Mandag kunne Region Syddanmark offentliggøre, at alles Lægehus skal drive en lægeklinik i Ribe, da Region Syddanmark har forgæves forsøgt at besætte et ydernummer i Ribe med en praktiserende læge. Regionen har derfor haft driften af ydernummeret i udbud. alles Lægehus har som de eneste budt på opgaven, og lægekoncernen overtager således driften af lægeklinikken fra 1. april 2025.
Men alles Læge har flere gange været i negativt søgelys. For Styrelsen for Patientsikkerhed har ført tilsyn med tre Alles Lægehus-klinikker i Fjerritslev, Thisted og Øster Jølby i Nordjylland.
Og nu står det klart, at klinikken i Fjerritslev kan se frem til endnu et tilsyn.
Hos Styrelsen for Patientsikkerhed er man nemlig stadig ikke helt sikre på, at alting foregår, som det skal.
Derfor vil de i endnu et tilsyn holde øje med, om fagligheden er i orden – blandt andet når opgaver, der normalt kun udføres af læger, bliver overdraget til sygeplejersker.
Desuden vurderer styrelsen også, at der har været flere problematiske forløb omkring kræftudredning. Men i deres brev til klinikken i Fjerritslev, skriver styrelsen dog, at de forventer, at de sager bliver bragt i orden.
Tilsynet med de tre Alles Lægehus-klinikker er kommet efter et bekymringsbrev, som 14 læger fra sygehuset i Thisted skrev tidligere på året.
Her beskrev hospitalslægerne blandt andet eksempler på patienter, der ikke blev udredt for kræft hurtigt nok. Eksempler på alvorlige fejl og grov forsømmelse i patientbehandlingen.
Alligevel har Region Syddanmark indgået en aftale med alles Lægehus om klinikken i Varde.