Med julen og nytåret overstået, er det blevet tid til at kigge tilbage på julen 2023 for Fredericia Shopping. Temaet var ‘Jul i den gamle Fæstningsby’, og det var magisk at opleve, mener handelsstandsforeningens formand.
I Fredericia fik julehyggen et nøk op. Rådhuspladsen blev omdannet til et område, der mindede om et julemarked, og det er noget, Fredericia Shoppings formand, Ole Mortensen, ser tilbage på som sket i samarbejde mellem Visit Fredericia og Fredericia Kommune.
– Vi sætter stor pris på, at kommunen har bakket så meget op omkring julestemningen ved at skrue op for julebelysningen, det hyggelige julemarked på Rådhuspladsen, og ikke mindst et godt pakket juleunderholdningsprogram. Alt sammen tiltag, der har været med til at skabe en magisk julestemning i byen. På Fredericia Shoppings vegne skal der lyde en stor tak, siger Mortensen.
Fredericia Shopping hæfter sig ved, at mange har benyttet sig af Fredericias butikker, caféer og restauranter. Det har været med til at hjælpe med den gode julestemning. Alt har dog ikke været fryd og gammen. Nogle butikker nåede ikke i mål med den forventede omsætning for året, og vejret endte også med at spille et puds, da stormen Pia kom og gjorde sit indtog.
Evalueringen af julen er i fuld gang, men der kigges også frem mod 2024, hvor der venter flere store begivenheder i Fredericia, som blandt andet Royal Run, hvor der hurtigt blev udsolgt med 12.500 løbere. I forbindelse med løbet den 20. maj forventes mange gæster i Fredericia, hvor der også venter den traditionelle Sommerrock den 31. maj.
– Vi ser nu ind i et 2024, hvor vi kan håbe på flere positive tendenser fra den store verden, som kan være med til at smitte positivt af på detailhandlen. Samtidig håber vi meget på, at Fredericias borgere vil huske at støtte op om vores lokale butikker, så vi fortsat kan bevare en hyggelig og attraktiv bymidte, siger Detail- & Oplevelseskonsulent i Fredericia Shopping og Business Fredericia, Mette Pyrdol Christensen.