Indehaver af Fredericia Vinhandel, Henrik Petersen, er kommet i den varme stol på Kurt’s Kaffebar. Henrik fortæller blandt andet om sin erhvervsmæssige baggrund, der ikke er inden for vinbranchen, og kommer ind på, hvordan det var at overtage Fredericia Vinhandel tilbage i 2014.
Henrik er en travl mand, og skal møde ind i vinhandlen allerede klokken 09:00. Vi aftalte derfor at mødes på Kurt’s Kaffebar klokken 08:00, hvor Henrik allerede har taget plads, da jeg kommer. Henrik er i gang med at skimte dagens avis, men da han får øje på mig lægger han avisen til side.
Når man kommer ind i Fredericia Vinhandel, og møder Henrik, kan man høre hans klingende fynske accent, og den lyver ikke. Henrik kommer oprindeligt fra Svendborg, og er uddannet eksportchauffør.
Derfra til så at blive selvstændig vinhandler er noget et af spring, men interessen for vin har Henrik altid haft.
“Interessen blev større og større, da jeg kørte eksport. Jeg har set mange vinkældre inde fra, og når jeg har holdt og skulle vente på et læs, eller nogle paller, var det spændende at gå i vinkælderen og sludre med lagerfolk. Der fik jeg en helt anden snak og viden, som mange ikke har.”
“Det bliver endnu værre,” udbryder Henrik med et grin og hentyder til hans tidligere jobs. Jeg spørger derfor: “Hvad så da?”
“Mit sidste job, inden jeg fik vinhandlen, var som slamsuger i 5,5 år. Der er penge i lortet, som man siger. Det er et job som så mange andre,” konstaterer Henrik.
Vineventyret
Henriks svigerforældre, der bor i Maribo, har i en årrække haft en vinhandel, og der har Henrik hjulpet til.
“Da jeg var hjemme i perioden, hjalp jeg til. På den måde kom interessen til, at vi gerne ville have en vinhandel. Vi snakkede om at ville købe forretningen af dem, men fire år inden, havde de indgået en aftale om at sælge den, og en aftale var en aftale,” siger Henrik og fortsætter:
“Vi startede et garagesalg i Kværndrup. Vi havde efterhånden bygget et godt netværk op i form af mine kontakter i erhvervslivet, og også min kones netværk, og vi var lidt kede af, at mine svigerforældre lukkede forretningen i november 2013. En dag kom der en vinsælger forbi vores garagesalg, og han ville sælge lidt til os, men han fortalte, at Fredericia Vinhandel var til salg, og om vi ikke skulle over at se den. Vi tænkte egentlig nej, og hvad vi skulle med en butik i Fredericia. Sælgeren sagde, at det ikke kostede mere end en omgang diesel at køre over at kigge, og vi endte med at gøre det. Vi snakkede med ejerne Ejvind og Kirsten i en halv times tid, og faldt pladask for den eventyrlige butik. Der var en utrolig stemning og sjæl, som vi faldt for. Vi nåede ikke længere end til Lillebæltsbroen, og så ringede en af dem til os, og sagde, at hvis vi ville købe vinhandlen, var den vores. Vi endte med at sige ja.”
“Vi var der 5. og 6. juli 2014, og så hvordan byen summede af liv i de dage. D. 15. juli startede jeg i butikken, hvor jeg hjalp Kirsten, da Ejvind var blevet syg, desværre. Jeg hjalp til, og så kom vi mere og mere ind i det. D. 1. august var det meste på plads, og d. 23. august overtog vi Fredericia Vinhandel helt officielt.”
Hvordan reagerede kunderne på, at I overtog forretningen?
“Der kom mange kunder, der ikke værdigede os et blik, og de gik selv rundt og ledte, efter det de skulle bruge. De tjekkede om vi havde lavet noget om, og da det ikke var tilfældet, så kunne de sige hej og hilse. Kunderne tænkte, at de to tossede fynboer ikke skulle lave noget om i den fine butik. Nu har vi en fantastisk butik, hvor 70-80 % af de kunder, der kommer her dagligt, er nogen jeg kan snakke med om alt muligt,” siger Henrik
Hvordan tog familien imod, at I købte Fredericia Vinhandel?
