OPINION. Store dele af valgdebatten er influeret af højrefløjsekstremisterne, hvor argumenterne drejer sig om mennesker, der er kommet til Danmark af forskellige årsager, der kan være tvang, interesse eller andet.
Selvfølgelig vil der være mennesker, der kommer af samme grund som de såkaldt kristne, der drog ud i Verden for at udbrede et budskab og grundlæggende ændre befolkningers levevis.
Nogen flygter fra noget uønsket for at få del i dansk kultur, men bliver ikke vel modtaget, hvilket ændrer deres målsætning til at ville have det samme samfund i Danmark, som den samfundsstruktur de flygtede fra.
Desværre bliver nogle af udlændingene mere eller mindre presset til at blive kriminelle, hvor de ekstremistiske politikeres sprog, udsagn og talemåder er kraftig medvirkende til brutaliteten.
Nogle af især Dansk Folkepartis ledende politikere er så fyldte med had, at de har svært ved at udtrykke sig uden hadgennemtrængning. En del politikere på højrefløjen skulle fratages dansk statsborgerskab og sendes til ”Langtbortistan”, da de er så udanske og vil fordreje det danske samfund til ukendelighed og egentlig ikke tror på det danske samfunds kultur og styrke. Desværre er der også fornuftige politikere, der er så svage, at de lader sig fordreje af debatten og indtager holdninger af populistiske grunde, holdninger de grundlæggende ikke harmonerer med.
I stedet for at nedgøre og vende ryggen til mennesker, der vil andre mennesker det godt, så skulle vi sikre en fundamental oplysning til folk fra andre kulturer, der er kommet til Danmark. Det kunne være 6 mdr. gratis ophold på en dansk folkehøjskole, som foreslået af Radikal Venstre, der kan give en indlevelse i og forståelse af dansk demokratisk kultur, der jo er en livsform, som selv mange danskere er usikre på.
Når man marginaliserer mennesker, som det blandt andet sker på Udrejsecenter Kærshovedgård, så fremkaldes megen dårlig adfærd, da de jo er ”dømt ude” og ikke har en chance. Hvis man i stedet lod dem arbejde og uddanne sig adskilt, så ville mange med sikkerhed tilpasse sig og indleve sig i det danske. Krigen i Nordirland mellem katolikker og protestanter endte for mange med deportering til en ø nord for Irland uden omverdensforbindelser, men med livs- og samfundsopbygningsmuligheder. Her opstod en ny samfundsorden, hvor mange blev almindelige samfundsbevarende og igen udkrystaliseredes nogle få kriminelle.





