Mange kender nok Peter som en hårdtskydende højreback, der allerede i en meget tidlig alder viste et kæmpe talent. Siden har han været på udlandseventyr, vendt hjem til Fredericia, stoppet karrieren – og nu er han ansat som sportschef og cheftræner i SønderjyskE Damehåndbold. Ved siden af håndbolden har han været en tur forbi Vestbyens Herretøj, postbud til, lidt endnu, at arbejde som tømrer.
“Jeg er født og opvokset i Fredericia, Devantiersvej 22. Det var en dejlig tid. Vi havde et rigtig godt fællesskab nede på Treldevejens Skole med gode kammerater vi spillede håndbold og fodbold med. Jeg var ude og lege, det var før alle de her tablets kom til. Det var en god tid. Det var drengesind og ungdom som det var dengang. Der var ikke så mange bekymringer”, fortæller Peter indledningsvis om livet som dreng i Fredericias nordby.
“Jeg startede som fire årig officielt med at gå til børnehåndbold. Så har mine forældre begge spillet håndbold, min far spillede i KFUM på det tidspunkt, så jeg var i hallen altid alligevel. Det var så fedt. De barndomsminder jeg har fra hallen indtil jeg blev 12-13 år var fedt. Det var et fristed. Der var seks haller, altid en krog, altid en bold. Når man var i harpikshallerne var det ud om søndagen, man spillede nok selv klokken 9, men var først hjemme klokken 18. Kunne man stjæle en klump harpiks, så gjorde man det”, lyder det med et grin fra Peter.
Hvornår gik det op for dig, at du havde et håndboldtalent større end de fleste?
“Det startede så småt i drengetiden, en 12-13 års alderen, det var der man begyndte at møde andre end Erritsø, vi kom ud til lidt større klubber. Der kunne jeg godt se, at der kunne været noget. Men jeg spillede samtidig fodbold og brugte lige meget tid på begge dele. Det var bare sjovt at være sammen med vennerne. Fodbold var alle dem fra skolen og håndbold var alle dem der ikke var fra skolen. Så det var også to forskellige vennegrupper”, forklarer han.
“Efter jeg var drengespiller det første år rykkede op og spillede herreynglinge, fordi der på daværende tidspunkt ikke var noget hold. De var en tre-fire år ældre end mig. Der kunne man mærke, at jeg godt kunne spille håndbold, men det er klart at man som 15-årig når de andre begyndte at få kørekort manglede noget fysik i forhold til dem. Det var bestemt svært, me qua håndboldsspilet gjorde det at jeg blev accepteret – også i forhold til ikke at drikke bajere, det var jeg for ung til. Vi var der for at spille håndbold, så det var jo der vores fokus lå hele tiden”, fortsætter han.
“Jeg røg ud og spille ude i Taulov-Skærbæk et år som junior. Jeg gik ned til junior igen fordi der var et hold. Vi havde et godt hold, selvom vi tabte det hele. Der begyndte man at komme på kredssamling. Der gik man til jydsk hold – og derfra til plantræning og derfra til landsholdet. Det skete på tre måneder, at jeg gik fra ikke at være i nærheden af noget til at være på landsholdet”, lyder det fra Peter.
“Det gjorde noget ved seriøsiteten. Det gjorde også at det var der jeg 100% valgte fodbolden fra kan man sige. Det var der jeg kom med op omkring førsteholdet i en periode inde i Fredericia. Så var det bare, at skulle jeg have en chance, så skulle jeg træne godt. Det blev rimelig eksplosivt for mig, men igen var det også fordi vi havde et hold med mange Fredericia-drenge der hjalp mig ekstraordinært meget frem. For der skal ikke herske tvivl om, at jeg også tog mine fridage. Der var et sammenhold der gjorde at vi sloges for hinanden”, fortsætter han.
“Det er også noget af det jeg gerne vil føre videre nu som træner. At man havde sine egne ambitioner, men at man skubber holdet foran sig selv. Det er noget jeg virkelig prøver at arbejde videre med”, supplerer Peter.
Hvad med tilbud fra andre klubber?
“Der var kun en gang jeg var tæt på at skifte, det var da Tvis de kontaktede mig. Men ja. Hvis der er noget sted jeg virkelig tænkte over om det skulle være skiftet fra Fredericia-drengen Peter Nielsen til håndboldspilleren Peter Nielsen, så var det der. Ikke at jeg fortryder, men jeg ser at det kunne have været skillevejen. Dengang var det fornemmelsen af hvor man kunne udvikle sig bedst, og for mig var Fredericia det nemme valg. Men jeg havde det måske for nemt her, i forhold til at jeg kunne springe lidt over. Men når jeg kigger tilbage på min aktive del, så er jeg stolt over kun at have spillet i Fredericia. Her bagefter betyder det også rigtig meget for mig, at jeg kun har været i Fredericia”, svarer Peter.
Hvordan var det at være en del af det hold du altid har set op til? Og at være en del af et solidt ligahold?
