KULTUR. Den lokale sanger og skuespiller Thea Adolph Jensen tager på en ganske særlig cyklende koncertturné rundt i kirker nær Kolding med koncerten ”Sange i Hjertet”. Turnéen starter den 26. marts, og publikum kan se frem til en nærværende oplevelse med danske sange om kærlighed, sorg, savn, glæde, eftertænksomhed, tro og håb.
Thea er 24 år gammel og opvokset i Ødis syd for Kolding. Mange kender hende allerede fra scenen på Dronning Dorothea Teatret, Simon Peters Kirken, eller som stemningsskaber ved private begivenheder som bryllupper og konfirmationer. Efter studier i klassisk sang på MGK-Syd og undervisning i musical- og folkesang er hun nu bosat i København, hvor hun bl.a. synger i Sct. Thomaskirken og optræder på Det Ny Teater.
Til koncerten ”Sange i Hjertet” fremfører hun kendte og elskede numre som ”Fald min engel” af TV2, ”Så tag mit hjerte” af Tove Ditlevsen, samt klassikere som ”Musens sang” og ”Solen er så rød mor”. Undervejs deler Thea små historier og personlige fortolkninger af sangene, som ligger hendes hjerte nær.
Hun opfordrer publikum til at holde øje med hende på landevejene mellem koncerterne, da hun cykler rundt for samtidig at opleve naturen og lokalområderne.
Koncertrækken begynder den 26. marts kl. 14 i Dalby Kirkes sognehus og fortsætter samme aften kl. 19.30 i Hjarup Kirke. Herefter venter Vejstrup, As, Gårslev, Øster Starup, Tørring, Vrigsted, Nørremarkskirken i Vejle, inden turnéen afrundes den 15. maj kl. 19 i Vonsild Kirke med varme hveder efter koncerten.
Læs mere om Thea Adolph Jensen og se koncertdatoerne her: https://eventzonen.dk/thea-adolph-jensen
Thea glæder sig til at møde publikum på sin unikke cyklende rejse gennem sangens univers.