Opondo efter drømmekasse: »Super forløsende«

0

SPORT. Moses Opondo kom ind fra bænken og leverede en fremragende scoring, da FC Fredericia tirsdag aften sikrede sig tre vigtige point med en 2-0-sejr på udebane mod Esbjerg. Midtbanespilleren satte med sit mål en tyk streg under, hvor afgørende en rolle han kan spille i oprykningskampen.

Målet faldt efter en flot individuel aktion, hvor bolden ramte begge indersider af stolpen, inden den gik i mål.

»Jeg tænkte i hvert fald, da den kom til mig, at jeg bare ville prøve chancen. Jeg ser lige, at han åbner lidt op, og så går den heldigvis mod den her gang,« fortæller en glad Moses Opondo.

Scoringen kom på et afgørende tidspunkt, hvor Esbjerg pressede voldsomt på for en udligning.

»Jamen det er jo super vigtigt i forhold til den situation, vi er i, så det er fedt at kunne komme ind og hjælpe holdet. Især i en periode, hvor de faktisk lavede et rigtig fint spil for os, så det var en dejlig følelse,« siger han.

Selvom FC Fredericia endte med sejren, indrømmer Opondo, at holdet var presset undervejs i opgøret.

»Jeg synes, i anden halvleg der ligger de jo et større og større tryk på os, selvom vi er foran. Og de dygtige boldspillere og de indskiftninger, de også laver, de er jo med til at give lidt mere tungere tryk på os. Så det er rigtig dejligt, at det kunne hjælpe med at lette det tryk lidt,« forklarer han.

Sejren kan få afgørende betydning for FC Fredericia i oprykningskampen, og ifølge Moses Opondo var resultatet helt essentielt.

»Jamen det er jo super vigtigt, og det er sindssygt forløsende også, fordi det var en svær kamp for os, og jeg synes, at drengene de kæmper godt derinde, og det er bare super fedt at have stået med tre point,« slutter Moses Opondo.

Med sejren cementerede FC Fredericia deres andenplads i NordicBet Ligaen og har nu syv point ned til AC Horsens på tredjepladsen.