Han er født i København, haft sin ungdom i Vamdrup inden han endte her i Fredericia. Han skulle være skolelærer, men i stedet endte han med at sælge gulve og tæpper før han overhovedet nåede seminariet. Det har han gjort i efterhånden mange år – og ja, så har han også startet sin egen virksomhed, der fortsat sælger gulve og tæpper til fredericianerne. Ugens Kurt er Michael Kristensen, direktør i BT Gulve.
Michael har allerede taget plads på hjørnebænken på Kurts Kaffebar da jeg træder ind ad døren. Vi hilser pænt, men det ellers faste håndtryk fra Michael er ikke passende i denne tid, så det blev den halvakavede albue-hilsen – men sådan må det jo være. Jeg tager plads i stolen overfor, finder computeren frem og så er vi klar. Michaels liv rummer mange forskellige historier, ja så mange at han bad indehaveren af kaffebaren om en nøgle til at låse efter os, når vi var færdige engang i nat.
“Jeg kom til Fredericia i 1983, der var jeg 23 år gammel. Jeg er født i København, hvor jeg voksede op indtil jeg fyldte 12 år. Så blev jeg flyttet til Vamdrup, og ja – jeg mener at jeg blev flyttet til København. Det var et meget stort skifte for mig lige der i teenagealderen. Men det skulle vise sig, at jeg faldt til lige med det samme i Vamdrup”, forklarer Michael.
“Jeg færdiggjorde min real og derefter var planen at jeg skulle have et års orlov inden jeg skulle læse til lærer i Jelling. Derfor kom jeg ind som arbejdsdreng hos et gulvfirma i Kolding, hvor jeg så endte med at komme i lære. Ikke som håndværker, men som diskenspringer. Jeg kan ikke håndværket med hænderne, men jeg kan det med øjnene og hovedet”, fortsætter han.
Det gode salg trak mere end lærerjobbet
Hvorfor droppede du planen om at blive lærer?
“Hvis jeg var gået den vej ville jeg have kedet mig helt vildt. Jeg ved ikke om jeg ville have holdt det ud. Men omgangen med børn og unge fascinerer mig og har altid gjort det. Det at man med børn og unge kan få dem til at lege og komme ind i en fantasiverden, indtil de får den skeptiske alder, det er spændende. Et eller andet sted er Erritsø dilletant også en leg for voksne”, fortæller han.
“Det primære var faktisk det, at jeg oplevede det at have med salg at gøre. At lære at sælge, at sælge på den gode måde, ar opleve folks glæde ved at have solgt dem det rigtige. Dengang var det meget gulvtæpper. Det var en tid hvor det gik stærkt. Det var for øvrigt også et godt lærested – specielt fordi jeg valgte her i Fredericia at blive kollega med min tidligere læremester”, lyder det opfølgende fra Michael.
“Jeg synes det at have en specielviden om noget og kunne både skabe gode ideer til folk og så fremfor alt det at det er hele tiden nye kunder. Det er nye mennesker, det er nye kontakter. Folk kan komme 3-4-5-10 år efter og fortælle at de mu kommer for at købe til et andet rum. Jeg har i over 35 år haft kunder jeg har handlet med hele perioden – og som jeg stadig handler med. Det der betyder mest for mig er at folk kommer igen. Så har det så været suppleret med en hel masse netværk ved siden af arbejdslivet”, forklarer han.
“Jeg var i lære og da jeg så var udlært var der krise i byggeriet. Så i 1,5 år var jeg bestyrer i en legetøjsforretning i Kolding. Det var et sjovt spring, for det var også salg. Jeg har stået og repareret tog, sat arme på dukker og byttet sutter til dukker – det var jo en del af byttehandlen. Jeg har også oplevet at nogen gerne ville have sutten igen få timer senere”, siger Michael og fortsætter:
“Jeg lærte fantastisk meget, både omkring service – ofr det er noget helt andet en at sælge tæpper og gulve, men når jeg tænker over det handler det stadig om den gode service og at folk kommer igen. På den måde var det fantastisk. Jeg havde mange sjove og fantastiske oplevelser i den branche”.
