Gennem 22 år var han Centerdirektør i byens idrætsmekka, Fredericia Idrætscenter. Det var han efter en 22-år lang karriere i Forsvaret. Fredericia er hans hjem, og byens idrætsliv har i årtier strømmet igennem hans årer, og gør det stadig. Ugens Kurt er Bent Bjerre Jørgensen.
Bent Bjerre Jørgensen blev født i 1950 i Fredericia, hjemmefødt, som han understreger. Han voksede op på 6. julivej i Fredericia. Hans far var malermester og moren stod i forretning. Han husker barndommen og ungdommen som aktiv, skøn og virkelig god.
“Dagene bød på leg på gaden og timevis af fodbold. Jeg spillede i Fredericia KFUM fra, jeg var fem år. Vi spillede næsten døgnet rundt på gaderne og banerne omkring Randalsvej. Jeg elskede at røre mig, og derudover gav sporten de elementære sociale færdigheder. Jeg fik succes med sport – jeg var en habil boldspiller,” siger Bent og griner, inden han fortsætter:
“KFUM Boldklub var et godt sted for mig. Vi tog på sommerlejr i Danneborg i Juelsminde, hver sommer fra jeg var otte år gammel til jeg var godt 13. Det var sammen med nogle af de “gamle” koryfæer, som f.eks. Vagn Aage Dahlhus. Jeg kan huske, at den også stod på aktiv leg på sommerlejren. Vi afholdt vores eget OL, brugte skoven – sport og bevægelse var i højsædet. Det var sjovt.”
Bent Bjerre Jørgensen passede skolegangen på Markholt-Olesens Realskole – og det var fint, men han elskede, når klokken ringede og bolden kunne rulle igen.
“Jeg var den yngste af en børneflok på fire, og mine søskende var startet på Treldevejens Skole, men mine forældre var vist ikke helt tilfredse, så vi endte alle på Markholt-Olesens Realskole. Det var en god skolegang. Jeg var en dreng, som man siger, men ikke sådan, at det ikke interesserede mig at gå i skole, det var fint. Jeg havde gode lærere og der var en rimelig tryghed på skolen. Jeg var til de tekniske fag, men når det er sagt, så var jeg da glad, når der blev ringet ud,” siger Bent og fortsætter:
“Jeg spillede fodbold hele tiden, men flere af dem jeg gik i klasse med spillede håndbold. Jeg kan huske, at de tog mig med. Det blev godt. Jeg spillede håndbold og fodbold på fuld knald, og det der håndbold gik virkelig godt. På et tidspunkt måtte jeg prioritere – og det blev håndbolden, der tog mere og mere over. Som junior- og ynglingespiller valgte jeg udelukkende at spille håndbold. Vi trænede i Glassalen og Møbelhallen.
Jeg blev bidt af det. Jeg var tit i hallerne til 22-23.00 om aftenen, og så de andre hold spille og træne. Det var et fantastisk miljø fra start 60’erne til 69, hvor jeg blev senior og i øvrigt spillede åbningskamp i den helt nye Fredericia Hallen – et lokalderby mellem Fredericia KFUM og Fredericia fF, som vi desværre tabte.”
Det første seniorår gik godt, det blev til spilletid, og holdet rykkede fra 2.division til 1. division – det som svarer til liga i dag. Bent Bjerre Jørgensen var med på førsteholdet i fem sæsoner, og vandt med holdet blandt andet landspokalen fire gange, samt han kan også notere sig fire u-landskampe på cv’et.
Fredericia KFUM startede i bunden af ligaen, men spillede sig op til bronze- og en enkelt sølvmedalje, inden klubbens største år indtraf, da Anders Dahl-Nielsen og flere profiler forstærkede klubben. I den sammeperiode skulle Bent Bjerre Jørgensen have aftjent sin værnepligt.
“Inden jeg tog min værnepligt havde jeg gennemført en mureruddannelse hos Charles Petersen. Det var virkelig interessant, og jeg ville være ingeniør. Jeg søgte ind på Teknikum i Odense, og kom ind, men min far havde læst i avisen, at de forudså mange arbejdsløse ingeniører, så han synes, at jeg skulle tage en tænkepause, inden jeg rejste til Odense. Jeg skulle faktisk aftjene min værnepligt i Vordingborg, men formanden for håndboldklubben syntes, at det var langt væk og på en eller anden vis kom det i stand, at jeg kunne aftjene min værnepligt i Fredericia, samtidig med, at jeg kunne passe håndbolden.”
Karrieren i Forsvaret tog fart. Bent gik fra håndbold til sergent, og endte med at tegne kontrakt med Forsvaret. Tiden gik.
