Erritsø Idrætscenter danner igen rammen, når Ferie Camp i sommeren 2026 samler omkring 2.000 børn, unge og familier fra hele landet.
Arrangementet finder sted i uge 28 og bliver ifølge arrangørerne endnu en gang afholdt i Fredericia. Her forvandles idrætscenteret i en uge til det, arrangørerne kalder verdens største værested for mennesker, der lever i social udsathed.
Ferie Camp arrangeres af Landsforeningen af Væresteder, som siden 2013 har stået bag afviklingen.
»Vi er glade og stolte af, at vi kan afholde Ferie Camp her i byen igen,« siger Nico Hansen, konstitueret sekretariatschef for Landsforeningen af Væresteder.
Campen gennemføres med støtte fra Arbejdsmarkedets Feriefond og Fredericia Kommune. I år har Fredericia Byråd afsat 200.000 kroner til projektet.
Formanden for Social-, Børne- og Ligestillingsudvalget i Fredericia Kommune, Cecilie Roed Schultz fra Enhedslisten, bakker op om støtten til arrangementet.
»Vi er med til at give nogle mennesker og familier en god oplevelse. Der er mange børn, der har rigtigt svært ved at komme tilbage i skolen efter sommerferien og ikke have været på sommerferie. De har ikke fået nogen former for oplevelser eller været på nogen ture,« siger hun.
For mange af deltagerne er Ferie Camp en af årets største oplevelser. Her får familier mulighed for at tage på sommerferie, møde nye mennesker og deltage i forskellige aktiviteter.
»Ferie Camp betyder, at de også kan komme tilbage og fortælle, at de har været i LEGOLAND, at de har fået nye venner. At de har sovet i telt. Det er vigtigt for en kommune at være med til,« siger Cecilie Roed Schultz.
Under opholdet bor mange af familierne i telte på pladsen, og mellem 100 og 150 frivillige er med til at få arrangementet til at fungere.
Hos Landsforeningen af Væresteder er planlægningen af årets program allerede i gang.
»Vi arbejder på mange forskellige ting. Nogle af dem er nye, og nogen af dem har vi haft før,« siger Nico Hansen og fortsætter:
»Men jeg lover jer, at det bliver en fantastisk uge med masser af spændende aktiviteter.«
Han glæder sig samtidig over, at arrangementet igen bliver afholdt i Fredericia.
»Vi er meget glade og stolte af, at vi igen kan afholde Ferie Camp i år her i byen. Deltagerne kommer fra hele landet, men det er vores hjemmebane, og vi ved, at det fungerede rigtigt godt sidste år.«
Ferie Camp starter mandag den 6. juli og løber hele uge 28. I løbet af marts åbner tilmeldingen for deltagere.





