Taulov Dry Port får grønt lys til næste udviklingsskridt efter fuld udlejning

0
Taulov Dry Port får grønt lys til næste udviklingsskridt efter fuld udlejning

Udviklingen fortsætter i højt tempo i Taulov. Efter fuld udlejning af samtlige eksisterende lager- og logistikbygninger har bestyrelsen i Taulov Dry Port nu givet grønt lys til næste fase i udviklingen. Det betyder både opførelsen af et nyt generisk byggeri på 32.000 kvadratmeter og etableringen af et samlet servicecenter for tung transport.

Dermed udvides et af Danmarks mest markante logistikknudepunkter yderligere, efter at der på få år er opført og udlejet omkring 300.000 kvadratmeter lager, logistik og domiciler i området.

Ifølge bestyrelsesformand Christian Herskind er beslutningen en direkte konsekvens af den efterspørgsel, der har vist sig i markedet.

»At alle eksisterende faciliteter nu er fuldt udlejet, bekræfter styrken i vores strategi og den tydelige efterspørgsel. Derfor har bestyrelsen givet grønt lys til næste skridt i udviklingen, så vi kan fastholde momentum og fortsætte innovationen,« siger han.

Nyt byggeri udnytter sidste ledige jord i Prinsessens Kvarter

Siden 2019 har Taulov Dry Port opført tre generiske byggerier med de højeste bæredygtighedscertificeringer inden for erhvervsbyggeri. De tre bygninger rummer tilsammen 220.000 kvadratmeter og er designet, så de med mindre tilpasninger kan anvendes af vidt forskellige virksomheder.

Nu tages den sidste ledige jord i Prinsessens Kvarter i brug. Parallelt med Tibnor-bygningen og over for Taulov Dry Ports bygning til Mærsk opføres det nye byggeri, Generisk 4, der kommer til at bestå af otte haller på hver 4.000 kvadratmeter.

Ifølge CEO Jesper Gemmer er efterspørgslen allerede tydelig, selv om byggeriet endnu ikke er sat i gang.

»Før vi går videre med den næste store fase i Hertugens Kvarter, udnytter vi de sidste kvadratmeter i Prinsessens Kvarter. Efterspørgslen er så stor, at vi udnytter hver eneste kvadratmeter for at kunne tilbyde fleksible løsninger,« siger han.

Med Generisk 4 øges det samlede areal i Taulov Dry Port til mere end 330.000 kvadratmeter, inden næste store udvidelse går i gang.

Servicecenter samler funktioner for tung transport

Samtidig med det nye lagerbyggeri etableres et samlet servicecenter for tung transport. Centeret skal rumme både vedligeholdelse, tekniske eftersyn og ladestationer og er målrettet både kunder og chauffører, der i dag benytter området.

Ifølge Taulov Dry Port handler det både om effektivitet og om den grønne omstilling i transportsektoren.

»Vi ønsker at skabe de bedste rammer for vores kunder og deres chauffører. Med servicecenteret kan vi samle servicefunktionerne ét sted og gøre hverdagen mere effektiv,« siger Jesper Gemmer.

Første spadestik til servicecenteret forventes taget i løbet af første kvartal af 2026, og centeret ventes klar til brug ved udgangen af samme år.

Her skal Generisk 4 på 32.000 kvm. og det nye servicecenter ligge.

Et logistisk knudepunkt i fortsat vækst

Ud over de generiske lagerbyggerier har Taulov Dry Port også opført større domiciler for virksomheder som DLG, Mærsk og Otto Schachner. Med den kommende udvidelse i Prinsessens Kvarter er næste skridt allerede i sigte.

I Hertugens Kvarter er der mulighed for at opføre yderligere 220.000 kvadratmeter lager og logistik, og ifølge planerne kan den fase blive sat i gang i slutningen af 2026.

Dermed fortsætter udbygningen af Taulov Dry Port som et centralt knudepunkt for logistik og transport i Trekantområdet og resten af landet – med både kapacitet, fleksibilitet og grøn omstilling som bærende elementer.