“Jeg blev befalingsmand, og gik hele vejen. Jeg blev optaget på officeruddannelse, og startede i 1977 på Frederiksberg Slot. Det var en hektisk, men spændende tid. Man er sammen med en masse gode mennesker, der knokler røven ud af bukserne. Både med teori og praktik. Der er læsning og intensive studier, men også faldskærmsudspring og lignende.
Det var helt vildt. Det gik imidlertid fornuftigt derovre. Jeg blev nummer fem ud af 74. Det betød, at jeg var den femte i rækken til at vælge tjenestested. Jeg valgte Fredericia,” fortæller Bent og fortæller om det valg:
“Det gav god mening. Normalt når man udvikler en karriere i Forsvaret, er det to til fire års perioder og så rykker man lidt til siden eller op. Jeg kunne med baggrund i Fredericias størrelse som garnison planlægge nogenlunde, hvad jeg ville. Jeg blev samtidig engageret i håndbolden igen, men havde fået ondt i skulderen, så jeg brugte min uddannelse i Forsvaret til at blive træner. Jeg var træner for herrerne i to år, og 2 x 3 år for damerne i Fredericia KFUM. Jeg kunne kombinere min lederuddanelse med håndbold, og det var fantastisk.”
Det er også i idrættens og håndboldens verden, at Bent møder hustruen Susanne. Sammen får de to børn, Stine og Lasse.
Det var en god tid, fortæller Bent Bjerre Jørgensen.
Militærmæssigt ændrer trusselbilledet sig med Østblokkens fald, og der er fart på idrætten i byen, og på hjemmefronten nydes familielivet. Et aktivt liv, men nu trækker idrætten igen i Bent Bjerre Jørgensen. Han forlader Forsvaret i 1996. Han er på daværende tidspunkt Major. I første omgang tager han orlov. Der var bud efter ham, som leder af Fredericia Hallen, som han kendte godt fra sine mange år i idrættens verden. Han havde desuden siddet i bestyrelsen FHK og FAGI, så han kendte til mange af problemstillingerne og mulighederne i hallen.
“Jeg startede i Fredericia Hallen den 1. januar, og brugte den første tid til at danne mig et overblik, finde ud af økonomien, se på vedligehold og hvad der ellers skulle ske. Jeg forelægger senere den siddende bestyrelse tallene, og det blev synligt for alle, at der manglede penge. Der var mange store investeringer der skulle gennemføres, før Hallen kunne have en solid drift.
Det ville kræve en kæmpe økonomisk indsprøjtning fra kommunens side, hvorfor de valgte at trække stikket, så man kunne få en frisk start i stedet.
Det var en hård tid, særligt da vi skulle meddele medarbejderne, at vi måtte lukke. Jeg lovede dog, at ringe til dem, hvis vi kunne åbne op igen. Og det skete jo. I august åbnede vi Fredericia Hallen igen – i kommunalt regi.”
Hvordan var det?
“Det var en spændende rejse. Du får lov at starte forfra. Rammerne stod der, men indholdet og organisationen kunne jeg sammensætte. Det var dejligt. Det var en spændende tid, hvor de første 10 år fløj af sted.
Det var både lappeløsninger, store løsninger, store renoveringer, samtidig med, at man skulle holde fast i kunderne og den gode dialog med klubberne. Kort tid efter genåbningen havde vi EM i Damehåndbold i hal 1, da en pulje skulle afvikles i Fredericia i december 1996. DHF var noget kede af hallens konkurs, men lykkelige for genåbningen. Samtidig var der et væld af stævner og klubaktiviteter, så der var nok at se til.”
Hvordan var de sidste 12 år så?
“Der var der mere fokus på udvikling og et klart ønske om, at Fredericia Idrætscenter skulle følge med tiden og gerne kikke ind i fremtiden. De gamle 60’er haller i størrelsen 20 x 40 meter var ofte indrettet til få bestemte sportsgrene. Flere lokale idrætsforeninger havde svært ved at fastholde medlemstallet og fyldte ikke længere så meget i centret. Især firmaidrætten var for nedadgående og ændrede deres fokusområde. Mange mennesker ønskede at motionere fleksibelt og bl.a. fitnessbranchen udviklede sig markant”.
“Når alt det er sagt, så havde og har vi gode folk omkring os. På landsplan er der nogle gode netværk, hvor man mødes med andre idrætscentre/haller og udveksler ideer, knowhow, kompetencer og strategier påvirker også alt fra bookning til struktur,” fortæller Bent.
Hvordan starter I?
