POLITIK. Et politisk flertal i Fredericia Kommune har besluttet at give Fredericia Shopping et økonomisk løft her og nu. Økonomi- og Erhvervsudvalget har godkendt et engangstilskud på 500.000 kroner i 2026, mens spørgsmålet om en eventuel varig støtte først skal afgøres ved de kommende budgetforhandlinger.
Beslutningen blev truffet med stemmer fra Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne. Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten stemte imod med henvisning til, at investeringspuljen efter deres opfattelse ikke bør bruges til formålet.
Ifølge Christian Bro, der sidder i Økonomi- og Erhvervsudvalget for Socialdemokratiet, handler beslutningen ikke blot om støtte til en forening, men om at holde liv i midtbyen. »Når man siger støtte til Fredericia Shopping, er det et udtryk for aktiviteter i midtbyen. Det er ikke bare, at vi støtter en forening. Det er, at vi giver mulighed for flere og bedre aktiviteter, som også kommer caféer og restauranter til gavn,« siger han.
Midlertidig hjælp – ikke en endelig løsning
Fredericia Shopping har i sin ansøgning peget på vigende indtægter som følge af færre medlemmer og dermed lavere kontingentindtægter. Samtidig har foreningen argumenteret for, at især juleperioden er afgørende for byens butikker, hvor flere forretninger ifølge foreningen henter omkring 30 procent af deres årlige omsætning.
Det var netop behovet for større præcision i ansøgningen, der i december fik udvalget til at udsætte sagen. »Vi syntes, at ansøgningen skød lidt bredt, og bad dem være mere specifikke. Det kan man roligt sige, at de er blevet. Og når de dokumenterer, hvor vigtig julehandlen er, giver det mening at give dem et ekstra boost nu,« siger Christian Bro.
Han erkender samtidig, at tilskuddet også er en form for brandslukning. »Det er jo også at lappe et hul, fordi de har færre medlemmer og færre kontingentindtægter. Men det er i høj grad også for at understøtte, at de gerne vil gøre noget ekstra ud af julen.«
En »brændende platform« for midtbyen
Også i Venstre bakker man op om den midlertidige støtte. Pernelle Jensen, næstformand for Økonomi- og Erhvervsudvalget, beskriver situationen som akut. »Vi synes, det er vigtigt at støtte vores butikker og sikre, at midtbyen har et godt liv. Det er en brændende platform, og derfor har vi været med til at give den halve million nu og her,« siger hun.
Hun understreger, at Venstre ikke har bundet sig til yderligere støtte efter 2026. »Vi har ikke committet nogen penge ud i overslagsårene. Det tager vi et år ad gangen, og det må blive en politisk forhandling, når vi når budgettet.«
Uenighed om brug af investeringspuljen
Mindretallet i udvalget stemte imod med henvisning til, at investeringspuljen efter deres opfattelse er tiltænkt uforudsete udgifter og velfærdsområder – ikke løbende drift eller støtte til detailhandel. Den kritik deler flertallet dog ikke.
Christian Bro peger på, at en velfungerende midtby er afgørende for en by som Fredericia. »Det er vigtigt for en by af vores størrelse, at vi har en velfungerende midtby. Hvis der kommer andre ansøgninger fra pressede områder, må vi tage stilling til dem, når de ligger der.«
Med beslutningen får Fredericia Shopping dermed økonomisk luft til at gennemføre sine aktiviteter i 2026. Om støtten bliver permanent, er fortsat et åbent politisk spørgsmål – og et emne, der med stor sandsynlighed vil dukke op igen, når budgetforhandlingerne for de kommende år går i gang.






