SUNDHED. Når et barn kæmper med angst, mærkes det i hele familien. Mange forældre står tilbage med følelser af magtesløshed og ensomhed. Nu får de et nyt sted at hente støtte. Et digitalt tilbud bestående af både en podcast og et onlineforløb giver forældre viden, øvelser og mulighed for at spejle sig i andres erfaringer.
Anette Birgitta Hassel er en af de seks forældre, der medvirker i podcasten »Et usynligt fællesskab«, som er en del af det nye initiativ. Hun ved, hvor svært det kan være at stå på sidelinjen som forælder til et barn med angst.
»Da mit barn var ramt af angst, følte jeg mig så magtesløs. Jeg kunne virkelig godt have brugt en slags forældreskole, hvor det handlede om mig. Om hvilke metoder og strategier, jeg kunne bruge som forælder for at støtte mit barn bedst og regulere mig selv, sådan at mit barn kunne læne sig ind i mig,« fortæller hun.
Bag det digitale forældretilbud står Fremskudt Funktion, et samarbejde mellem Psykiatrien i Region Syddanmark og kommunerne i regionen. Projektet er udviklet sammen med Center for Digital Psykiatri og støttet af Sundhedsstyrelsen.
Chefsygeplejerske i Børne- og Ungdomspsykiatri Syddanmark og medformand for styregruppen, Trine Zier Bro, håber, at tilbuddet vil give forældre nye redskaber og styrke følelsen af fællesskab.
»Når vi møder forældre til børn i mistrivsel i Fremskudt Funktion, oplever vi, at flere savner konkrete redskaber til, hvordan de kan hjælpe deres børn igennem en svær tid. Med det nye digitale tilbud håber vi, at vi kan klæde forældre bedre på til at støtte deres børn. Samtidig håber vi, at podcasten med andre forældres erfaringer kan være et frirum til de pressede forældre, som giver dem følelsen af ikke at være alene eller forkerte,« siger hun.
I podcasten taler forældrene åbent om emner som ensomhed, vrede, håb og familiedynamik. Selvom de medvirkende aldrig har mødt hinanden, viser samtalerne, at de deler mange oplevelser og følelser.
»Jeg håber, at dem der lytter med, finder ud af, at der er håb. Håb for at det hele nok skal gå, også selvom man står et virkelig hårdt og svært sted. Det er så ensomt at have et barn med angst, fordi der ikke er overskud til at række ud til andre. Så at høre os forældre tale sammen i podcasten om alt det svære, håber jeg kan være helende – en form for egenomsorg, som der i processen er så lidt overskud til,« siger Anette Birgitta Hassel.
Både podcasten og onlineforløbet er frit tilgængelige på mindhelper.dk/foraeldre, hvor familier kan bruge materialet, når det passer ind i deres hverdag.
Charlotte Houlberg, børn og unge-direktør i Middelfart Kommune og medformand for styregruppen, peger på, at det digitale format gør hjælpen mere tilgængelig.
»Vi håber, at vi med det nye digitale tilbud kan nå ud til flere familier, som har brug for hjælp uden ventetid. Det har været vigtigt for os, at onlineforløbet er let at gå til og formidlet på en nem og overskuelig måde, sådan at det ikke kræver for meget af forældrene, som i forvejen er pressede. Sammen med en række gode råd og øvelser, som også er en del af forløbet, håber jeg, det digitale tilbud kan gøre en forskel for familier i hele regionen,« siger hun.
Tilbuddet er en del af Fremskudt Funktions arbejde med tidlige og sammenhængende indsatser, der skal forebygge, at mistrivsel og lettere psykiske problemer udvikler sig.
Fremskudt Funktion samarbejder med 21 kommuner i Region Syddanmark og har som mål at sikre, at børn og unge i mistrivsel og deres familier får hurtig og relevant hjælp – så barnet kan bevare en så normal hverdag som muligt.







