I Fredericia er der nyt på sundhedsfronten. Diabetesforeningen og Hjerteforeningen har indgået en banebrydende aftale om at samarbejde omkring gåture. Aftalen blev indgået i Frivilligecentret på Sundhedshuset, hvor repræsentanter for de to foreninger, Mogens Sandbæk, Anne Birgitte Rasmussen og John Nyborg, mødtes for at drøfte detaljerne.

Mogens Sandbæk, gå-holdleder fra Diabetesforeningens lokalafdeling i Fredericia, har i de seneste fire år kæmpet sig tilbage til en aktiv livsstil efter et hjertestop.

– Jeg så at Diabetesforeningen havde gå-hold. Jeg tilmeldte mig et onlinekursus og etablerede et gå-hold. Jeg bemærkede, at Hjerteforeningen lavede det samme. Derfor kontaktede jeg dem for at foreslå et samarbejde, og de var meget positive, siger Mogens Sandbæk.

Gåturene er designet til at give folk en chance for at komme ud blandt andre, væk fra sofaen og tv’et. – Vi taler om stort set alt, siger Sandbæk, – Det er en fantastisk mulighed for at mødes med ligesindede og nyde det sociale samvær.

Anne Birgitte Rasmussen, repræsentant for Hjerteforeningen, uddyber:

– Der har været gåklubber, særligt efter covid-19. Dem der kommer, er bedre fysisk stillet. Vi holder fokus på de sværere borgere, som har diabetes og andre sundhedsudfordringer, og som ikke magter at gå ud i byen. Vi vil gerne nå dem, der sidder i sofaen og dem, der ikke har energi til at komme af sted. Længden på turene er tilpasset, så alle kan være med, siger hun.

Ruterne for gåturene omfatter Østerstrand og forskellige steder i byen. Mogens Sandbæk slår fast, at turene er for alle.

– Vi har fokus på at gøre ruterne tilgængelige for alle, også dem med rollator, stok og kørestol. Vi går i et stille tempo, så alle kan være med, forklarer Mogens Sandbæk.

John Nyborg, formand for Diabetesforeningens lokalafdeling i Fredericia, ser frem til samarbejdet med Mogens og Anne.

– Mogens er et godt eksempel på, at man kan mere end man tror. At komme ud og gå, selv når man ikke har det godt, kan hjælpe en ud af en ond spiral. Ved at arbejde sammen håber vi på at kunne motivere flere til at deltage i vores gåture og opdage, at de kan mere end de tror, slutter John Nyborg.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her