-0.3 C
Copenhagen
torsdag 12. februar 2026

SF vil have klarhed over klager om sundhed i fængsler

0
SF vil have klarhed over klager om sundhed i fængsler

POLITIK. Efter de seneste dages protester blandt indsatte i flere danske fængsler, blandt andet i Renbæk og Sdr. Omme, reagerer SF’s retsordfører Karina Lorentzen nu.

Hun har bedt om at få den indsendte klage fra de indsatte oversendt sammen med Danske Fængslers bemærkninger til sagen.

Baggrunden for protesterne er ifølge oplysningerne utilfredshed med medicinhåndtering, herunder fratagelse af ADHD-medicin, langsomme svartider på urinprøver samt generel sagsbehandling på tværs af institutionerne.

Karina Lorentzen understreger, at sundhedsbehandlingen i fængslerne skal tages alvorligt.

»Jeg er altid meget optaget af sundhedsbehandlingen i vores fængsler, fordi man ikke skal stilles dårligere på det punkt end resten af befolkningen. Og så fordi, jeg tror, meget af nøglen til mindre kriminalitet ligger i, at man får hjælp til især psykisk og adfærds- og udviklingsforstyrrelser. Derfor har jeg bedt om at få klagen oversendt og Danske Fængslers kommentar til, hvad der er op og ned i sagen,« siger hun.

Retsordføreren mener samtidig, at der er behov for mere systematisk viden om forholdene i fængslerne.

Hun foreslår, at der indføres jævnlige undersøgelser blandt både ansatte og indsatte for at identificere, hvor der kan ske forbedringer.

»Vi ved meget lidt om, hvorvidt de tilbud, vi har, opleves relevante – både af ansatte og indsatte. Det er vigtigt, at vi gør mest muligt for at sikre, at man ikke laver kriminalitet igen, når man løslades, og de penge, vi har til opgaven bruges til de rigtige. Mit indtryk er, at både indsatte og ansatte har ideer, men at vi spørger dem for lidt til deres oplevelser,« siger Karina Lorentzen.