Ugens Kurt er født i 1987 på Fredericia Sygehus. Hun er vaskeægte 7000-Trelde-opvokset, og den provinsby hun forlod for København i en periode af livet, er i dag det mest fantastiske sted på jorden. Hun skulle ikke være mor, men er i dag mor med stort M, og så nyder hun at være selvstændig. Ugens Kurt er Marie-louise Stück Holm.
Når man er født som den sidste i rækken, så er forkælesmomenterne mange, og alle passer på en. I alt fald, når man fødes i 80erne. Det fortæller Ugens Kurt i dette interview, men også om livet i Fredericia gennem årene, og det at vende tilbage til fæstningsbyen.
Marie-louises far var institutionsleder gennem 38 år, og mor var regnskabsdame, men Ugens Kurt nyder sin te fortæller hun om en dejlig afslappende barndom.
»Der er faktisk ikke så meget at sige. Jeg havde det godt. Jeg var den yngste i søskendeflokken på tre, og alt var godt. Det var faktisk meget afslappende. Jeg gik på Bøgeskov Skole indtil femte klasse, hvorefter jeg kom til “byen” og gik på Sct. Knuds Skole – min far havde også gået på en “Sct.-skole,” og det havde været godt, så det skulle jeg også,« siger Marie-louise og fortsætter:
»Det var hyggeligt at bo i Trelde. Det er sådan i et lokalsamfund, som man kun kan elske. Alle var tæt på en – og alle kender alle. Jeg og en veninde fulgtes ad – og ses stadig. Fra dagpleje, børnehave og videre. Der var altid nogen at være sammen med – og som jeg siger, så blev der passet på mig. Jeg var vel 14 år, før jeg kunne få lov at cykle selv, ellers blev jeg kørt og der blev passet på mig.«
Marie-louise griner, for det var nogle gange lidt for meget, at man skulle passe så meget på hende. Efter et par år på Sct. Knuds Skole gik turen til efterskolen i Tommerup, hvor hun blev et med naturen – og den tid er hun glad for.
»Efterskoletiden er den bedste skoletid, man kan have. Man kommer lidt væk hjemmefra, men er alligevel under gode og beskyttede rammer. Man udvikler venskaber for livet. Da jeg gik på efterskole, var der ikke alle de faglige linjer, som i dag. Der var ingen håndbold- eller fodboldlinje. Bare det at gå på efterskole gav en stor værdi,« siger Ugens Kurt.
Af øvrige interesser nåede hun at dyrke mange ting. Fra håndbold, svømning til skydning. Man skal lave noget i lokal samfund, og der blev tid til mange gode aktiviteter fortæller hun. Marie-louise møder allerede som 15-årig sin mand, og det gjorde, at uddannelsesvejen blev lidt anderledes.
»Jeg skulle have taget 10. klasse på efterskole også, men i stedet kom jeg i fællestidende i Fredericia, og senere skulle jeg på gymnasiet, men det blev til 3,5 år i lære som smørrebrødsjomfru på Lucullus. Ja, jeg er max lokal,« siger Marie-louise med et stort smil.
Smørrebrødsjomfrukarrieren tog fart, og hun fik job på Kolding Fjord, senere Munkebjerg – og så deltog hun også i DM. Det var en skøn tid, fortæller hun. Interessen for gastronomi var stor, men det var interessen for at rejse også. En interesse, der opstod allerede, da hun var barn og forældrene tog hende med ud i den store verden.
»Jeg fandt ud af, at jeg ville noget andet. Jeg ville være stewardesse – og det blev jeg faktisk. Jeg boede fire år i København, hvor jeg arbejdede hos Spies, der blev en del af My Travel og Thomas Cook. Jeg startede i Billund, men blev senere tilbudt job i København,« siger hun.
Herfra tog rejserne fart. Med base i Oslo fløj hun verden rundt – ofte med Asien som destination. Når det var vinter, var det i alt fald Asien – og det liv kunne hun godt vænne sig til.
»Det var fedt. Længere er den ikke. Vi fløj fra Oslo til Dubai, var der i 1-2 dage på lækre hoteller, og så fløj vi videre til Thailund, Indien etc., hvor vi også havde pauser i 3-4 dage. Det var fedt. Jeg slæbte også min mand med, dengang kunne man tilkøbe de ekstra sæder, der ikke var solgt.«
Manden rykkede dog ikke med til København – så lejligheden i storbyen blev delt med en anden kollega. Sammen passede de på hinanden – det var selveste Amager, der var første destination og her lærte Marie-louise meget om regionale forskellige. Man holder f.eks. ikke indflytterfest – man holder Housewarming.
