Ugens Kurt, Lars Middelboe. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.
Ugens Kurt, Lars Middelboe. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Lars Middelboe har været ansat i EUC Lillebælt-regi siden 1992, hvor han siden 2006 har han været direktør på skolen. Men hvem er manden bag direktøren på teknisk skole? Fredericia AVISEN har sat Lars Middelboe i den varme stol, hvor han blandt andet fortæller om en fortid som Danmarksmester i badminton.

Dåbsattesten siger d. 14. maj 1959. Med andre ord betyder det, at Lars Middelboe snart fylder 60 år, og et skarpt hjørne i hans liv bliver nået.

Solen skinnede over Fredericia, da Lars kom ind ad døren på Kurt’s Kaffebar, hvor vi over en kop sort kaffe startede ud med at tale om Lars’ barndom.

Lars er født i bydelen Tarup i Odense, hvor han voksede op med sin far, der var tjenestemand hos postvæsnet og hans mor var frisør. I fritiden havde Lars en særlig passion, som han var ferm til.

“Jeg spillede badminton på eliteniveau, men det er mange år siden, at jeg har spillet. Jeg blev Fyns- og Danmarksmester, men da jeg var omkring de 18 år og skulle blive senior var der andre ting som piger, dans og musik, der begyndte at trække mere i mig,” siger Lars og fortsætter:

“Jeg har også dyrket vin, det blev til 80-100 liter om året. Det var sjovt, og jeg har udstyret og alt det der til det.”

Mor fik Lars til samtale i Nykredit

Lars tog sin realeksamen, men han var blevet skoletræt. Det viste sig at være en døråbner til starten på Lars’ første del af erhvervskarrieren, som han også er kendt for.

“Da jeg var 17 år sagde jeg til min mor, at jeg skulle ud at arbejde og ville tage et sabbatår eller hvad man kaldte det dengang. Min mor sagde ikke rigtig noget til det, men i starten af juni så hun en annonce i avisen, og sagde til mig, at jeg skulle til samtale i Nykredit på mandag. Jeg endte med at få jobbet som arkivmedhjælper og havde det i et år,” siger Lars og kommer ind på, at det så for alvor tog fat:

“Efter et år blev jeg tilbudt en læreplads som bankassistent. Den tog jeg som det man i dag kender som mesterlære. Det tog tre år ialt inklusive en handelseksamen, som der skulle til.”

På trods af, at Lars var skoletræt, så var tiden på skolen dog ikke noget, der slog ham ud af kurs.

“Det var en fin vekslen, jeg sad ikke et år af gangen på skolebænken – så det var lidt en gang imellem ligesom med lærepladsen. Jeg fik løn for at gå i skole, og undervejs interesserede jeg mig meget for IT og ting inden for administration. Jeg nåede aldrig rigtigt at arbejde med bankforretning i min elevtid,” fortæller Lars og kommer ind på, hvad der skete efter elevtiden:

“I en alder af omkring 22 år blev jeg leder for Nykredits regnskabsafdeling. Internt i Nykredit tog jeg min leder- og IT-uddannelse, og i en periode var jeg i IT-afdelingen i Aalborg. Fra 1985 begyndte centraliseringen så småt, og der arbejdede jeg med regnskab, revisor, administration osv. Man begyndte at trække det til København, og jeg blev tilbudt at tage med, men med to børn på daværende tidspunkt, så passede det ikke ind.”

Blev administrationschef

Efter at have siddet som leder af Nykredits regnskabsafdeling i over 20 år tog Lars derfor springet videre i 1992. Her blev han ansat som administrationschef på det vi i dag kender som EUC Lillebælt.

“Skolen var lille dengang. Den startede jo i 1982 med den tekniske skole i Kongensstræde, hvor det var jern og metal. I 1991 gjorde Bertel Haarder sådan, at de tekniske skoler skulle være selvejet med egen økonomi, bestyrelse osv. Skolen her i byen søgte om at blive godkendt som teknisk skole, og endte med at blive det. I den forbindelse ønskede man at få en leder som mig. Da jeg startede var der omkring 200 årselever og 40 ansatte ” siger Lars og fortsætter:

“Økonomien var lidt presset dengang, og direktøren blev udskiftet. Jeg troede heller ikke, at det kunne lade sig gøre at vende det, så jeg forlod skolen i tre måneder for at blive souschef hos Dansk Flytningehjælp, men om sommeren kom jeg tilbage, efter at direktøren overtalte mig. Fra 1994 og til han gik af i 2006 kørte vi parløb.”

I starten var økonomien ikke den bedste på skolen. Det har med tiden ændret sig, og det er der et par særlige grunde til.

“Medarbejderne har været engagerede og virkelig ville det. Vi tog alle mulige jobs på skolen til forskellige aktiviteter. Vi havde en kursusafdeling, der var progressiv og som markerede sig. I midten af 90’erne blev pc-kørekortet opfundet, og så opfandt vi fjernundervisningskonceptet sammen med de andre skoler. Vi fik 8000 kursister ind fra hele landet. Man kunne give en computer til undervisningsmaterialet, så når man tilmeldte sig pc-kørekort, så fik man det, og derfor væltede det ind med kursister,” siger Lars og fortsætter:

“Vi betalte gæld tilbage til ministeriet og det var startskuddet til den gode økonomi, som vi har i dag. EUC Lillebælt er ikke statslig ejet, som et gymnasium og VUC’erne. Derfor kan vi i princippet gå konkurs, selvom det er lidt usandsynligt, men muligheden foreligger. Det er derfor, at vi har en bestyrelse, og kører det hele som en forretning.”

Tiden som direktør

I 2006 stoppede den daværende direktør på skolen. Det gjorde, at Lars Middelboe søgte stillingen, og endte med at få den.

