En opdatering fra DMI’s klimaatlas tegner et dystert billede: Havvandstanden vil fortsætte med at stige langt ind i næste århundrede, selv hvis vi i dag stoppede alle udledninger af drivhusgasser. Samtidig bliver stormfloder hyppigere og voldsommere. Derfor går det nye dansk-tyske projekt ‘ClimateBlue’ nu i gang med et fokus på at adressere udfordringerne langs kysterne og udvikle langsigtede løsninger, hvor også Middelfart Kommune kommer til at spille en helt essentiel rolle.
Projektet, der er støttet af EU’s Interreg Deutschland-Danmark-program med 17 millioner kroner, har et samlet budget på 27 millioner kroner. Det ledes af SDU Climate Cluster.
Med deltagelse af fem danske kommuner, herunder Middelfart, er planen at der skal stilles skarpt på, hvordan vi som samfund tilpasser os en fremtid, hvor stigende havvand og hyppigere stormfloder ændrer spillereglerne – og landkortet.
– Vi skal turde tage hul på de svære samtaler om, hvordan vi skaber et fremtidigt samfund, hvor vandet får mere plads. Det er en samtale, der ikke kun handler om beskyttelse, men også om at give noget tilbage til naturen, siger Sebastian Mernild, leder af SDU Climate Cluster, der står i spidsen for projektet.
En fremtid med nye grænser
Stormfloden i 2023 illustrerede det, som klimaforskere længe har advaret om: Diger og andre hårde løsninger kan ikke altid holde trit med naturens kræfter. Det tvinger samfundet til at tænke i alternative strategier, hvor tilbagetrækning fra truede områder også kan blive nødvendigt. For Middelfart og de andre deltagende kommuner betyder det ikke alene tekniske løsninger, men også en ændring i måden, vi forstår vores relation til vandet på.
– Indtil nu har vi været optaget af at holde vandet ude for enhver pris. Men i takt med, at klimaudfordringerne vokser, bliver vi nødt til at overveje, om det nogle steder er mere bæredygtigt at lade vandet få plads, forklarer Mernild.
Middelfart Kommune, som allerede har mærket konsekvenserne af stigende vandstande, bliver en nøglespiller i projektet. For kommunen handler deltagelsen om at indgå i en bredere borgerinddragende proces, hvor lokale erfaringer og forskningsbaseret viden skal kombineres for at udvikle løsninger, der både beskytter og tilpasser sig vandets voksende pres. Middelfart bliver dermed en afgørende brik i projektets overordnede ambition der handler om at skabe en langsigtet og bæredygtig strategi for de kystnære områder.
Tre mulige veje frem
ClimateBlue udforsker tre strategier: fortsat beskyttelse mod vandet, accept af, at vandet trænger ind, og tilbagetrækning fra særligt udsatte områder. Mernild bemærker afslutningsvis, at det er valg, der både kræver tekniske løsninger og vilje til at indgå i en svær samtale om, hvad vi som samfund vil prioritere.
– Det her handler ikke kun om diger og vandstande. Det handler om, hvordan vi som samfund ruster os til en virkelighed, hvor havet i stigende grad bestemmer spillereglerne.
Projektet er et samarbejde mellem danske og tyske forskningsinstitutioner, herunder Kiel Universitet og en række aktører fra delstaten Schleswig-Holstein. Den internationale dimension skal sikre, at erfaringerne og løsningerne kan bruges på tværs af grænser, hvor klimaforandringerne rammer med lignende styrke.
ClimateBlue skydes i gang den 1. marts 2025 og løber frem til 2028.