OPINION. Der er noget, der skurrer, når man som læser følger debatsiderne i Fredericia Dagblad. Debatsider burde være det sted, hvor borgerne frit kan brydes med hinanden, udfordre magten og dele de erfaringer, der formes i hverdagen. Et åbent demokratisk rum, hvor uenighed og modspil giver mening og perspektiv.
Alligevel oplever man, at avisens egen stemme fylder langt mere end læsernes – og så melder spørgsmålet sig: Er det egentlig debat, eller er det styring af debat?
Landsdækkende aviser har typisk en tydelig opdeling: avisens holdning på lederpladsen og borgernes stemmer i debatspalterne. I Fredericia Dagblad bliver denne grænse mere og mere udvisket. Avisens redaktør, Peter Hagmund, skriver hyppigt på debatsiderne, i det rum, der burde tilhøre borgerne. Dermed bliver den interne magtbalance uklar og skaber tvivl om, hvorvidt debatten faktisk er fri.
AImoderering blev i 2025–2026 en fast del af mange mediers debatstyring – både for at reducere omkostninger og dæmpe hadske kommentarer. Men når menneskelig redaktionel styring samtidig strammes, risikerer vi et demokratisk underskud. Det gælder især, hvis læserne oplever, at deres indlæg forkortes, omredigeres eller forsvinder, mens redaktionelle stemmer ubesværet får plads.
Asymmetri forklædt som dialog. Når redaktionen fylder i debatten, mens borgerne må kæmpe for at komme til orde, bliver det svært at tale om debat på lige vilkår. Det ligner asymmetri forklædt som dialog. Resultatet er en smallere samtale, færre synspunkter og et mediebillede, hvor avisen fremstår som aktør snarere end arena.
En sund lokalavis tåler uenighed. Den tåler kritik – også mod sin egen linje. For debat kræver modspil, ikke ekko. Mangfoldighed, -ikke ensretning. Åbenhed, -ikke styring. Spørgsmålet er derfor ikke, om Fredericia Dagblad må mene noget. Spørgsmålet er, om den samtidig giver plads til dem, den er sat i verden for: -læserne. Debatsider uden borgerstemmer er ikke debat. Det er ekko.
Dette er ikke skrevet for at give folk som mig mere sendetid, men for at helt almindelige borgere skal opleve, at der er plads til dem i debatten – og at deres stemmer bliver taget alvorligt.






