Korskærparken, Stendalsparken og Sønderparkens er alle havnet på den nationale liste over forebyggelsesområder. Det udløser et lovkrav om, at kommunen opstiller særlige kriterier for, hvem der må flytte ind.
Social- og Boligministeriet offentliggjorde i december 2025 den opdaterede liste over udsatte og forebyggende boligområder i Danmark. Tre boligområder i Fredericia kom med på forebyggelseslisten: Korskærparken, Stendalsparken og Sønderparkens.
Korskærparken havnede på listen igen, efter at den ellers udgik i december 2024. Årsagen er, at for mange beboere kun har en grunduddannelse, og at beboernes gennemsnitlige bruttoindkomst er for lav sammenlignet med regionen som helhed. Sønderparkens kom på listen, fordi der er for mange beboere uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse, og fordi andelen af beboere dømt for overtrædelse af straffeloven overstiger det dobbelte af landsgennemsnittet.
Optagelsen på listen betyder, at kommunen er lovmæssigt forpligtet til at opstille obligatoriske udlejningskriterier. Fredericia Kommune har i samarbejde med boligorganisationerne Boli.nu og Boligkontoret Fredericia udarbejdet en aftale, der indebærer, at boliger fremover som udgangspunkt kun kan lejes ud til personer, der enten har fast arbejde på mindst 25 timer om ugen i mindst tre måneder, er under en SU-berettiget uddannelse, har en gyldig elev- eller lærlingekontrakt, eller er fyldt 64 år.
Forvaltningen vurderer, at kriterierne er lovmedholdelige og administrerbare. Økonomi- og Erhvervsudvalget skal den 7. april godkende aftalen.