“De tog godt imod det, men de mente at sige en fuldtidsstilling op som slamsuger var lidt risikofyldt, og min kone tog orlov fra sit job som hun specialpædagog. Da de fire måneder var ovre, så tog hun et års selvbetalt orlov, og så blev vi enige om, at det godt kunne gå, så hun trak stikket helt, og blev fuldtid i butikken også. Mine svigerforældre havde godt set, hvad branchen gemte på, selvom det var et stort spring, så de vidste, at det kunne lade sig gøre.” forklarer Henrik.
I de første to år tog Henrik og Julie turen fra hjemmet i Kværndrup, men med tiden blev turen frem og tilbage for meget.
“I 2008 havde vi bygget et nyt helt nyt hus i Kværndrup. Vi havde to helt små i vuggestue og børnehave, og jeg havde min datter i Svendborg. Så vi kunne sagtens pendle til at starte med, men efter et par blev vi trætte af det. Vi var afsted fem og seks dage i ugen i to biler,” udtaler Henrik, der ikke overvejede at sælge Fredericia Vinhandel:
“Det var slet ikke i overvejelserne, så vi skulle bare flytte til Fredericia. Vi vidste, at vi ville herover og endte med at købe et hus i Erritsø. Det var faktisk en kunde, der der sagde til os, at der ville komme et hus til salg derude. Jeg tog kontakt til ægteparre før vi havde solgt vores ejet hus. De blev overraskede over, at jeg ringede. Jeg forklarede dem situationen, og vi endte med at se huset, som godt kunne lide. Vi aftalte, at over de næste par måneder skulle have solgt vores eget hus, og så tage den udefra. Efter tre fremvisninger fik vi solgt vores hus, og købte huset i Erritsø, som vi er rigtig glade for.”
I Erritsø er Henrik og familien faldet godt til, og nyder godt af lokalsamfundet.
“Begge vores unger går til fodbold derude. Der er et fantastisk netværk og liv i Erritsø. Man kan godt mærke, at vi er kommet til en større by end Kværndrup, og man er tæt på alting og der er flere muligheder.”
Interessen for håndbold
En af Henriks helt store interesser, udover vin, er håndbold. Han er sponsor i FHK og ser alle klubbens hjemmekampe, og interessen stammer lang tid tilbage.
“Det startede i tidernes morgen i Svendborg, hvor jeg var flaskedreng i en lille butik. I butikken var der mange GOG-drenge, blandt andet er landstræner Nikolaj Jacobsen udlært der. Der blev snakket håndbold i alle pauserne, og var der den mindste mulighed, blev der spillet håndbold i flaskerummet. På daværende tidspunkt havde vi 3-4 GOG-knægte, og man skulle altid lige stå på mål for dem eller andet. .Vi snakkede rigtig meget, og når man er født og opvokset på Sydfyn, har man altid fulgt med i GOG. Min kone har også været trænet og spillet på forholdsvis højt niveau i Maribo, så den vej rundt er vi begge rigtig håndboldinteresserede,” forklarer Henrik.
Som nævnt er Henrik sponsor i FHK, hvor han også har engageret sig ekstra ved at lave en FHK-vin, og det at være en del lokalsamfundet på den måde med Fredericia Vinhandel betyder noget for ham.
“Vi får så meget af de lokale, så vi skal give noget igen. Vi er rigtig glade for at være en del af blandt andet FHK, og resten af lokalmiljøet i eksempelvis også vores børns fodboldklub. Vi hjælper, når vi kan, men jeg har ikke selv taget noget fast, da butikken taget rigtig meget tid. Min kone springer til, hvis der mangler lidt, men som det ser ud nu, har vi ikke så meget tid at gøre med, men når tiden er til, det vil vi engagere os endnu mere. Det ligger os på sinde at hjælpe Fredericia lige så meget, som de hjælper også.
