Trinity giver demensfællesskabet frivillige kræfter, renovering og julefrokost til 118 mennesker

0
Trinity giver demensfællesskabet frivillige kræfter, renovering og julefrokost til 118 mennesker

Trinity Hotel & Konference har indført en ny politik, hvor alle medarbejdere skal yde 15 timers frivilligt arbejde om året. Det førte til en uventet stor juleindsats: renovering af Demensfællesskabets lokaler og en gratis julefrokost for hele 118 deltagere – en oplevelse, der gjorde indtryk på både gæster og ansatte.

For Thomas Lund, Head of Operation hos Trinity Hotel & Konference, står dagen ikke på kontorarbejde. Da AVISEN fanger ham, står han med en malerpensel i hånden i Demensfællesskabets lokaler på Vendersgade 43. Rundt om ham er kolleger i fuld gang med at male, rydde op og forberede det, der skulle vise sig at blive en julehjælp i helt usædvanligt format.

Trinity har nemlig truffet en virksomhedspolitisk beslutning: Alle medarbejdere skal hvert år bruge 15 timer på frivilligt arbejde.

Det lyder enkelt – men det har udviklet sig til noget langt større.

»Vi har været ude og samle et ton skrald tidligere på året, vi har været ude og rense vandløb for at skabe bedre økosystemer, og nu står vi her. Det begyndte egentlig med, at vores direktør faldt i snak med en frivillig i Demensfællesskabet, som spurgte, om vi måske kunne hjælpe med at male lidt, rydde op og lave noget mad til en lille julefrokost,« fortæller Thomas Lund.

Men sådan blev det ikke.

Fra 40 deltagere til 118 – og et helt køkken i sving

Det, der skulle have været mad til 40 mennesker, voksede hurtigt.

»Vi sagde, at selvfølgelig kunne vi hjælpe – og at vi også kunne lave mere, hvis der var behov. Og så blev det pludselig 118 mennesker,« siger Thomas Lund med et grin.

Hele Trinitys køkkenteam gik i gang, og arrangørerne måtte konstatere, at De kan hverken spise os eller drikke os ud af huset, som Thomas formulerer det. Køkkenchefen endte endda med at få flere kram fra deltagere, der var rørte over indsatsen.

En renovering, der også blev en relation

Malerarbejdet og oprydningen blev starten på en helt anden oplevelse: mødet mellem Trinitys medarbejdere og demensramte borgere og deres pårørende.

»Det var så fedt at se så mange glade mennesker. Det var det hele værd,« siger Thomas Lund.

Han beskriver en aften, hvor nogle af medarbejderne sad med ved bordene for at holde samtaler i gang og give selskab til mennesker, der ellers ofte kan føle sig alene.

»Mange af vores medarbejdere sagde bagefter, at det var noget af det mest meningsfulde, de nogensinde har gjort i arbejdstiden. Det ramte os alle sammen.«

Frivillighed som en del af virksomhedens kultur

Med 54 ansatte bliver Trinitys model til mange hundrede frivillige timer hvert år. Og ledelsen ønsker at fastholde ordningen.

»Det her var en klar succes. Om vi skal være her igen næste år, eller hjælpe et andet sted, det må vi se. Men 15 timer om året er kommet for at blive,« siger Thomas Lund.

Han understreger, at den kultur, det skaber, er lige så vigtig som resultatet:

»At arbejde et sted, hvor man prioriterer frivillighed, gør noget ved mennesker. Det er ikke noget, man gør for syns skyld – det er noget, der betyder noget.«

For Demensfællesskabet blev Trinitys indsats en stor håndsrækning. For medarbejderne blev det et fællesskab, som gav noget igen. Og for byen blev det et eksempel på, hvordan lokale virksomheder kan løfte sociale fællesskaber, når de træder ind dér, hvor behovet er.

Thomas Lund opsummerer det enkelt:

»Alle blev glade. Dem vi hjalp, og dem der hjalp. Så er det en god dag.«