Der er god grund til optimisme set med Kolding Kommunes briller, når kommunen sammenligner sig med resten af landet i forhold til daginstitutioner.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har spurgt alle forældre til børn i kommunale og selvejende dagtilbud om deres grad af tilfredshed, og her fremgår det, at Kolding Kommune samlet set ligger i den bedste 1/4 blandt de 98 kommuner. Kigger man alene på børnehaverne, er der tale om en 6. plads til Kolding Kommune.

Minimumsnormeringerne er allerede på plads i Kolding Kommune, og byrådet har en forpligtelse til og en ambition om, at kommunen som minimum forbliver på det gode niveau.

Over de næste 6 år har byrådet desuden besluttet at tilføre 248 millioner kroner til området. De skal specifikt gå til at udvide kapaciteten, således at pasningsgarantien overholdes – samt til nye daginstitutioner, så alle børnefamilier i videst muligt omfang har et dagtilbud til deres børn i nærområdet.

Formand i udvalget for børn og uddannelse, Hans Holmer, læser tallene som en klar indikator på, at både medarbejdere og ledelse ude i de enkelte daginstitutioner gør et rigtig godt stykke arbejde hver eneste dag.

– Et er, at vi fra byrådets side selvfølgelig forsøger at sikre så høj kvalitet som muligt, noget andet er forældrenes oplevelse. Derfor er jeg meget tilfreds med, at forældre i Kolding Kommune giver så pæne vurderinger. Det er også et stort skulderklap til medarbejdere i vores daginstitutioner, siger Hans Holmer.

Det er udvalgsformandens forventning, at de kommende investeringer på længere sigt vil kunne aflæses i endnu bedre kvalitet.

– For uanset vores fagligt dygtige personale kan vi ikke komme udenom, at økonomien naturligvis også spiller en betydelig rolle. Investeringerne skal netop gå til at skabe de bedst mulige rammer på området i hele kommunen, siger han og tilføjer:

– Med kapacitetsudvidelserne er vi med til at leve op til pasningsgarantien i Kolding Kommune, og vi bliver dermed en endnu mere attraktiv kommune at bo i for børnefamilier.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her