Den grå og kedelige november – november – november gik på hæld, og julemåneden med dens lys, glæde og omsorg bankede på døren. 

Den rette opskrift på at komme i det rigtige julehumør er (hvert år) at sætte sig i de julerøde sæder i den hyggelige julestue på Fredericia Teater og nyde Fredericia Musicalteaters ultimative professionelle musikalske julekoncert.  Traditioner med indhold bør bevares og selvsagt gentages.

I Winter Wonderland får man en skøn julebuket bundet og kombineret af forskellige jule-”blomster” med variation og kontrast. Fra løsslupne morsomme sange til sange og salmer, der henfører enhver åben sjæl til eftertænksomhed.

Eminent udførelse

Foto: Sarah Bossen

Heigh ho, heigh ho”, hvor ”De syv små dværge” på scenen performer – lige fra de tre musikere til de fire sangere.

Med kyndig ledelse af Thomas Møller (kapelmester og klaver) – og tak for paletten med de forskellige musikgenrer – , Søren Østergaard Pedersen, som heldigvis fik sin bassolo og Frederik Larsen (trommer), som var hensynsfuld afdæmpet, er den musikalske ledsagelse bare i orden. Selv om der indimellem dog godt kunne have været endnu mere brænde og dermed power i kaminen.

Så har vi da lige de unikke lokale sangere: Christina Elisabeth Mørkøre, Maria Skuladottir, Mads Æbeløe Nielsen og Diluckshan Jeyaratnam. (Kunne de da bare ikke hedde Ea, Pi, Bo og Ib, men det er vel Yt!).

Vokalt fryder de hver eneste gang!

Intro i vinterlandskabet 

Med Winter Wonderland, Let It Snow og Sleigh Ride – både på engelsk og dansk – er alle ligesom i gang på scenen. Det er altid overvældende, når vi vederkvæges med flerstemmighed! 

Men så er linjen lagt. Her fokuseres hovedsageligt på amerikanske julehits.

De sære amerikanere

Foto: Sarah Bossen

De er altså ikke helt som os over there! Ofte for voluminøse, pompøse og megalomaniske. For meget! Men lave fed musik og eventyrlige film, det kan de altså! 

Gamle julehits udført af alle croonerne, Disney-filmmusik, gospels, de jazzede numre og stjernernes julehits er der mange af og ærkeamerikanske.

Når et verdenshit som All I Want for Christmas Is You – bliver spillet for meget, når man kvalmegrænsen. Som Diluckshan udtrykker. Men han må dog nødtvunget finde sig i at blive involveret i selvsamme firstemmighed. 

Heldigvis skulle vi ikke i år pines med ”Last Christmas”…

Dansk

Foto: Sarah Bossen

Lidt færre danske sange i år. Men dog Dictes dejlige Drømte mig en lille drøm fra julekalenderen Absalons hemmelighed (Her er Maria fortryllende), Shubiernes Den himmelblå, Baggårdspumaens Søren Banjomus og Sneflokke kommer vrimlende og en yderst morsom udgave af Jeg så julemanden kysse mor.

Store øjeblikke

Da Mumles Julefred emotionelt blev fremført af Christina blev jeg overrasket og grådkvalt. Hvilken tekst fra et ungt menneske. Find teksten og hendes baggrund herfor og læs og hør den!!!

Marias udførelse af En rose så jeg skyde: Udsøgt – men også hendes Dejlig er jorden – en af de bedste salmer overhovedet, som udviklede sig til en lækker bossanova. 

Himmelsk er der også, når de to gutter, Mads og Diluckshan, synger Gloria In Excelsis Deo. I må gerne synge til min begravelse, for så er jeg sikker på, hvor jeg ender…!

Outro

Foto: Sarah Bossen

Så skal der lige sluttes ordentligt af. Forrygende er det, når alle på scenen fremfører det isnede budskab: Lad det ske (Let It Go).

Som ekstranummer naturligvis sangen, vi alle kender og lytter til, lige før julemiddag og juletræ…!

Tak, fordi I åbnede mine øjne og ører for et par julesange, som ikke lige var på min playliste. I’ve Got My Love To Keep Me Warm (med step),  Miss You Most, Mary Did You Know og Sugar and booze (skål!).

Morskab og overraskelser

Koncerten Jul i Teatret er i år mere dynamisk med megen bevægelighed på scenen; og der er krydret gevaldigt med sjov og ballade og overraskende kostumer lige fra rotten i Elvis´ Blue Christmas, tre ”piger” i Jeg så julemanden kysse mor til feen i Drømte mig en lille drøm. 

Foto: Sarah Bossen

På decemberhimmelen funkler seks dejlige julestjerner, der leder enhver til Jul i Teatret og Winter Wonderland.

Spiller torsdag og fredag frem til den 15. december.

PS.

Nu må en eller anden tv-station da snart tage sig sammen og komme og optage og sende denne koncert i juledagene! Findes det bedre?!

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her