Der er store forskelle på hvor meget hjemmehjælp de sydjyske kommuner tilbyder. Sammenlagt falder tallet, mens andelen af ældre vokser.

Det er langt fra ligegyldigt, hvor du bor, hvis du er over 65 og har brug for hjemmehjælp. Fra 2021 til 2022 faldt antallet af visiterede hjemmehjælpstimer i seks sydjyske kommuner, mens det steg i fire. I samme periode er antallet af borgere over 65 år steget i alle kommuner. Det viser en opgørelse fagforeningen FOA har lavet ud fra kommunernes indberetninger til Danmarks Statistik.

I Vejen og Fredericia kommuner er antallet af visiterede hjemmehjælpstimer fra 2021-22 faldet med henholdsvis 14 og 10 procent, mens antallet af ældre over 65 er steget i begge kommuner. I Billund kommune derimod er antallet af visiterede hjemmehjælpstimer steget med over 14 procent mens antallet af ældre er steget med 1,5 procent.

– Der kan være mange lokale årsager til de udsving vi ser, men det er også udtryk for en vilkårlighed i velfærden for nogle af vores svageste borgere. Det ligner at kommunernes pressede økonomi går ud over den hjælp de ældre kan få. Der er alt for stor forskel på, hvilken hjælp du kan få, fra kommune til kommune, siger Tanja Nielsen, formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA.

– Vi oplever allerede en stor geografisk og social ulighed i ældres brug af sundheds-og hjemmeplejeydelser. De store forskelle i hjemmehjælp er med til at cementere den ulighed.

På landsplan er antallet af hjemmehjælpstimer visiteret til personer over 65 år er faldet med 1,8 procent mellem 2021 og 2022, mens antallet af ændre er steget med 1,4 procent., men altså med store kommunale forskelle.

En opgørelse fra Vive viser, der kigger 10 år tilbage viser, at på landsplan falder andelen af de ældre der modtager kommunal hjemmehjælp og at de der modtager hjemmehjælp, får færre timer. I 2010 fik 19 procent af de ældre over 67 hjemmehjælp, mens det i 2022 var faldet til 12 procent.

– Netop nu oplever vi, at kommune efter kommune skærer ned på ældreområdet, fordi de mangler økonomi og i nogle tilfælde ikke må bruge de penge de har. Det problem skal vi løse. Området skal have flere midler. og så har vi brug for at reorganisere hele ældreplejen, så medarbejderne i højere grad får indflydelse på deres arbejdsdag. Frihed, faglighed og selvstændighed er vejen frem. Det er sådan vi løfter kvaliteten, siger Tanja Nielsen.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her