Foto: Toldstyrelsen

I tre pakker fra Sydeuropa fandt toldere i sidste uge i alt 26,5 kilo hash hos en kurervirksomhed i Fredericia. De tre sager er overgivet til politiet.

Fredag d. 13. januar 2023 blev tre pakker fra Sydeuropa taget ud til kontrol af Toldstyrelsen hos en kurervirksomhed i Fredericia. De tre pakker, der alle var afsendt fra samme land, indeholdt henholdsvis 7,2 kilo, 8,6 kilo og 10,7 kilo hash – alle vakuumpakket på samme måde og opbevaret i enten plastik- eller flamingokasser.

–  Der var en række forskellige faktorer ved pakkerne, der vækkede toldernes mistanke. En mistanke, der viste sig at være velbegrundet, da pakkerne alle viste sig at indeholde indtil flere kilo hash. Umiddelbart efter blev politiet tilkaldt, fortæller kontroldirektør i Toldstyrelsen, Michael Lund.

Foto: Toldstyrelsen

Toldstyrelsen finder generelt narkotika i både flydende og i fast form i alle typer varer og transportmidler, fra rejsende i lufthavne til containere på anløbne skibe i havne og i postpakker i landets postcentre. De seneste tal på narkotikaområdet viser, at Toldstyrelsen tilbageholdte 103 kilo hash på grænsen i 1. halvår 2022 og 146 kilo hash i 2021.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her