I Fredericia har det for flere politikere været et ønske at støtte veteranerne, som der historisk set er mange af her i Fredericia. Til at støtte veteranerne ansatte man Liv Winterberg Lykkegaard, der i denne uge er at finde som Ugens Kurt her på Fredericia AVISEN.
Fra 1. oktober 2018 blev Liv Winterberg Lykkegaard bindeled i indsatsen for udsatte veteraner og deres pårørende i Fredericia. Som veterankoordinator fik hun blandt andet til opgave at vejlede og koordinere samarbejdet mellem veteraner, pårørende og fagpersoner i kommunen.
Med støvregn i luften og en sand efterårsstemning satte Liv og jeg os til rette på kaffebaren. Liv var på en Café Latte, selv foretrækker jeg en almindelig sort kaffe. Det er første gang jeg møder Liv, men jeg har fulgt med på sidelinjen i hendes arbejde. Vi starter samtalen med en tur down memory-lane, tilbage til Kolding.
“Jeg er født i Kolding, og flyttede til Egeskov da jeg skulle starte i anden klasse. Der gik jeg på Bøgeskov Skole, indtil jeg i syvende klasse skulle ind til Købmagergade”, forklarer Liv.
Hvad fik du tiden til at gå med i Egeskov?
“Hvad lavede jeg derude? Ja, hvad lavede jeg ikke?”, lyder det med et grin fra Liv inden hun fortsætter: “Jeg er en sportspige, så det var håndbold, fodbold, ja alt. Jeg gik til ridning i Egum, så der var rigeligt at se til. Jeg følte altid at jeg var på cyklen på vej mod et eller andet sted”.
“Så begyndte jeg at interessere mig for musik, og begyndte at synge. Jeg sang i flere bands, og var en del af Lydmuren. Jeg tror det opstod fordi jeg gik i ungdomsklub i Bøgeskov, hvor vi lavede et band”, fortæller Liv og fortsætter:
“Jeg tror, det er Jolly Point, der spiller en dag – og jeg synes, det er fedt. Så den vej kommer jeg ind i det miljø, og begynder at færdes herinde i byen. Det er lige den tid, hvor Commitments kommer frem, med Røde som forsanger. Der skulle vi da lave et showband, det var ret sjovt. Vi var så heldige, at vi fik lov at være med til en festival i Sønderborg, hvor der også var Kim Larsen og Boney M. Det var en stor oplevelse”.
Skole, udlandsophold og uddannelse
“Jeg tager tiende klasse, fordi jeg ikke helt ved, hvad jeg skal. Efter tiende tog jeg til London og arbejdede som housekeeper, og der fik den fuld gas med musikken, det var meget billigere at gå til koncerter”, forklarer Liv og fortsætter:
“Så kom jeg hjem i kort tid. Så startede jeg i en børnehave, fordi jeg troede, at jeg skulle være pædagog, men det var ikke min hylde. Så var jeg ude at rejse lidt, og så startede jeg på HF, da jeg var omkring 21 år, får taget den, så rejser jeg til Spanien og arbejder – og fester meget”.
“Da jeg kommer tilbage, møder jeg Poul, og starter med at læse til socialrådgiver. Jeg har altid vidst, at jeg skulle have med mennesker at gøre, og da jeg læste om uddannelsen vidste jeg den var meget åben. Jeg vidste, at jeg ikke ville være myndighedssagsbehandler, men det ville være en god grundsten, der kunne åbne døre for fremtiden”, siger Liv, inden hun fortæller, at hun i mange år tjente en skilling ved at være bartender på flere af byens beværtninger.
“Da jeg var bartender, om man kan lide det eller ej, lærer man at have med mange forskellige typer at gøre. Det er jeg bare god til. Jeg læste i Odense, og pendlede derover”, forklarer hun.
Fredericia, Middelfart, Forsvaret – og Fredericia igen
“Jeg blev ansat i et vikariat i Fredericia Kommune lige efter min barsel, en barsel der kom lige efter jeg blev færdig, for her ventede jeg vores første, Ida. Jeg fik sidenhen en stilling i Middelfart Kommune i et par år, inden jeg kort var inden for ungdomsafdelingen, det brændte jeg ikke for, så jeg vendte tilbage til Middelfart”, fortæller Liv.
“Så var jeg i Forsvaret, hvor jeg blev ansat i Veterancentret med fast sted på Ryes Kaserne. Så rykkede jeg til Socialstyrelsen i Odense, men jeg var stadig omkring veteranområdet. Jeg tænker, om det var en tilfældighed, at jeg endte den vej, for jeg havde aldrig tænkt i de baner.
Fra en kommune til Forsvaret, hvad lå der i det?
“Profilen var rigtig spændende i Forsvaret, og den målgruppe havde jeg ikke så meget kendskab til. Jeg blev nok også lidt duperet over Forsvaret, at de ynder at bevare gamle og faste traditioner. Der var noget ærekærhed og nostalgi over det, og det skabte også et fællesskab, som jeg ikke har oplevet andre steder”, forklarer Liv og fortsætter:
“Det er en målgruppe, der er meget ordentlige, meget ydmyge og de går den ekstra mil, før de stopper op og spørger om hjælp. Der er fede ressourcer derinde, og en klarhed i hvordan man samarbejder. For nogen måske en lidt hård tone at arbejde i, men jeg er ret ligetil, så det var fint for mig”
Hvordan ser andre på dit arbejde med veteraner i Forsvaret?