Den gamle Gerhard Kristiansen, ejeren af GH legetøj, lærte mig at:
Har man rod på skrivebordet, så har man rod i hovedet. Orden var ikke noget man lavede, det var noget man holdt.
Gerhard Kristiansen, GH Legetøj
Gensynet med Benny, et forretningseventyr og toppen af Dansk Byggeri
“Så kom jeg til Fredericia og blev kollega med Benny (Thomhav, red.) og var det i rigtig mange år. Der har vi så udviklet BT Gulve indtil han gik på pension. Så har det siden været sammen med min gode ven Jan (O. Larsen, red.), som jeg stod i lære med i Kolding. Filosofien var, at når man indgår et kompagniskab er det ligesom at indgå i et ægteskab. Det handler 100% om tillid, om plads til hinanden, om at være ærlige overfor hinanden”, forklarer Michael Kristensen.
“Og så handler det om at respektere hinandens svage og stærke sider. Man skal forstå, at der hvor den ene er stærk er den anden måske svag, der skal man give plads. Jeg finder nok en dag den stærke side jeg har”, siger Michael med et grin, inden han fortsætter:
“Det synes jeg har været kendetegnende. Hvis vi skulle have nye afdelinger var det under forudsætningen, at vi havde nogen med der havde noget i det økonomisk, de skulle have hånden på kogepladen. For man må konstatere, at i de fleste tilfælde er engagementet meget større hvis man er en del af noget”.
Jeg ved at du har arbejdet meget i flere foreninger, blandt andet Dansk Byggeri, Fredericia Håndværkerforening og andet?
“Jeg har lige fra jeg gik i skole været organisationsmenneske. Elevrådet, skoleblad og alt det der. Men for alvor da jeg kom til Fredericia blev jeg en del Junior Chambers. Det er et forum hvor man er sammen med ledere, det er et netværk hvor man lærer ting. Man lærer at holde tale, man lærer at debattere, man lærer en masse at kende og lærer en masse om at engagere sig med mennesker. Det har givet mig mere mod på organistionsarbejdet og givet det noget struktur”, forklarer Michael.
“Jeg at synes de alle har været brikker i et større puslespil. Når man ser på mig er jeg jo mange brikker”, siger han og fortsætter: “Det største minde for mig var egentlig da jeg blev valgt til hovedbestyrelsen i Dansk Byggeri og efterfølgende fik lov at blive næstformand. Den vil jeg godt sige, at det havde jeg ikke set komme, at en dum lille gulvmand fra Fredericia med en realeksamen kunne sidde i hovedbestyrelsen for 6.000 virksomheder. Og at jeg efterfølgende blev næstformand, det var nok synes jeg et skulderklap udover det sædvanlige”.
“Jeg sidder stadig som formand for brancheforeningen Gulvbranchen i Danmark sig har været der i mange år”, supplerer Michael.
“Så nyder jeg også at være formand, nærmere en del af Håndværkerforeningen. Man bruger vel ikke 25 år af sit iv på det ellers. Det er selvfølgelig for at få et godt netværk, men jeg synes det er vigtigt at håndværkerforeningen engagerer sig. Vi har et fantastisk samarbejde med kommunen, men vi har også en social del, hvor håndværkerne møder hinanden og måske nedlægger en eller anden ligegyldig strid fra en byggeplads. Så kan man måske lige få den lagt i graven, så vi godt kan møde hinanden igen. Det har været meget meget givende”, fortæller han.
En legeplads for voksne
Det er ikke alt for Michael der er seriøs forretning og interessevaretagelse. Han har nemlig fundet et hjertebarn, der betyder meget for ham: Erritsø Dilettanterne. ”Det er et frirum. Et frirum på den måde at få lov at lave amatørteater med stort amatør, hvor man samler mennesker og vokse en forestilling ud af det. De sidste 8 år er tilskuertallet gået fra 300-400 – og i år ville vi have rundet 10 forestillinger og 1000 tilskuere. Der skylder jeg et klap på skulderen til dem der er med på holdet. Det er en holdindsats”, forklarer Michael.
