Det var en særlig markering af 175 års jubilæet for Slaget om Fredericia i 1849, da en helt ny statue af General De Meza kunne vises for offentligheden for første gang ved Kongens Portvagt.
Det skulle tage adskillige generationer og menneskealdre før at Christian Julius de Meza fik en statue i Fredericia. Han endte med at blive en af de mest omdiskuterede generaler i dansk historieskrivning. Det skyldtes især hans datid, hvor det nationalistiske klima og situationen efter 1864 kastede hans omdømme i grus. Men inden da havde de Meza en afgørende rolle i Slaget om Fredericia, der endte med den sejr, der siden er blevet fejret af fredericianerne år efter år.
Han afgik fra Als med 5.000 mand mod Fredericia. Under slaget den 6. juli førte han sine tropper ud gennem Kongens Port, hvor den nye statue også er placeret. Og den 6. juli 2024 kunne formanden for 6. juli komiteen, Erik Schwensen, sammen med bestyrelsesformand Christian Herskind stolt præsentere Fredericias nye mindesmærke. Kunstneren bag, Thor Larsen, havde forinden haft et tæt samarbejde med hovedkræfterne bag projektet, der på ganske kort tid fik samlet midlerne til at få mindesmærket etableret. Dermed blev historieskrivningen endeligt fulgt op med handling i spørgsmålet om general de Meza.
Borgmester Christian Bro (A) og Viceborgmester Susanne Eilersen (O) var meget imponerede over den nye statue, hvor de overværede afsløringen sammen med byrådet i Fredericia, grev Ingolf og repræsentanter for den militære ledelse i Danmark.
Også direktør for Museum Fredericia, Karsten Merrald Sørensen, har været involveret i arbejdet med at få statuen perfektioneret. Han var meget tilfreds med slutresultatet, der nu giver turisterne endnu et sted at besøge, når de skal rundt på volden for at indsuge Danmarkshistorien.
Når fredericianerne fremover kører fra Østerstrand ud af Kongens Port, vil de derfor kunne se den nye statue rage op. I anledning af projektet er der også udkommet en bog om General de Meza, skrevet af Rosa Engelbrecht. Overskuddet går til Landsindsamlingen. Busten er udfærdiget i Firenze, Italien, af Thor Larsen, der er uddannet stenhugger. Markeringen af 175 års juliæet for Slaget om Fredericia blev således kronet med denne afsløring.