Rygterne om både Thorsten Fries og Cornelius Kragh sender dem begge til KIF Kolding, samtidig med at der går snak om en ny træner til klubben. Men fra Kolding-lejren er der helt stille, og Fredericia Håndboldklub har heller ingen kommentar til rygterne om Fries.
Fries, der er i gang med sin tredje sæson i FHK, er i øjeblikket den bedste keeper i ligaen ifølge statistikkerne, men han stopper i FHK til sommer. Det kunne AVISEN afsløre allerede i onsdags, hvor rygterne begyndte at sende ham til KIF Kolding. Søndag fulgte TV 2 SPORT op med historien om, at Thorsten Fries allerede skulle have skrevet kontrakt med koldingenserne, og det samme skulle gælde for Cornelius Kragh.
– Jeg har ingen kommentar til det, lyder det kort fra KIF Koldings sportschef, Lars Christiansen.
Tidligere på sæsonen fyrede KIF Kolding Kristian Kristensen som cheftræner. I stedet er Kristian Danielsen, der hidtil har været assistenttræner, blevet indsat som midlertidig cheftræner, men nu går snakken på, hvem der skal tage over permanent. Et af de navne, der er blevet nævnt ifølge AVISEN, er Jan Paulsen.
Rygterne om Paulsen, der er fætter til Lars Christiansen og tidligere har været cheftræner i blandt andet Mors-Thy Håndbold, vil Christiansen ikke kommentere på. Derimod siger sportschefen:
– Jeg håber, vi snart har det på plads, fordi vi vil hellere gøre det ordentligt og finde den rigtige mand eller kvinde til jobbet. Vi melder det ud, men det gælder om at vi skynder os langsomt. Vi er bevidste om, at vi skal have en med ombord, men for os er det også vigtigt, at det er den rigtige, vi får med ombord. Så lige nu er vi i gang med at sondere tingene og få snakket med nogen, så ja, det er det, vi er i gang med, siger Lars Christiansen.
Om det er udelukket, at Kristian Danielsen får rollen som permanent cheftræner, vil Lars Christiansen ikke gå i detaljer om.
– Vi udelukker ikke noget, men lige nu er Danielsen selvfølgelig på opgaven, da han kender holdet og har været en del af det. Så indtil vi har en afklaring på, hvad vi præcist gør, så står Danielsen med det, lyder det fra Lars Christiansen.
Mere kortfattet er meldingen fra Fredericia Håndboldklub, når snakken går på Thorsten Fries’ fremtid, der ikke lader til at være i det fredericianske, når hans kontrakt udløber.
– Jeg har ikke nogen kommentarer til oplysningerne, siger direktør Thomas Renneberg-Larsen.