»Vi havde det godt sammen. Vi passede på hinanden – og jeg havde mange venner i København. Hun kom fra Vamdrup, så vi havde ligesom noget af det samme at komme fra. Turen på efterskolen havde givet mange bekendtskaber, det var fedt,« fortæller hun.
Hvad inspirerede dig til at blive stewardesse?
»Jeg har altid rejst meget med mine forældre. Min far havde også en kollega, hvor hustruen var stewardesse husker jeg. Jeg husker, at det lød fantastisk, og det ville jeg være.«
Finanskrisen satte dog en stopper for karrieren i luften.
»Jeg blev sendt retur til Billund, og mange blev jo opsagt. Jeg følte samtidig, at jeg havde været væk fra min mand i lang tid så jeg besluttede mig for at stoppe – men jeg blev lidt i gamet. Gennem mange år havde vi solgt skønhedsprodukter på flyveren – og så havde vi lært utroligt meget om produkterne. Vi gik jo også i spa i vores pauser, og brugte tiden på at blive shinet op,« fortæller Marie-louise og fortsætter:
»Jeg gik i lære i Odense, og brugte tre år på at kosmetolog med speciale i avanceret hudterapi. Jeg specialiserede mig i problemhud og maskiner, der kunne hjælpe. Det var spændende. Siden har det taget fart. I 2019 åbnede jeg Smuk-Nu – det er så skønt.«
Livet har taget fart. To børn er kommet til og Marie-louise er blevet gift. Familien har købt en gammel murermestervilla og den bruges der meget tid på.
»Det er skønt at være tilbage i Fredericia. Vi bruger som jeg siger al vores tid og penge på vores hus, men ellers nyder vi livet her. Vores omgangskreds er her også, så jeg er hjemme,« siger Marie-louise.
Hun vil dog gerne rejse, men det er svært lige nu.
»Corona har pauset mange ting. Det gør da ondt, at vi ikke kan rejse, men omvendt, så er rejse med børn med alle de restriktioner ikke noget for børn. Heldigvis kan Danmark noget. Vi bor i et dejligt land.«
Hvordan er det at være selvstændig?
»Det er fedt. Det er følelsen af af frihed. Jeg fungerer bedst, hvis jeg selv kan bestemme,« siger Marie-louise.
Lægger det ikke også et pres?
»Det gør det vel, men jeg presser i forvejen mig selv. Så det giver alt sammen god mening. Det er bare fremad.«
Og det bringer os til et andet emne – familiemennesket.
»Jeg er blevet mor med stort M. Jeg sagde faktisk altid, at jeg ikke skulle have børn, men det fik jeg – og det er livet. Jeg elsker det. Min mand har nok altid været skruk. Jeg husker da nogle af vores vennepar fik børn, der var han klar. Nu har vi fået børn – og nu er det mig, der elsker den tilværelse helt vildt. Det er jo fantastisk. De får alt – men det er også hårdt. Det er op om natten, det er børn, der ikke vil klippes, svært at give tøj på og meget andet. Men det er det hele værd,« siger Marie-louise.
Hvordan ser du Fredericia i dag?
»Der er godt nok sket meget. Fredericia har ændret sig meget siden, jeg var barn. Jeg har altid svoret, at jeg aldrig skulle bo her. Jeg syntes helt ærligt, at det var dødkedeligt i byen. Jeg flyttede ud og prøvede noget andet – og efter det, ville jeg bare gerne have min mand og hjem,« og sådan gik det, tilføjer hun.
»Fredericia er i dag også en helt anden by. Den har ændret sig til det positive. Den har jo det hele for os, men det havde byen ikke, da jeg var 20 år, så jeg forstår godt, hvis folk flytter ud i en periode, men jeg tror, at man bliver glad for at flytte tilbage,« siger Marie-louise.
Hvis du skal drømme lidt i disse tider, var er drømmen så?
»Jeg vil da gerne rejse igen – måske på krydstogt. Det var ellers ikke noget, jeg troede, at jeg kunne falde for, men for seks år siden var vi på krydstogt i Caribien – og det var magisk. Vi sejlede i 14 dage, var af sted i tre uger. Det var stort. Jeg havde ellers mine fordomme. Jeg synes, at det var en mærkelig rejseform – at sidde der med amerikanerne og spise dagen lang, men nej. Efter en time ombord, tænkte jeg; det her er livet, og så var man et nyt sted, hver dag. Det var virkelig skønt. Det vil jeg gerne igen,« slutter Ugens Kurt.
