Et stort flertal af danskerne mener, at det er helbredet og ikke antallet af år på arbejdsmarkedet, der skal afgøre, om man kan trække sig tidligere tilbage. Det viser en ny undersøgelse fra Epinion lavet for Gigtforeningen.
I målingen blandt 2.020 repræsentativt udvalgte danskere svarer 77 procent, at det er nedslidning og sygdom, der bør afgøre retten til tidlig pension. Kun 11 procent mener, at kriteriet skal være, hvor mange år man har været på arbejdsmarkedet.
Dermed peger undersøgelsen på en langt større opbakning til seniorpension end til den såkaldte Arne-pension.
Ifølge direktør i Gigtforeningen Mette Bryde Lind sender tallene et tydeligt signal.
»Det er et krystalklart signal om, at danskerne synes, at når man har lægens ord for, at man ikke kan arbejde, så skal man også have lov til at trække sig fra arbejdsmarkedet.«
Tal fra januar viser, at 30.299 personer i dag er på seniorpension, mens omkring 11.000 er på Arne-pension.
I Gigtforeningen mener man, at de syge bør prioriteres, når der tales om tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.
»I Gigtforeningen mener vi, at det er de syge, der bør prioriteres, når det gælder tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Og det mener et stort flertal af danskerne også. Derfor skal der værnes om ordningen med seniorpension. Det betyder uhyre meget for mennesker med gigt,« siger Mette Bryde Lind.
Ifølge tal fra Beskæftigelsesministeriet har omkring halvdelen af dem, der modtager seniorpension, en gigtsygdom. Sygdomme i knogler, muskler og bindevæv udgør dermed den største gruppe blandt modtagerne med 48 procent. Derefter følger psykiske sygdomme med 19 procent, mens 8 procent lever med en hjerte- eller karsygdom.
Det afspejler ifølge Gigtforeningen den virkelighed, mange mennesker med gigt står i.
»Det viser den smertefulde virkelighed for de 1,4 millioner, der lever med en gigtsygdom. De kæmper for at holde fast i arbejdslivet, og nogle må give op før, de når pensionsalderen. Derfor er det smertefuldt, at netop den gruppe og vigtigheden af seniorpensionen slet ikke fylder i pensionsdebatten. Der tales nærmest kun om Arne-pensionen,« siger Mette Bryde Lind.
Overordnet svarer ni ud af ti danskere i undersøgelsen, at nedslidte borgere bør have mulighed for at trække sig tilbage før folkepensionsalderen.
»Det ville klæde den politiske pensionsdebat, at man kærede sig om de syge. At man talte om, hvordan man sikrer og forbedrer seniorpensionen, som er et nødvendigt sikkerhedsnet for syge borgere. Borgere, som netop ikke nødvendigvis kan stille op med mange år på arbejdsmarkedet.«





