Det Konservative Folkeparti i Region Syddanmark fremsatte mandag et forslag om at etablere en venskabsregion i Ukraine, nærmere bestemt Vinnytsia-regionen. Forslaget blev drøftet i regionsrådet, men sendt tilbage i udvalget, da et flertal mente, at det ikke var grundigt nok udformet.
Forslaget fra Det Konservative Folkeparti argumenterede for, at Region Syddanmark bør sende et signal om opbakning til den ukrainske frihedskamp og tilbyde assistance og knowhow til genopbygningen af landet. Vinnytsia-regionen blev foreslået som en mulig samarbejdspartner, da den har mange lighedspunkter med Region Syddanmark og er en relativt velstående region med et stort landbrugspotentiale.
Morten Nielsen (C) udtalte sin bekymring over situationen.
– Forslaget er på en kedelig baggrund, da krigen raser i Europa. Vi er under angreb og forsøges at besættes af aggressive Rusland. Det truer hele den verden vi lever i, da de er tæt på os, sagde Morten Nielsen, da han læste forslaget op.
Bo Libergren (V) anerkendte forslagets sympatiske karakter, men havde nogle forbehold.
– Det er et sympatisk forslag, men jeg mener, at der er ting, som skal afklares. Vi skal se om ukrainerne efterspørger forslaget, og er den region den rigtige region at samarbejde med? sagde regionsrådsformanden.
Martin Schmidt Konradsen (Ø) var enig i at forslaget var værd at overveje, men udtrykte bekymring.
– Vi arbejder aktivt imod krig og for fred i Enhedslisten. Det giver mening at se ind i det. Vi er bekymret for at forhandle med et land i krig. Det er et fint og symptomatisk forslag, sagde Konradsen.
Karsten Byrgesen (D) påpegede en anden vinkel .
– Forslaget bærer snert af udenrigspolitik og derfor er jeg på linje med Bo, men det er et sympatisk forslag. Ukraine modtager massiv støtte fra vestlige lande, sagde Bygesen.
Carsten Sørensen (O) gav udtryk for sine egne forbehold.
– Det er sympatisk, men der er uafklarede spørgsmål. Jeg bakker op om at sende det retur til udvalget, forklarede Carsten Sørensen.
Mette With Hagensen (A) bemærkede forslagets positive aspekter, men påpegede også andre kriser
– Det er et positivt forslag. Krigen er ved at blive hverdag nu. Der er tab, som er små og store. Derfor er det positivt. Der er andre kriser, som Sudan og jordskælvsofre i Tyrkiet og Syrien, som vi også kunne fokusere på, sagde Hagensen.
Annette Blynel (F) stemte for at sende forslaget tilbage til udvalget.
– Vi (SF, red.) er grundlæggende af den holdning, at krig ikke fører til noget. Vi er selv splittet om forsvarsforliget. Det er en smuk by, ligner det. Den er udpeget som den mest børnevenlige by af Unicef, hvilket er et paradoks, når den bombes, men vi stemmer for, at den ryger tilbage i udvalget, sagde Blynel.
Efter en debat, hvor der var enighed om sympatien i forrslaget, blev det besluttet at sende forslaget tilbage til udvalget for at få afklaret nogle af de uafklarede spørgsmål og sikre en bredere enighed om forslaget. Der blev lagt vægt på at undersøge ukrainernes interesse og behov, og vurdere om Vinnytsia-regionen er den mest passende samarbejdspartner for Region Syddanmark. Debatten om etablering af en venskabsregion i Ukraine har åbnet op for en række overvejelser omkring internationalt samarbejde, humanitær bistand og Danmarks rolle i at støtte lande i konflikt.