Schwensen tjekker: Nyt museum

0

POLITIK. I dag sætter vi i »Schwensen tjekker« spot på det nye museum, som skal etableres på Voss-grunden i Fredericia. Vi har inviteret byrådsmedlemmerne Susanne Eilersen (DF) og Peder Tind (V) til en snak om, hvad museet skal kunne – og hvorfor byen har brug for det.

Vi starter samtalen ved det gamle bymuseum, som har tjent Fredericia godt, men ifølge Susanne Eilersen trænger byen til en opgradering.

»Vi står her ved den flotte gamle dame, der har nostalgi, men hun er også blevet lidt træt. Museet skal bredes ud og fortælle historien om Danmark og om, hvorfor vi stadig kan kalde Danmark for Danmark. Her kan vi fortælle historien på en måde, der tiltrækker turister og nye borgere,« siger Susanne Eilersen og fortsætter:

»Vi vil gøre hele Fredericia til et museum. Vi har det fantastiske voldanlæg, og nu skal vi have nogle nye rammer og ny teknologi, hvor vi kan folde vores viden og historie ud.«

Susanne Eilersen fremhæver, at det nye museum passer godt ind i både bosætnings- og turismestrategien:

»Folk bliver overraskede over Fredericia, når de først kommer hertil. Vi har skove, strand, vand og en spændende historie. Turisten er første skridt til en ny borger. Derfor passer museet perfekt ind i vores visioner.«

Centralt placeret på Voss-grunden

På vej mod Voss-grunden forklarer Peder Tind, hvorfor netop denne grund blev valgt:

»Placeringen er central, tæt på voldanlægget og det gamle museum. Det er en grund med historie, og den binder det gamle sammen med det nye. Samtidig er den tæt på byen, cafeerne og butikkerne. Det er fabelagtigt,« siger Peder Tind.

Tind understreger samtidig, at museet skal skabe stolthed og brandværdi:

»Når Fredericia shiner, som vi så under Royal Run, styrker det vores selvforståelse og DNA. Museet bliver en magnet, der trækker turister og måske nye borgere til. Fredericia fortjener at blive brandet som den fantastiske by, den er.«

Volden bliver en integreret del

Museet kommer til at ligge tæt ved Slesvigske Bastion, hvor svenskerne angreb Fredericia i 1657. Det glæder især Susanne Eilersen:

»Vi har Nordens bedst bevarede voldanlæg, og det skal selvfølgelig være en del af museumsoplevelsen. Vi er allerede i gang med at integrere volden i fortællingen med guidede ture og aktiviteter. Historien skal blive en naturlig del af alt, hvad vi gør.«

Peder Tind, der er formand for Kultur- og Idrætsudvalget, er enig:

»Det unikke er, at man kan opleve historien inde på museet og bagefter gå direkte ud og se den med egne øjne. Man hører om volden, og så står man pludselig på den. Det er ikke mange steder, man får den oplevelse.«

Byen skal sige »wow«

Hvordan museet præcist skal se ud, har politikerne endnu ikke fastlagt, fortæller Peder Tind:

»Vi har ikke låst os fast på, om museet skal være rundt eller højt. Det vigtigste er, at det har en wow-effekt og giver en helhedsoplevelse. Samtidig skal det skabe udvikling i byen og handelslivet.«

Tind fremhæver også samarbejdet med Susanne Eilersen som afgørende:

»Susanne har presset på i årtier for at få det her museum. Nu har vi endelig taget beslutningen, og det er blandt andet hendes skyld, at vi står her i dag. Det er jeg hammerende stolt af.«

Susanne Eilersen slutter af med en opfordring til hele byen:

»Museet er ikke bare en bygning – hele Fredericia skal være med. Vi skal fortælle historien på nye måder, hvad enten det handler om grøntsager, madretter eller events. Historien skal leve i alt, hvad vi gør.«

Med den begejstring forlader jeg politikerne ved voldanlægget. Jeg har lovet at være klar, når det nye museum åbner, til at fortælle historierne om Fredericia. Det er en aftale!

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her