“Det er folk som mærker det der kick det er at få lov at stå på en scene og glæde folk. De gør det 100% af egen fri vilje, det er rent frivilligt og hele overskuddet går til EGIF. Det er klart, at det at være med til noget der bare vokset. At opleve at tilskuerne til et amatørteater af sig selv rejser sig op og klapper. Man bliver så glad. Det er bare imponerende. Håndværkerforeningens medlemmer har købt forestillingen i 15 år. Biletterne bliver revet væk. Det synes jeg på en eller anden måde er helt fantastisk”, fortsætter han.
“Hvad kan det så? Jeg tror at folk kommer ud og sidder i et forsamlingshus, der er ingen mikrofoner, en suflør sidder i kassen, som man til tider kan høre, for det skal man kunne. Det er ligepå. Det kan ikke spilles om. Der kommer de fejl der kommer. Det at folk sidder nede i salen og kender dem der står på scenen, det er bagermesteren, det er blomsterhandleren og måske naboen. Det gør at folk bare er glade. Man kan også have en fornemmelse af, at folk lidt håber på, at der kommer fejl. Det er det man ellers ikke oplever hvis man går i teateret. Jeg plejer gerne at sige at det er skolekomedie. Det er rigtig rart. Det er skønt at opleve, at folk står i kø for at få lov at se det. Det er rent faktisk heller ikke et problem at få folk til at spille med. Man må sige, at de fleste der prøver det, de bliver ramt lidt ligesom en virus, uden sammenligning i øvrigt. Der går nogle år til overtalelse, men når de først prøver det så er det fantastisk. Så er der et indbyrdes kammeratskab der er helt fantastisk”, siger Michael Kristensen.
Autocamper, dart og bøger
Erritsø Dilettanterne er et afbræk fra erhvervsverdenen, men derhjemme har han en base som han nyder. Den faste base kan også skiftes ud med en mobil-base, for Michael kører gerne en tur i sin autocamper.
“Jeg er så heldig at være gift. Når jeg er privat er jeg i Trelde, jeg nyder naturen med min kone og min hund. Jeg nyder, at være sammen med den smule familie vi har – og selvfølgelig alle vennerne. Så har jeg en autocamper, som vi har kørt de sidste 12-13 år. Når vi har fri, så kører vi autocamper. Min kone har tigget om en i tredive år – og for 12 år siden overgav jeg mig og købte en brugt. Men det var en kæmpe oplevelse. Vi har været overalt i Danmark og i Europa. Det er helt fantastisk. Jeg kan også godt lide at læse en bog”, fortæller Michael.
Hvilken lengre er din favorit?
“Det er krimi og det elsker jeg. Og så er det portrætter. Der er jeg sådan set ligeglad hvem det er, det at opleve hvem de er. Så læser jeg også dilettantstykker, jeg skal hele tiden være på forkant. Jeg har lige nøjagtigt før vi mødtes at beslutte mig for stykket næste år. Jeg ved nøjagtig hvad vi skal spille – og folk skal glæde sig. Det bliver forrygende”, siger han med et kæmpe smil.
“Så er jeg begyndt sammen med min bedre halvdel at spille dart for sjov. Så vi spiller hver dag lige før aftensmad. Det har smittet på en del familie og venner, der nu også spiller dart. Engang var det ret spil på et værtshus, men man bliver grebet af det”, fortæller Michael.
Fremtiden?
“Jeg håber egentlig at de stadig vil have mig i firmaet – og så kunne jeg godt på sigt tænke mig at få nogle bestyrelsesposter i virksomheder. Jeg vil også kaste mit hjerte på frivilligt arbejde. Hvad det er vil jeg lade stå åbent. Der er ingen tvivl om, at vi skal køre dilettant et par år endnu”, lyder det afslutningsvist med et grin fra Michael Kristensen.
