BUSINESS. Tirsdag den 10. marts samledes medlemmer af Middelfart Erhverv på HUSET til foreningens ordinære generalforsamling. Stemningen var god fra starten, kaffen var fremme, og mødet var præget af humor og glade stemmer, da erhvervsdirektør Mikkel Johansen bød velkommen klokken 17.
Lene Dinesen fra Trolle Advokatfirma blev valgt som dirigent og konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt og beslutningsdygtig.

Vækst og solid økonomi
Formand Tue Christiansen fremlagde beretningen for det forløbne år. Budskabet var klart: Middelfart Erhverv har godt styr på tingene.
Foreningen leverer overskud for tredje år i træk. Regnskabet for 2025, præsenteret af Henrik Hedelund fra BDO, viser et overskud på 434.520 kroner og en egenkapital på 1.247.133 kroner. Omsætningen steg til 3.903.521 kroner mod 3.794.828 kroner året før. Regnskabet blev godkendt uden bemærkninger.
Membersvæksten er markant. Siden 2023 er foreningen vokset med 43 procent, og medlemstilfredsheden ligger nu på næsten 88 procent, hvilket placerer Middelfart Erhverv blandt de højest rangerede erhvervsråd i hele landet.
»Det er et tydeligt bevis på, at vores arbejde giver værdi, og at flere virksomheder ønsker at være en del af et stærkt, lokalt fællesskab,« sagde Tue Christiansen i sin beretning.
Samarbejde og nye kræfter
Formanden fremhævede det styrkede samarbejde med Middelfart Handel, VisitMiddelfart og Brobygning Middelfart som et af årets vigtige skridt. Middelfart Erhverv er i dag et naturligt omdrejningspunkt for erhvervslivet i hele kommunen, og foreningens stemme er blevet tydeligere i den offentlige debat.
Om det politiske magtskifte i kommunen med en ny borgmester på rådhuset var tonen konstruktiv.
»For os handler det ikke om partifarve, men om viljen til samarbejde. Det afgørende er, at de forskellige partier formår at arbejde sammen om at skabe de bedst mulige betingelser for vores erhvervsliv,« sagde Tue Christiansen.
Ny bestyrelse og nye suppleanter
Ved valget til bestyrelsen blev Nina Østergaard, Bo Olsen og Thomas Thinggaard alle genvalgt. Herudover blev Sandra Jørgensen valgt ind i bestyrelsen for en periode på to år. Som nye suppleanter blev Erik Pandrup og Mads Lindskov valgt. Vagn Knudsen og Martin Vesterlund takkede begge af som henholdsvis bestyrelsesmedlem og suppleant. BDO Revision blev genvalgt som foreningens revisor, og medlemskontingentet forbliver uændret i 2026.

Imran Rashid, tapas og vin
Efter generalforsamlingens formelle del fortsatte aftenen med foredrag ved Imran Rashid, efterfulgt af tapas og vin i samarbejde med Middelfart Lederforum. Der blev grinet højt og tænkt dybt, og stemningen var i top, da HUSET langsomt tømtes.





