LOKALT. Siden august har Middelfart Skateboarding bygget og hamret løs i den gamle industrihal på Tråden. Nu er hallen færdig, ramperne sat, og lørdag den 28. februar klokken 16 slår foreningen dørene op til en indvielsesfest, der byder på alt fra skateboardkonkurrence og pengepræmier til tarteletter og party i KABEL29.
Det er formand Morten Bennetsen, der sammen med et lille udvalg af frivillige har stået i spidsen for at forvandle den rå hal ved Gl. Banegårdsvej 29 til en fuldgyldig indendørs skatepark — et projekt, der har været undervejs i et halvt år, og som nu kulminerer med en officiel indvielse, hvor Middelfarts borgmester Anders klipper snoren. »Vi har gået og bygget helt siden vi fik lov til at komme ind i august. Nu er hallen endelig færdig, og så skal den indvies ordentligt,« siger Morten Bennetsen, der ikke lægger skjul på sin begejstring.



Og ordentligt bliver det. Foreningen har sammensat et program, der begynder med en velkomst og snoreklip klokken 16 og derefter ruller videre med skateboardkonkurrencer i flere niveauer, her en juniorafdeling for de yngste og en åben række for de ældre skatere. Det hele kulminerer med en hemmeligholdthed udfordring under overskriften »Big Surprise Contest«, der lover pengepræmier til de mest vovemodige.
En national legende bag mikrofonen
For at give konkurrencen det rette tryk har foreningen hentet en af dansk skateboardings mest markante figurer til at stå ved mikrofonen. Kim Stær, som Morten kalder en national legende, har sagt ja til at speake hele arrangementet. »Kim Stær er en ældre herre ligesom mig, der bare er virkelig dygtig til at skate og har en fantastisk energi. Han kan alle de vilde tricks, han kan nå ud til publikum — han er simpelthen perfekt til det her,« fortæller Morten Bennetsen.

Og der bliver noget at speake om. Det lokale firma POM Industries, som leverer jern og tidligere har sponsoreret ramper til foreningens udendørs anlæg ved marinaen, har produceret en kæmpe rail specielt til indvielsen — en lang, buet skinne, som skaterne skal grinde eller slide henad. »Det kommer til at minde om det, man ser i snowboarding til OL, bare i lille Middelfarts skatehal,« siger Morten med et grin. »Jeg vil i hvert fald anbefale folk at komme ned og kigge. Man behøver ikke selv at skate, men det er simpelthen spektakulært at se på.«
Fra skatehal til ungemiljø
Skatehallen er en del af det større KABEL29-projekt, der fungerer som ungezone i Tråden — det nye kultur- og fællesskabshus, som er vokset frem i de gamle NKT-haller på Middelfarts trafikhavn. Her har Brobygning Middelfart med støtte fra blandt andre LAG MANK, Lokale og Anlægsfonden og Nordea-fonden skabt et kreativt frirum for unge mellem 15 og 25 år med værksteder, café og nu altså en fuldt udbygget skatepark.


For Morten Bennetsen handler det ikke kun om sport. Det handler om at skabe et sted, hvor mennesker mødes på tværs af alder og baggrund. »Det fede ved skateboarding er, at man mødes på tværs af generationer. Det kan være en på 15, der skater sammen med en på 25 og en på 45. Det er de værdier, vi gerne vil give videre,« forklarer han.
Og netop koblingen mellem skatehallen og det omkringliggende ungemiljø i KABEL29 giver en særlig synergi, mener formanden. Maja Füchsel og Karla Arvad Meier, som driver KABEL29’s café, har sagt ja til at holde fest efter konkurrencen, og der vil være tarteletter til salg. »Jeg tror simpelthen, det bliver så hyggeligt. Det handler også om at skabe et fedt miljø til alle dem, der har lyst til at være en del af det community, der er dernede,« siger Morten.




Et fællesskab i vækst
Middelfart Skateboarding er ikke nogen ny forening, men den har fået nyt liv med indflytningen i KABEL29. Foreningen tilbyder undervisning for nybegyndere, samarbejder med lokale skoler og ungdomsskolen om valgfag i skateboarding, og har desuden lanceret konceptet »Old Bones« for alle over 30, der altid har haft lyst til at lære at stå på et board.
Lørdag den 28. februar er alle dog velkomne, uanset om man er erfaren skater eller blot nysgerrig tilskuer. »Vores hal er så vild. Der er masser af plads til publikum, og det er helt sikkert et kig værd,« siger Morten Bennetsen. »Skateboarding er en rigtig smuk sport at se, og den er interessant, fordi den er så action-packed.«