“Man skal være udsendt i 28 dage, så er man at betragte som veteran. Det gælder også for sygeplejersker, læger og andre civile der hjælper, det er der ikke mange der er klar over. Mange tror at alle veteraner har PTSD, og det har alle bestemt ikke”, fortæller Liv.
“Det skal italesættes hver eneste gang. Da jeg i sidste uge talte i Sundhedshuset, der var det første der blev sagt ‘ja de har været udsendt, så de har PTSD’, men det er ikke tilfældet. Ja, man ændrer sig, men det betyder ikke at man er syg. Det er ikke ensbetydende med, at man ikke kan fungere. Som alle andre mennesker er livet en bakkedal, der kan være gode og dårlige dage”, fortsætter hun.
Efter Forsvaret, hvad skete der så?
“Efter Forsvaret blev jeg ansat som Borgervejleder i Fredericia. Faktisk blev jeg ikke valgt til jobbet i første omgang, men da man opnormerede stillingen ringede de til mig”, svarer Liv og fortsætter:
“Vi havde nok at se til, jeg blev ansat i en toårig projektstilling, og der er ingen tvivl om, at fordi Jesper og jeg var to, så fik vi ordnet meget”.
“Som borgervejleder er man uafhængig af forvaltningen, og jeg er glad for at jeg ikke var grøn, da jeg var der. For det er et balance-job, at kombinere det politiske og forvaltningen”, siger Liv.
“Det samme gør sig gældende på veteranområdet, hvor man talte om at oprette en stilling, en stilling jeg gerne ville have”, fortæller hun og fortsætter:
“Så jeg tænker lidt, at det er en viderebygning for mig. Jeg er lidt i gamet, og nu er målgruppen lidt mere præciseret. Da jeg starter her som borgervejleder havde jeg ikke smækket døren ved Garnisionen, hvilket jo viste sig at være godt. Det har klart været en fordel, at jeg har et netværk derude også”.
Hvordan er det igen at arbejde med veteraner?
“Jeg føler lidt, at jeg er kommet hjem igen. Jeg har ikke sluppet det her emne, for når jeg kigger tilbage, så er det her jeg har min spidskompetence. Der er sindssygt mange aktører på det her område, jeg tror at der ved sidste optælling var næsten 150 aktører, så der er meget at se til”, fortæller hun.
“Min position er også lidt, at jeg er min egen herre. Jeg har en chef, men jeg indgår ikke i driften på samme måde. Det kræver også en profil, at man kan og tør at være opsøgende og pleje netværk. Jeg føler selv, at jeg er god til at se muligheder i mine relationer og se fremad. Hele tiden være fremsynet”, forklarer Liv og fortsætter:
“Så har jeg et tæt samarbejde med Sydjyllands Veterankoordinatorer, vi er 5-6 stykker her i Syd- og Sønderjylland, der sparer meget med hinanden. Vi har også fora på landsplan, hvor vi deler erfaringer”.
Nu har du jo en stor erfaring, hvem vælger Forsvaret som arbejdsplads?
“Det er bestemte typer af mennesker der vælger et sådant erhverv. Men lige så macho som forsvaret kan være, lige så meget hjertevarme er der, og en kæmpe omsorg. Det er klart, at de her bånd de har skabt under udsendelse, det er bedre end et godt ægteskab. Det er stærke følelser der er på spil”, fortæller hun.
Det der har været interessant i samarbejdet i forsvaret, man kan altid samarbejde professionelt og stole på hinanden, også selvom man ikke var de bedste venner. Det er ligegyldigt, for alle vidste, hvilken rolle alle havde.
Forsvaret er måske lidt en stat i en stat, det er en lukket verden med sit eget sprog. Der er stor forskel på livet i forsvaret og livet udenfor. Det er svært for dem at træde ud i det civile, men også for civile at forstå den arbejdsplads, de er en del af.
Mand, børn og fritiden
Vi nåede langt ud i Livs arbejdsliv, et liv hvor hun har mødt mange mennesker, mange skæbner og set mange tætte bånd. Selv har hun også mødt manden i sit liv, og her skal vi tilbage til tiden med fest, diskoteker og job som bartender.
“Jeg møder ham som en 18-19-årig, da vi begge spillede rugby. Der havde jeg en kæreste, så han var ikke interessant der, men et par år senere, mødte jeg ham, imens jeg var på arbejde som bartender – og nu har vi været sammen i tyve år”, fortæller Liv med et grin.
Sammen har Poul og Liv fået to børn. Ida på 16 år og Rasmus på 13 år. Med to teenagere i huset er der ikke meget tid til overs, forklarer Liv:
“Når jeg ikke selv dyrker noget, så har vores børn dyrket en masse fodbold. vi ved tit, hvad weekenderne går med, og hverdagene – fodbold”.
Hvad med musikken, deler Poul og dig musiksmag?
“Jeg går meget gerne til koncerter, det elsker jeg. Jeg kan godt lide god rock, det gider Poul ikke. Vi vil gerne gå til koncerter sammen, det gør vi også, men når der er lidt for meget hegn tager jeg også af sted selv”, svarer hun med et grin.
På lige knap en time nåede vi en tour-de-force gennem en hel livshistorie, kaffekopperne var tomme og dagens program bød på nye punkter.
Liv har nok at se til med udstillingen “Udsendt for Danmark”, der i denne uge løber af stablen. Læs mere om det projekt her.