“Det var et arbejderhold. Det var så fedt. Jeg spillede med Micke Næsby på højre back. Det jeg fik at vide var, at jeg ikke skulle lave fejl, jeg skulle spille til 0. For lavede jeg fejl, så kom Næsby bare hurtigere ind – og han have brug for pause. Tænk at veje 80 kg og stå ved siden af Kenneth Jørgensen der bare tævede alle modspillerne. Så byttede vi i angreb og jeg fik alle de tæsk Kenneth skulle have haft. Så toughness skal jeg takke ham for, for jeg har taget hans tæsk”, lyder det med et grin fra Nielsen.
“Vi var en forening. Det var hyggen. Dengang trænede vi ikke professionelle tider. VI havde træninger der sluttede klokken ti om aftenen, og efter træning sad vi klublokalet og så tysk bundesliga. Vi gik først hjem når vi blev smidt u d af hallen. For mig var det livsstilen omkring håndbold der fangede mig. At være sammen med menenesker der ville mig og klubben noget godt”, fortsætter han.
Hvad med landsholdet?
“Vi havde et landshold der vandt det hele, men jeg blev sorteret fra som sidstemand hver gang, fordi vi havde en af ligaens bedste forsvarsspillere. Så det var der jeg blev ofret altid. Så da de vandt EM og VM, der fik jeg en opringning fra holdkammeraterne hver gang, siger han med et grin. Det var en bonus. Jeg så dem som værende meget bedre end mig selv, så det var kun bonus”, svarer Peter.
Er der nogle episoder i dit liv du fortryder? Noget der har modnet dig?
“Jeg havde en enkelt episode hvor jeg var rigtig dum. Men det er et af de ar man slæber med videre. Jeg har taget min straf, og nu er jeg videre. Jeg forsøger at leve uden fortrydelser, men jeg forsøger altid at tage det bedste valg. Det er et pinligt kapitel i mit liv, men det er sådan det er. Jeg fik en straf, og der var ikke så meget at gøre. Jeg måtte tage det som den voksne mand jeg var”, svarer Peter.
Så var der det første udlandseventyr?
“I januar 2009 kommer jeg til Polen, Wisla Plock. Jeg bliver kaldt til side og spurgt, for jeg var ganske løntung, om jeg ville hjælpe klubben med at finde en ny klub. Det var mig og Jakob Toustrup der blev bedt om det. Jeg havde meddelt klubben at jeg gerne ville skifte til sommer, men da de kom og sagde at der var pengeproblemer, så ville jeg gerne hjælpe. Det var en drøm at komme til udlandet, men jeg ville gerne have spillet færdig”, fortæller Nielsen og fortsætter:
“Men det var ti meget specielle dage. Jeg måtte ikke træne den ene dag, for så havde de købt mig, så måtte jeg godt for det var ikke officielt. Så var vi på vej til Holstebro hvor jeg ikke vidste om jeg var købt eller solgt. Var jeg solgt måtte jeg ikke spille, var jeg ikke solgt måtte jeg godt. Men det var den dårligste kamp jeg har spillet. For mit eneste fokus var ikke at blive skadet. Vi trænede søndag, spillede fodbold til opvarmning, inden direktøren flår mig ud af træningen og siger jeg er solgt. Der fik jeg at vide, at jeg end ikke måtte spille fodbold færdig. Så rejste jeg til Polen to dage senere”.
“Det havde spøgt lidt hele sæsonen det konkursspøgelse. Vi vidste godt at økonomien ikke var stærk. Da de spurgte, så var jeg ikke i tvivl. Jeg ville gerne ud og prøve udlandet. Men det er klart, at det er først da jeg har spillet den første kamp og sidder alene i lejligheden helt tom og følger Fredericia på livescore, at det går op for mig at jeg skiftede væk. Men som sagt var det et eventyr. Jeg kunne hjælpe klubben på den måde – og så kom jeg på eventyr. Det var win-win”, slår han fast.
“Jeg når at være der lige indtil to dage før næste sæson starter i september, så en 8-9 måneder. Så blev jeg fyret. Der finder man ud af, at så kan det godt være man har en skudtæt kontrakt og sådan, men når byen er hovedsponsor og man sidder i en retssal, hvor de har oversat 600 mails fra engelsk til polsk, brugt store summer på det, så sidder man der og har det sort på hvidt, så hjælper det ikke noget”, siger Peter og fortsætter:
“Så siger Sportsdirektøren noget der er direkte løgn, alle ved det, selv dommeren grinte. Så kommer man ind efter voteringen og finder ud af at de har givet den til fordel for klubben, Så sidder man bare og kigger. Det var en hård proces. Fra da jeg flyttede til Polen begyndte hårene at vokse ud på brystet, for det var noget helt andet”.
“Jeg var lige et år i Tyskland, for sæsonen er gået i gang. Jeg var et år i 2. Bundesligaen. Det var bare for at have et sted at spille. Alle klubber var gået i gang, så jeg kommer først ind da der er spillet fire kampe. Jeg spillede på et hold der var rykket op, og udebanekampene var ligegyldige, man skulle bare vinde på hjemmebane. Vi spillede fyrre kampe, og tabte alle tyve udebanekampe. Men det var der ikke nogen der sagde noget til. Vi spillede stort set hver søndag, men for mig har det ikke været det store. Jeg sad bare i en bus på vej til håndbold. Om det var til Kolding eller Dresden var det jo i godt selskab. Der er mange sure timer til håndbold, men det hele kan opvejes af et godt fællesskab”, forklarer Peter.
