Søndag den 22. januar 2023 modtog Midt- og Vestjyllands Politi en anmeldelse om mistænkelige dødsfald på en adresse i Vejrumbro øst for Viborg, skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelse.
Da politiet ankom til adressen, fandt de en 49-årig kvinde og hendes to børn på henholdsvis 11 og 14 år, der alle tre var afgået ved døden. Det var en bekendt til familien, der opdagede dødsfaldene og alarmerede politiet.
– Vi er altid meget forsigtige med at konkludere noget for tidligt, så vi efterforsker sagen som enhver anden drabssag, hvor vi kigger i flere retninger. Vores foreløbige efterforskning tyder på, at kvinden formentlig har dræbt de to børn for derefter formodentlig at slå sig selv ihjel, men vi efterforsker som nævnt fortsat i flere retninger. Fortæller vicepolitiinspektør Jim Hansen i pressemeddelsen, han er leder af den centrale efterforskningsafdeling hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Efterforskningen fortsætter, og politiet arbejder i området med hundepatruljer og kriminalteknikere for at klarlægge omstændighederne omkring dødsfaldene. Foreløbig tyder efterforskningen på, at der ikke har været andre involverede i forbindelse med dødsfaldene, og at kvinden formodentlig har dræbt sine to børn, før hun slået sig selv ihjel.
Østervangsvej i Vejrumbro er fortsat spærret af, mens politiet arbejder på stedet. Det er endnu ikke klart, hvor længe undersøgelserne vil stå på, men efterforskere vil fortsat være til stede mandag.
For at tage hånd om den utryghed, der kan være i lokalsamfundet efter en sag som denne, vil lokalpolitiet i Viborg arrangere et møde mandag aften for beboerne i Vejrumbro. Midt- og Vestjyllands Politi vil deltage i mødet og give svar og komme eventuelle falske rygter til livs.
– Det er naturligvis en sag, der påvirker og ryster et lille lokalsamfund dybt. Derfor vil vi i samarbejde med lokale kræfter arrangere et møde for byens beboere, hvor også vi fra politiet vil være til stede. Vores efterforskere arbejder intensivt på at få afdækket omstændighederne omkring de tre dødsfald, og selvfølgelig kan vi ikke fortælle om detaljer i efterforskningen, men vi vil alligevel kunne give de berørte borgere nogle svar og også kunne hjælpe med at komme eventuelle falske rygter til livs, siger vicepolitiinspektør Christian Toftemark i pressemeddelsen.
Midt- og Vestjyllands Politi har ikke flere kommentarer til efterforskningen, og de nærmeste pårørende til de afdøde er underrettet.