren, så er det mig der laver det, og det blive lavet på stedet, ikke sendt et sted hen hvor folk ikke kan følge med”, svarer Therese og fortsætter:
“Der er mange smykker, hvor der er ufattelig mange følelser, hvor folk ikke tør give det fra sig, de vil gerne være sikre. Når mors ring skal repareres, og man skal være sikker på at det er den samme man får tilbage igen. Smykker betyder meget for de fleste. Enten er man virkelig ærekær, ellers køber man dem i H&M og skifter dem i morgen”.
Fredericia er blevet Thereses by
Fra at fravælge Fredericia ad flere omgange, endte Therese alligevel her, fordi kærligheden til Thomas vandt. Og siden er en kærlighed til Fredericia blomstret op.
“Nu er Fredericia blevet min by. Fra at jeg ikke kendte nogen, til at jeg ikke kan gå 10 meter uden at hilse på nogen. Det bliver ens by, når man ikke føler sig alene”, siger Therese og fortsætter:
“Min morfar er faktisk født her, så hans sommerferier som barn foregik her i Fredericia, så jeg har mange ting hjemme og i butikken der stammer herfra. Så det er lidt på alle måder som at komme hjem”.
“Man kan ikke starte en specialbutik i Fredericia, sagde de. Men det ville jeg. Og jeg kan se, at det kan man sagtens. Det er lidt spøjst at tænke på, at man kan gøre det anderledes end hvordan det har været i Fredericia tidligere”, fortæller hun.
“Hvis jeg skal finde ro, så skal jeg til vandet. Enten til Østerstrand eller til Snoghøj eller Gammel Havn. Man kan ikke vende sig om uden der er vand her, det er skønt”, forklarer Therese.
Fingersnilde er nødvendigt
Det kommer nok ikke bag på nogen, at det er nødvendigt med fingersnilde og en indre ro, for at være guldsmed – men det sidste kommer af sig selv, fortæller Therese Krogh Andresen.
“Man skal have tålmodighed, og man skal have detaljerne med. Det kræver fingersnilde. Der er mange der sidder og siger det er noget småtteri, men så skal de bare så når det bliver småt. Der er mange guldsmede der arbejder med mikroskop for at sikre at detaljerne er i orden. Det er måske mit ønskeværktøj, men det er der meget af, altså ønskeværktøj”, forklarer hun og fortsætter:
“Jeg tror roen kommer af sig selv, når man har forståelsen og elsker det man laver, så kommer det helt af sig selv. Det er jo bare en fantastisk lille butik jeg har lavet mig, så roen er der. Man skal ikke have noget i sit hjem der ikke er smukt eller brugbart, og det har jeg ikke i butikken. Så det er bare min lille zen-boble”.
Fremtidsplaner?
Med sine blot 29 år er Therese allerede nået langt, i forhold til hendes forholdsvis lave alder. Børn er der ingen af endnu – og kæresten Thomas er her endnu. Men hvad byder fremtiden?
“Ingen børn, det er ikke planen overhovedet”, siger Therese kort og fortsætter:
“Butikken skal have lov til at vokse. Jeg drømmer om at kunne tage en lærling, men der er lidt vej endnu. Men det bliver nok lidt praktikanter og kursister”.
“Der skal være krav til værkstedet og krav til mig, og så har jeg det krav til mig selv, at jeg skal have tryghed til, at der er penge til deres løn. For det skal ikke være sådan at jeg går nedenom og hjem, for at de kan få løn, så der er lige nogle år endnu”, siger hun og fortsætter:
“Man har ikke lyst til at byde unge mennesker det, når man selv har prøvet det. Der er mange om buddet, det nytter bare ikke noget. Det bider os alle sammen i røven”.
