44-årige Annemarie Zacho-Broe bliver ny regionsdirektør i Region Sjælland. Hun kommer til at stå i spidsen for regionens største arbejdsplads med 20.000 ansatte og et budget på 21 milliarder kroner.
Regionsrådet i Region Sjælland godkendte tirsdag aften enstemmigt ansættelsen af Annemarie Zacho-Broe som ny regionsdirektør i Region Sjælland. Annemarie Zacho-Broe kommer senest fra en stilling som kommunaldirektør i Fredericia, og var før det sundhedschef ved Aarhus Kommune.
Regionsrådsformand Heino Knudsen ser frem til samarbejdet med den nye regionsdirektør, som begynder i stillingen den 17. april.
– Annemarie Zacho-Broe er en samarbejdsorienteret, strategisk og innovativt tænkende leder, som både kan sikre kontinuitet og fornyelse i Region Sjælland. Annemarie skal fortsætte udmøntningen af regionens strategiske kurs og udvikling. Det bliver også et stort fokus for vores regionsdirektør, at sundhedsvæsenet i Danmark er under pres og udfordret på at rekruttere medarbejdere og nedbringe ventelister. Jeg er sikker på, at Annemarie kommer til at gøre en stor forskel for Region Sjælland, når vi i regionerne i de kommende år sammen med regering, kommuner og praktiserende læger skal lægge trædestenene for fremtidens sundhedsvæsen, siger Heino Knudsen.
Godt fundament
Annemarie Zacho-Broe glæder sig til nu at sætte sig i spidsen for administrationen i Region Sjælland.
– Jeg er helt klar til at komme i arbejdstøjet for Region Sjælland og vil gå ydmygt til opgaven. Jeg glæder mig til at lære både politikere, organisation og eksterne samarbejdspartnere at kende. Jeg vil gøre en dyd ud af hurtigt at komme rundt i organisationen til vores 20.000 dedikerede og dygtige medarbejdere og samtidig få opbygget gode relationer med vores mange samarbejdspartnere, siger Annemarie Zacho-Broe.
Hun hæfter sig ved, at en netop offentliggjort trivselsmåling har vist, at der hos medarbejderne i Region Sjælland er en uændret høj trivsel.
– Selvom vi har et presset sundhedsvæsen, viser en høj medarbejdertilfredshed, at vi har et særdeles godt fundament i Region Sjælland. Vores medarbejdere er vores største aktiv, og det er helt afgørende, at vi fortsat sikrer godt arbejdsmiljø og attraktive arbejdspladser i vores region. Det er afsættet for at tage de nødvendige skridt ind i fremtidens løsninger på sundhedsområdet, siger Annemarie Zacho-Broe.
Region Sjælland som frontløber
Annemarie Zacho-Broe vil også have fokus på at profilere Region Sjælland som en del af løsningen i fremtidens sundhedsvæsen. En af de store problemstillinger i det danske sundhedsvæsen er geografisk og social ulighed samt en befolkningssammensætning, hvor der kommer flere ældre og mange borgere med multisygdom – altså borgere med to eller flere sygdomme. Det er problemstillinger, som Region Sjælland allerede har stort fokus på.
– Region Sjælland har en geografisk og socioøkonomisk ulighed i sundhed, hvor vi er langt med at finde innovative løsninger både teknologisk, sammen med borgerne selv og i tæt samarbejde med vores mange samarbejdspartnere. Vi har allerede opbygget stor erfaring med at behandle multisyge patienter med de komplekse sygdomme, som store befolkningsgrupper rammes af. Regionen har derfor også nogle rigtigt gode forudsætninger for at bringe løsninger ind i diskussionen om udfordringerne i fremtidens sundhedsvæsen. Region Sjælland er ligeledes meget langt fremme i tænkningen om at skabe nære sundhedstilbud til borgerne. Det er også den røde tråd i de borgerløfter, som Regionsrådet har lagt i regionens strategi, siger Annemarie Zacho-Broe, der også vil bruge sin fortid som kommunaldirektør, når det handler om at styrke samarbejdet mellem Region Sjælland og regionens 17 kommuner.
Når kriser rammer
Netop fortiden som kommunaldirektør i Fredericia Kommune er for Annemarie Zacho-Broe et kapitel, som hun er kommet styrket ud af. For to år siden blev Annemarie Zacho-Broe hjemsendt, politianmeldt og siden bortvist fra sit job som kommunaldirektør i Fredericia.
Anklagen gik på inhabilitet i en sag om et grundkøb foretaget af borgmesteren. Annemarie Zacho-Broe er siden blevet frikendt og renset ad tre omgange. Først i en advokatundersøgelse af Fredericia Kommune, dernæst af Statsadvokaten i juni 2022 og endelig af voldgiftsretten i august 2022. Annemarie Zacho-Broe fik i november 2022 tildelt erstatning for forløbet.
– Jeg havde fire rigtigt gode og lærerige år i Fredericia Kommune, inden sagen ramte for to år siden. Som leder og menneske er jeg kommet styrket ud af forløbet. Når kriser rammer, skal man kunne stå fast og være rodfæstet. Man skal gå op i fakta og ikke løbe med fornemmelser, følelser og stemninger. Det er en vigtig læring, som jeg tager med mig og også vil bruge i jobbet som regionsdirektør i Region Sjælland, siger Annemarie Zacho-Broe, der de sidste to år også har brugt tid på arbejde i bestyrelser, yde ledelsesrådgivning og været involveret i en række forskellige udviklingstiltag i forskellige organisationer.
Privat bor Annemarie Zacho-Broe i Aarhus sammen med sin mand og tre teenagebørn.
– Jobbet som regionsdirektør er en fælles familiebeslutning for os. Vi går nu i gang med at finde en god løsning på at få kombineret job og familieliv. I første omgang i en model, hvor jeg kan rykke fysisk tættere på regionen i hverdagene, siger Annemarie Zacho-Broe.