“Det startede faktisk med, at kultur- og idrætsudvalget ser vores vej og ønsker, at vi udvikler FIC. Det betød blandt andet, at byrådet bestilte en udviklingsplan. I en kombination af videns personer, medarbejdere, ledere og brugere udviklede vi de planer, som så endte med, hvad vi ser nu og hvad der stadig arbejdes på. Vi fik FICness og gjorde lokalerne mere multianvendelige. Vi fulgte stille og roligt med og så på de ændrede vaner hos vores brugere” – siger Bent.
Hvordan har dit liv været i hallen?
“Det har været godt. Jeg havde også meget min familie med. Vores børn oplevede, at vi var meget i hallen. Ja, Stine og Lasse er jo næsten vokset op i hallen. Mor og far dyrkede håndbold, det gav også dem muligheder og ikke mindst god viden om mange ting,” fortæller Bent og fortsætter:
“Jeg har jo faktisk altid været tæt på alt i Fredericia. Jeg har kun været væk, da jeg var på Frederiksberg Slot for at tage officersuddannelsen. Og byen har været min baghave det meste af mit liv. Vi bor i mit barndomshjem, som vi købte af mine forældre, da de blev dårlig gående, og min hustru Susanne syntes, at det kunne være spændende at overtage det hus. Det gjorde vi så, og det har vi ikke fortrudt.”
Hvordan ser du byens udvikling gennem de mange år?
“Fredericia var i min barndom en tung industriby med en central beliggenhed. I dag er det mere beliggenheden og udviklingen, der er kendetegnet ved byen, samt at byens politikere har taget nogle modige og visionære beslutninger, her tænker jeg specielt på udviklingen af Danmark C området samt Kanalbyen. Jeg vil i den forbindelse gerne udtrykke en stor respekt for Fhv. Borgmester, Uffe Steiner Jensen. Det var et enigt byråd, der lagde nye planer for havneområdet, men det var ham, der fik tæskene ved det efterfølgende kommunevalg. Men grundlæggende er byen i dag helt fantastisk og udviklingen det samme. Når jeg går en tur gennem byen, eller kører rundt, så ser jeg byen har ændret sig til det positive på mange parametre. Især glæder jeg mig over de mange kultur og eventstilbud vi har. Jeg tror Fredericias borgere er glade for denne udvikling. Jeg håber at politikkerne fastholder denne linje. Jeg har lige læst kommunens budgetforslag for de kommende år, jeg synes, det ser bekymrende ud i relation til kultur- og eventområdet”.
Det er kun halvandet år siden, at Bent Bjerre Jørgensen gik på pension, men dengang sagde han i sin tale, at han ville vente med at beslutte, hvad han skulle i sin tredje alder, men nu er han i gang.
“Jeg fik det gode råd, at jeg skulle tage den med ro. For mange ville qua mine aktive år i Forsvaret og Idrætscentret givetvis hive i mig med ideer til, hvad jeg skulle lave. Jeg tog derfor seks måneders pause, rejste, så mine børn og venner meget mere og gik så i gang med at finde ud af, hvad jeg kunne dedikere mig til. I dag bruger jeg tid med familie, venner og Seniorhuset I.P. Smidt, hvor jeg er kommet i brugerrådet,” fortæller Bent og fortsætter:
“Jeg er også blevet cykelpilot, og cykler nu med dem, der er dårligt gående. Så er jeg faktisk også blevet aktiv i Mandagskoret i Kongensgade 111. Jeg har altid godt kunnet lide musik, og har faktisk spillet lidt på instrumenter i mine unge dage. Ved siden af de aktiviteter har jeg hjulpet med lidt ledelsesrådgivning og -opgaver nogle enkelte steder.”Bent og jeg kunne tale i timer, og vi fortsætter da også snakken om sporten og politik.
Bents øjne lyser op og han ved i den grad noget om det, han taler om. Vi debatterer taktik på håndboldbanen, og den gamle Major har bud på, hvordan man kunne skifte ud i opstillingen, men har også forståelse for trænernes dispositioner.Bent Bjerre Jørgensen er udover at være strategisk intelligent, en dygtig diplomat og et venligt menneske.
Han er stadig i sportens verden, nu som tilskuer til FC Fredericias og Fredericia Håndboldklubs hjemmekampe, og det var også ham, der i 2018 var med til at “genåbne” og indvie thansen ARENA i nye rammer. Den samme hal, som han i 1969 spillede opvisningskamp i.
Han drikker det sidste af sin sorte kaffe – med lidt mælk i, og går ud af kaffebaren for at deltage i endnu et kaffemøde.
Tak for snakken, Bent. Vi ses i hallen.