“Jeg tænkte meget på om jeg kunne, da jeg havde en anden profil end de andre. De fleste direktører kom inde fra, og havde enten været smede eller elektrikere og bygget sig op i hierarkiet. Bestyrelsen besluttede dengang, at de ville have en direktør, som kunne styre forretningen. Det viste sig efterfølgende, at det er blevet anvendt mere og mere, når man skifter og at det så ikke er en gammel smed, som overtager,” siger Lars.

Gennem årene har EUC Lillebælt udviklet sig markant, og har i dag har den en stor palette af uddannelser.

“Vi har ikke alle hoveduddannelser, men vi er store på transportområdet. På nogle punkter er vi Danmarks største indenfor feltet. Hvis Business Fredericias satsning i Taulov og Fredericia holder, så smitter det også af på os, og vi kan derfor blive Danmarks største transportskole om et par år, hvis det flasker sig,” siger Lars.

Meget apropos transport har EUC Lillebælt også flere store kunder inden for den branche.

“Vi har blandt andet DSB, som har valgt EU fordi, at de vil have medarbejderne samlet på ét sted i stedet for at tage den nærmeste. Vi har også eksempelvis Arla som kunde,” siger Lars og fortsætter:

“Vi forsøger at overtale endnu flere virksomheder til at bruge os med de IKUF-midler, som de har til rådighed.”

I disse måneder er der ved at blive lagt det sidste finish på EUC Lillebælts nye HTX-bygning, og det gør, at skolen forventer at ekspandere yderligere.

“Det er primært for at give plads til en forventet fremgang af elever elever på erhvervssiden, men vi slår to fluer med et smæk. Vi får et gymnasiemiljø, som vi tror giver flere HTX-elever fremadrettet, da vi har hørt, at det er det, der mangler. I dag er HTX-eleverne blandet med folk på min alder, når de er på kurser. De skal have deres eget miljø,” siger Lars.

Lars Middelboe som leder

Lars Middelboe var uvis på, hvordan han ville være som leder, da han ikke har været helt sikker på sig selv i den forstand, om det ville gå eller ej. Det er kun gået fremad for Lars, men i de seneste par år har han skulle træffe svære beslutninger.

“De sidste 2-3 har der været fyringer rundt omkring i Danmark pga. store besparelser. Alene vores skole skal spare to millioner kroner om året frem mod 2021. Det er svært, når man har med mennesker at gøre. Vi kan ikke sætte en dukke ud til maskinerne, men pga. stram styring har vi kunnet holde skinnet på næsen,” siger Lars.

Hvordan har man kunnet mærke det på arbejdsmiljøet?

“Vi kan godt mærke det, da folk er presset og vi skal have flere elever igennem for samme ressourcer. Det er ikke let,” konstaterer Lars.

I Danmark er tendensen klar. Der er mangel på faglært arbejdskraft, og det sker fordi, at mange vælger gymnasiet.

“Der er mangel på unge på erhvervsuddannelser. Det kan være pga. usikkerhed grundet praktikpladser, og at der er en vis status over at have en studentereksamen. Lige netop med studentereksamen er der faktisk mange, som ikke bruger den efterfølgende,” siger Lars og kommer en anden problematik:

“Man skal træffe valgene lynhurtigt med en erhversuddannelse om hvilken retning man vil gå i. I gymnasiet har man tre år til at beslutte sig.”

Positiv udvikling

Fra dengang Lars Middelboe startede på EUC Lillebælt i 1992 og frem til i dag er der sket mange ting. Ikke mindst politisk, hvor Borgmesteren dengang hed J.B. Nielsen.

“Der var en lang periode, hvor kommunen kiggede i andre retninger og kiggede mod videregående uddannelser. I en lang årrække var vi glemt, men i dag er der mange, som kører forbi og ikke ved, hvad der sker på skolen. I de sidste 5-10 år har samarbejdet flyttet sig, og vi har i dag et godt samarbejde med Byrådet,” siger Lars og fortsætter:

“Vi skal blandt andet snart underskrive en ny partnerskabsaftale med uddannelsesinstitutionerne og kommunen, hvor vi vil have flere skal have en erhvervsuddannelse,” siger Lars og kommer ind på forandringen i Fredericia over de seneste år:

“Der er en anden industrikultur i dag, end der var da jeg startede her. Dengang i 1992 var det en meget “sort by”, hvorimod Fredericia i dag er mere attraktivt både for mig som pendler, men også for eksempelvis tilflyttere.”

Fra 200 årselever til knap 1000

Da Lars Middelboe startede på EUC Lillebælt i 1992 var der 200 årselever. I dag er situationen en helt anden.

“Vi omsatte for 115 millioner kroner i 2018 og har omkring 160 fastansatte. Vi har knap 1000 årselever, som er elever, der er her minimum 40 uger, og i skoleåret har vi haft 8000 forskellige CPR-nummer igennem,” siger Lars.

At blive 60 år er atypisk

D. 14. maj sker det. Lars Middelboe bliver 60 år, men det er ikke noget, som han har tænkt vildt meget over.

“Jeg kommer ikke til at forandre mig fra d. 13. – 14. maj, men årtiet er lidt mærkeligt fordi, at man automatisk bliver folkepensionist. De fleste man kender i det årti går helt eller delvist på pension, og den tanke er meget mærkelig. I 40’erne og 50’erne bliver man drillet lidt, men det var også det. Det her årti er et, hvor der sker noget atypisk i forhold til de andre,” lyder afslutningsreplikken fra den snart 60-årig direktør på EUC Lillebælt, Lars Middelboe.

Annonce Kom til 1. maj i Tøjhuset