Nedrykning —> Næsten karrierestop —> Endnu et udlandseventyr —> Karrierestop
“Så kommer jeg tilbage til Fredericia igen. Det var fedt. Det var bare at komme hjem. En ting var at komme hjem til håndbold, men det var også hjem til venner og familie. Håndbolden var næsten uændret, ligesom i dag, for det er stadig de samme ildsjæle der er omkring. Det havde bare været en lang træningspause kan man sige. Så rykkede vi desværre ned”, forklarer Peter og fortsætter:
“Det var hårdt. Jeg sloges hele sæsonen. Jeg havde ikke præsteret ret godt, og jeg synes at jeg på det personlige plan havde det svært. Jeg var faktisk klar til at indstille karrieren der. For det var så stor en skuffelse for mig. Så var problemet at jeg levede af at spille håndbold. Jeg arbejdede ude i Vestbyens Herretøj, men det var mest for at have noget at lave, jeg levede at håndbolden”.
Hvad hiver man sig selv op fra den skuffelse?
“Man starter med at takke sin agent for at presse på. For det var ham og konen, Pernille, der sendte mig afsted. Jeg havde sagt jeg ikke ville til Norge. Men de skubbede mig til prøvetræning og der mødte jeg en træner der mindede mig om noget jeg havde haft før. Direkte, lige på og havde en brændende motivationsfaktor man kunne mærke. At stå med en mand der virkelig brændte for det, jeg kunne mærke at han ville mig og han ville klubben. Man var ikke i tvivl. Det var direkte tale. Det kan jeg så se tilbage på og se, at der er der jeg fungerer bedst. Så det blev hurtigt til fire år deroppe”, fortæller Peter.
“Vi fik det første barn da jeg spillede i Fredericia i det år vi rykker ned, så da vi flyttede var hun næsten et år. Jeg kan ikke sætte en finger på den opbakning jeg har haft fra Pernille. Hun har altid bakket op, selv da jeg blev ansat hernede i Sønderjyske havde jeg glemt at spørge hende, men hun bakker mig op”, fortsætter han.
Fire gode år i Norge sluttede og du rejste endnu engang hjem til Fredericia?
“Uanset hvad der sker i min karriere, så er Fredericia min klub. Hvis ikke jeg selv kan være der, så er det på livescore eller i tv. Jeg kommer altid til at følge det. For det er der det brænder for mig. Det er klubben der interesserer mig. For mig var det stort at tænke om man skulle bruge sine sidste år for at spille på økonomi eller forberede sig på livet bagefter”, forklarer Peter og fortsætter:
“Jeg siger ikke jeg var mæt, men jeg var tilfreds med min karriere og var klar til at kigge ud i fremtiden. I takt med at ride på den bølge, som der stadig bliver reddet på, så kom motivationen. Og så det med at rende rundt med de unge talenter, dele viden og erfaring ud og se at de ting man snakker med dem om de bliver omsat. Intet gør mig mere stolt end at se på nogle af de der havde det svært i 1. Division har arbejdet hårdt og ny lykkes. Det er fællesskabet og følelsen fra klubben. At se andre få det, det er et drive. Man skal føle sig vellidt, at folk tør stoppe en i gågaden for at snakke håndbold, det er sådan man får en optimal håndboldspiller i Fredericia”.
Nu er du trådt udenfor banen?
“Jeg gik i lang tid i periferien om jeg skulle spille videre eller ej. Men der var ikke et projekt jeg kunne se mig selv i, så var det nemt at lægge skoene på hylden. Jeg trænede lidt stadig, men efter en 3-4 måneder var jeg klar til at lægge skoene helt. Så talte jeg med min rådgiver, jeg tog kontakt til Sønderjyske og to dage senere var jeg ansat. Så var det med at være en del af det. Det er sindssygt spændende. Det er klart at der er meget mere man skal have styr på, især nu når jeg er cheftræner og sportschef. Der er mange kasketter, mange spørgsmål, men heldigvis er jeg en del af en stor organisation, der kan hjælpe mig”, svarer Peter.
“En ting er, at jeg altid har villet være træner. Jeg troede det var på herresiden, men det her projekt vi har startet, det tiltaler mig. Også fordi det er en klub der bygger på de værdier jeg kommer fra. Så det er derfor det er så spændende for mig. Jeg kan være med til at opsætte rammer, som minder om dem jeg selv havde så stor gavn af. Så er der spillemæssige mål og sådan, det tiltaler mig hele pakken”, lyder det fra Peter.
Med det kom vi fra Devantiersvej, Treldevejens Skole og to sportsgrene gennem en lang håndboldkarriere, der altid har ført Peter tilbage til hans barndomsklub her i Fredericia. Nu er han udenfor banen som træner – og hvem ved, måske ser vi en dag atter Peter Nielsen trække en Fredericia-trøje over hovedet igen?