Udviklingen i Fredericia
Siden Henrik og konen Julie overtog Fredericia Vinhandel i 2014 er der sket meget i Fredericia, og det er også noget Henrik har bidt mærke i.
“Det er fanatisk udvikling. Der bliver virkelig arbejdet for byen, og kæmpet for byen. Jeg ved godt, at det er et samlet Byråd, der kæmper udover alle de lokale kræfter, men jeg synes virkelig, at Borgmester Jacob Bjerregaard gør det rigtig godt. Erhvervslivet støtter op om byen, og der er mange af de helt store virksomheder, der bidrager til udviklingen.
En anden ting, der også har udviklet sig, er centrum i Fredericia, der for alvor er blomstret op over de senere år.
“Man kan godt mærke, at der er kommet mere og mere liv, og folk vil mere og mere Fredericia. Folk vil gerne støtte lokalt, og tager ikke længere turen i Kolding Storcenter. Hvis det regner, så venter man til en anden dag, i stedet for at tage turen i storcentret.”
Samarbejde med de andre vinhandlere
I Fredericia er der fire vinbutikker, og alle er placeret inden for forholdsvis kort afstand i centrum, men det ser Henrik ikke som noget problem.
“Der er god konkurrence, men vi har et godt samarbejde, som mange oplevede til portvinsfestivalen. Jeg ser dem som kollegaer, og vi guider hinandens kunder rundt, hvis det er en varer, som vi ikke selv har,” siger Henrik.
Mødes I nogle gange?
“Vi mødes nogle gange, men det er ikke faste tidsintervaller, sidste år mødtes vi tre gange. Vi er også også begyndt på de her festivaler, som vi laver to af i løbet af 2019. Går vi forbi hinandens butik, så stikker man lige holdet ind og siger hej. Der var en, der manglede noget Nytårsaften, og han ringede klokken 17:15. Jeg kørte noget i butikken og hentede det til ham, så vi hjælper hinanden med det vi kan,” forklarer Henrik og kommer ind på, hvad der kommer af festivaller i 2019:
“Der kommer en roséfestival den 5. maj og portvinsfestivallen tilbage til efteråret. Det giver hype omring butikkerne, og det er fedt, at vi kan samarbejde på den her måde, og ikke ser hinanden som konkurrenter, der bare nedkæmper hinanden. Vi er konkurrenter i bund og grund, men vi er her, og skal have et godt samarbejde,” siger Henrik.
Vil være vinhandler resten af livet
Henrik skal snart videre for at åbne butikken, og vi slutter derfor snakken af med at spørge lidt ind til fremtiden, og hvor Fredericia Vinhandel er om ti år.
“Den ligger nok stadig i Danmarksgade, den er i hvert fald i Fredericia, vil jeg gerne garanterer. Hvis der ikke er noget, så er det også er det også med Julie og jeg med roret. Det er det rigtige erhvervsmæssigt, som vi har gjort med den her butik,” siger Henrik og fortsætter:
“Det er mit sidste job, hvis der ikke kommer noget i vejen. Der er vel små 25 år endnu, og der vil jeg gerne fortsætte med at stå her.”
Lige på falderebet spørger jeg Henrik, hvordan han kan videreudvikle Fredericia Vinhandel.
“Vi udvikler dagligt på butikken, men selve grundånden med Fredericia Vinhandel med gamle dyder kommer altid til at være der. Butikken kommer nok ikke til at se ud, som den gør nu forevigt, men den vil fortsat holde den hyggelige facon,” lyder det fra Henrik.
Fakta Henrik Petersen
Er 42 år
Født og opvokset i Svendborg
Gift med Julie
Har tre børn, hvoraf to af dem er med Julie
Flyttede til Erritsø i 2016
Uddannet eksportchauffør