Mikkel Wiggers fra Middelfart Stingers AFC er blandt de tre finalister, der er nomineret til titlen som Årets Holdkammerat. Den prestigefyldte pris, som uddeles af Danmarks Idrætsforbund (DIF) i samarbejde med A.P. Møller Fonden, hylder unge, der bidrager til stærke fællesskaber i idrætsforeninger.
Prisen bliver overrakt ved Sport 2024 i Herning til januar, og Mikkel Wiggers fra Middelfart er stolt over at være med i opløbet, fortæller han til DIF:
– Jeg er meget stolt over at være valgt blandt så mange medlemmer. Det betyder meget, at der er nogen, der har øje på det sammenhold, vi har i klubben og på holdet, siger Mikkel Wiggers, som med sin positive indstilling og støtte til holdkammerater har gjort indtryk på juryen.
De tre finalister i kampen om titlen
Mikkel Wiggers repræsenterer Middelfart som finalist sammen med Jana Uqqar fra Kolding Taekwondo Klub og Silas Junker fra HOG Fodbold i Favrskov.
De tre unge har alle fået deres klubkammerater og trænere til at føle sig værdsatte og motiverede, hvilket juryen har fremhævet som afgørende for deres udvælgelse. Frans Hammer, næstformand i DIF og jurymedlem, understreger vigtigheden af holdkammerater som Mikkel, Jana og Silas:
– Jeg tror, vi alle sammen kan huske en særlig holdkammerat, der har betydet lidt ekstra i vores ungdomsliv, og det vil vi gerne hylde. Der har virkelig været mange om buddet, men de tre finalister er gået lige i hjertet og fortjener hver især al den positive opmærksomhed, siger han.
En indsats for fremtidens idræt
Prisen er en del af DIF’s projekt Fremtidens Idræt for Børn og Unge, som med støtte fra A.P. Møller Fonden arbejder for at styrke fællesskabet i danske idrætsforeninger. Projektet har et samlet budget på 85 millioner kroner og løber frem til 2027. Med prisen følger 50.000 kroner til en oplevelse for det vindende hold og 10.000 kroner til de to øvrige finalister.
Vinderne bliver afsløret til Sport 2024 i Herning den 4. januar, hvor idræts-Danmark vil være samlet for at fejre sportens og fællesskabets bedste.